Af Jens Tang Kristensen, mag.art. i kunsthistorie, BA i forhistorisk arkæologi
I dansk kunsthistorie er Peter Christian Thamsen Skovgaard (1817-75) ofte blevet fremhævet som en ortodoks og nationalkonservativ landskabsmaler. Denne unuancerede opfattelse problematiseres nu endelig i en ny flot bog om kunstneren.
Bogen er et resultat af et frugtbart forsknings- og formidlingssamarbejde, som har fundet sted mellem Fuglsang Kunstmuseum og Skovgaard Museet i Viborg. Dette samarbejde førte desuden til en stort anlagt udstilling om kunstneren på de respektive museer.
Antologien P.C. Skovgaard – Dansk guldalder revurderet udgør et væsentligt bidrag til forståelsen af Skovgaards kunst. Den er skrevet af 13 forfattere, der alle på hver deres måde forholder sig dels til P.C. Skovgaards kunst specifikt, dels til hans betydning for etableringen af en særlig national identitet. Derudover forholder bogen sig, som titlen også antyder, kritisk og analytisk til begrebskonstruktionen ”dansk guldalder”. Der er tale om en tværfaglig bog, der involverer både kunsthistoriske, litteraturhistoriske, socialhistoriske og landskabshistoriske analyser. På trods af den tværfaglige optik fungerer bogen yderst godt som kunsthistorisk fagbog. Den er velstruktureret og inddelt i en række overordnede og logiske ”interzoner/temaer”, hvor hver enkelt forfatter fokuserer på et særligt aspekt ved Skovgaards kunst.
Rejsen i det nære
I bogens første artikel ”En særlig national landskabsopfattelse? Udsigt til P.C. Skovgaard fra en række tidlige oversigtsværker” gør kunsthistorikeren Hans Dam Christensen status over P.C. Skovgaards betydning for den danske kunsthistorie. På baggrund af en række historiografiske og receptionshistoriske analyser af kunstnermonografierne om Skovgaard forholder forfatteren sig primært til den ældre kunsthistories særlige interesse for kunstneren som nationalsymbol. Dam Christensens ærinde er således at overbevise læseren om, at det var gennem kunsthistorien, at kunstneren fik betydning for konstruktionen af den fællesfolkelige og dermed nationale selvforståelse.
I oversigtsrepræsentationerne af Skovgaard er det især den nationale identitetsforståelse, som ikke overraskende danner en rød tråd. (Christensen, 2010, p. 33)
Denne iagttagelse er jeg helt enig i, og Dam Christensens bidrag er væsentligt, fordi han ikke kun analyserer Skovgaards kunst som et isoleret fænomen. Han udvider derimod analysen, idet han snarere forholder sig til den måde, hvorpå den ældre kunsthistorie har fremhævet Skovgaards kunst som udtryk for en særlig national kunst. Derfor undrer det mig samtidig, at Dam Christensen ikke inddrager teoretisk litteratur fra de nye forskningsfelter som primært beskæftiger sig med studierne af sociale og nationale identitetskonstruktioner. Der har desuden været en tendens til, at man i de senere års danske kunsthistorie gradvist har udskrevet P.C. Skovgaards betydning for kunstudviklingen i Danmark på trods af, at han spillede en markant rolle i den ældre kunsthistories forståelse af sagen. Derimod har man i stigende grad fokuseret på J.Th. Lundbye (1818-48) som den toneangivende landskabsmaler og det afspejles også ved at man ligefrem har opfattet Skovgaards landskabsmalerier som et udtryk for dansk guldalders afslutning (Christensen, 2010, p. 48; Damsbo, 2009). Alligevel hævder Dam Christensen samtidig at Skovgaard har opnået vedvarende status som en særlig national landskabsmaler, og det begrunder han med, at maleriet Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen, 1857 optræder som forsideillustration til bind 4 af Dansk identitetshistorie (1991). Det er i den sammenhæng paradoksalt, at Dam Christensen afslutter sin artikel med at hævde, at et tidligere landskabsmaleri, det vil sige fra den ”ægte guldalderperiode”, havde egnet sig bedre som forsideillustration. Hermed relativerer han indirekte Skovgaards betydning for den danske kunsthistorie til fordel for guldalderen som historisk tyngdepunkt.
Ville et tidligere landskabsmaleri, måske endda fra Rumps hånd, ikke have passet bedre? (Christensen, 2010, p.48)
At disse problemstillinger, der dels handler om, hvorvidt Skovgaard overhovedet tilhører guldalderen som periodebetegnelse, dels handler om hvordan Skovgaards kunsts fortsat relativeres, ikke undersøges nærmere, forekommer mig desuden problematisk. Jeg vil i den forbindelse hævde, at udskrivningsmekanismen fra enhver national kulturkanon i sig selv bygger på en diskursiv og hegemonisk magtkonstruktion. Udskrivningen er lige så undertrykkende som indskrivningen i enhver kanon, og det er en problemstilling, som man alt for sjældent diskuterer.
Lange – og den lange rejse tilbage i tid
Dam Christensen sætter, ligesom flere af bogens andre bidragydere, særligt fokus på kunsthistorikeren Julius Langes betydning for den efterfølgende opfattelse af Skovgaards kunst. At Lange tildeles en særlig rolle i de historiografiske analyser, som indgår her i bogen, begrundes med, at han i 1866 skrev den første monografi om kunstneren. Ifølge Dam Christensen er det således den første biografi, der automatisk tillægges en særlig betydning for den efterfølgende udlægning af Skovgaards kunst. Det er således den kronologisk strukturerede historieskrivning, der fortsat bruges som metode til afdækning af den ældre kunsthistorie som diskursivt magtsystem. Jeg vil dog understrege, at når man beskriver faderfiguren i bestemt entalsform, og dermed som entydig definerbar, så tager man paradoksalt nok altid selv del i en velkendt historisk konstruktionsfigur. Dette paradoksale problem fremhæver Gertrud Oelsner også i sin fremragende artikel: ”Skovens demokratiske rum og andre nationale motiver hos P.C. Skovgaard”, som ligeledes indgår i bogens første interzone. Her understreger Oelsner, at hun er bevidst om, at hun gennem sit artikelbidrag automatisk indskriver sig i en allerede etableret receptionshistorie. For hende handler det altså ikke om at udhæve sig fra enhver konstruktion. Det handler derimod om at pege på konstruktionen som et uundgåeligt vilkår for enhver forskningsindsats.
Nærværende bidrag skriver sig således ind i en veletableret receptionsfigur, men mit bidrag har været at undersøge Skovgaards værker i lyset af tidens politiske begivenheder […] (Oelsner, 2010, p. 103).
Oelsner har en særlig og vigtig pointe her, fordi hun altså påpeger, at historikerens forskning ikke nødvendigvis handler om at afdække eksakte og entydige sandheder med afsæt i et bestemt og på forhånd defineret udviklingsforløb. I Oelsners undersøgelse af Skovgaards betydning for nationaliseringsprocessen analyserer hun, ligesom flere af bogens øvrige bidragsydere heriblandt Lis Møller og Flemming Lundgreen-Nielsen, Skovgaards kunst gennem en bredere kulturel og kontekstuel optik. Med afsæt i romantikken undersøger de såvel arkæologernes, politikernes, historikernes som de øvrige kunstneres direkte eller indirekte indflydelse på Skovgaards valg af motiver. Hvis man fortsat opfatter Skovgaards kunst som en særlig national kunst, så skyldes det altså ikke alene den efterfølgende kunsthistories beskrivelse af Skovgaards fremstilling af bøgetræer og landskaber som noget særligt dansk, det skyldes derimod nogle langt mere komplekse relationsspil som vedvarende udveksles i mødet mellem socialiteten, samfundspolitikken, kunsten og kunstneren. Man kan, som Lulu Salto Stephensen har påvist andetsteds, endda hævde, at det gradvist blev de virkelige landskaber, der gennem fredningslove og naturgenopretningsplaner efterlignede nationalromantikkens konstruerede landskabsmalerier og ikke omvendt. (Stephensen, 1989).
Skov og gård i Skovgaards maleri
Generelt indeholder bogen en lang række interessante værkanalyser, som ydermere understreger, at Skovgaard ikke kun var landskabsmaler, selvom denne genre må opfattes som den dominerende i hans oeuvre. I artiklen ”Synsvinkler på verden – om P.C. Skovgaards blik i kunsten” påviser kunsthistorikeren Karina Lykke Grand samtidig, at hans motiver ofte udfoldes i spændingsfeltet mellem en harmonisk/stabil og en forskudt/ustabil opfattelse af rummet, hvorved hans kunst i sig selv markerer overgangen mellem guldalderen og det moderne. Skovgaards billeder er hermed i dialog med de teknologiske fremskridt, som fandt sted i hans samtid ude i Europa, og derfor bør man heller ikke opfatte hans billeder som nationale i stringent og isoleret forstand. Grand opfatter Skovgaard som en kunstner, der var interesseret i kunsten som teknisk medium. Skovgaards billeder forholder sig ikke kun til de politiske spørgsmål, de forholder sig samtidig positivt stemt over for de videnskabelige innovationer, som fandt sted inden for meteorologien, botanikken og fotografiet. Grands billedanalytiske iagttagelser er skarpe og præcise, ikke mindst når hun fremhæver, at Skovgaards kunst først og fremmest handlede om maleriet som medium og dermed om undersøgelsen af forholdet mellem billede, blik og rum. Som hun påpeger finder der en forskydning sted gennem de særlige blikvinkler og billedmotiviske snit. Herved forskyder kunstneren forholdet mellem landskabsmaleriet og historiemaleriet, og det underbygger hun blandt andet i en fremragende analyse af maleriet Udsigt fra Frederiksborg slot (1842):
Dermed udfordres betragterens blik yderligere i forhold til forståelse af, hvad de kunstneriske billeder reelt forestiller. Spørgsmålet er derfor ikke, om billedet forestiller en landskabelig udsigt eller en historisk bygning, men at Skovgaard formår at samle og forene to motivgenrer i et billede ved at fragmentere dem begge. Og på sin vis bliver begge genrer tilmed beriget af denne kunstneriske fornyelse. (Grand, 2010, pp. 287-88)
At vi kunsthistorikere primært har forholdt os til Skovgaard som landskabsmaler, har omvendt betydet, at vi sjældent har analyseret Skovgaard som for eksempel møbeldesigner eller portrætmaler. Dette forsømte og oversete kapitel i Skovgaards virke tages nu op af kunsthistorikeren Lotte Nishanthi Winther i ”P.C. Skovgaard som portrætmaler” og Mette Bligaard i ”Boligen som kunstværk – P.C. Skovgaards dekorative arbejder”. De fremhæver begge, hvordan Skovgaards kunst har været underlagt nogle snævre læsninger, hvor landskabsmalerierne med skoven og bøgetræerne blev gjort til de vægtigste motivkredse, mens hans øvrige produktion omvendt blev nedtonet eller helt udskrevet.
Skovgaard i det fjerne
En særlig interessant artikel er skrevet af kunsthistorikeren David Jackson fra University of Leeds. Han har i artiklen ”P.C. Skovgaard – set fra udlandet” sat sig det interessante mål at undersøge, om man fortsat kan hævde, at Skovgaards kunst er særlig national. Hans undersøgelse bygger blandt andet på en empirisk analyse af, i hvilket omfang Skovgaard bliver omtalt i kunsthistorien uden for Danmark. I sin artikel konkluderer han, at det vil være vanskeligt at finde litteratur om Skovgaard som udlænding, og når det endelig lykkes, så er fremstillingen biografisk og desuden tæt forbundet med navne som C.W. Eckersberg, J.Th. Lundbye og Dankvart Dreyer (1816-52) samt kunsthistorikeren Niels Lauritz Høyen (1798-1870) og digterpræsten N.F.S. Grundtvig (1783-1872). De personer, som ofte beskrives som de oprindelige konstruktører af den nationale identitet, sættes hermed fortsat i forbindelse med Skovgaard og hans kunst uden for Danmark. Desuden er det karakteristisk, at disse informationer hovedsageligt findes på internettet.
Eftersom bøger om Skovgaard som nævnt nærmest er utilgængelige, er der mange, der i dag vil begynde med internettet, mest sandsynligt Wikipedia. Her modtager Skovgaard den smukkeste hyldest, internationalt set, der understreger hans betydning for udviklingen i dansk landskabsmaleri (især maleriet i stort format), og som giver ham et internationalt renommé, der er opmuntrende, men uforeneligt med hans manglende profil i udlandet, hvad angår udgivne kilder eller værker i udenlandske samlinger. (Jackson, 2010, pp. 220-21)
Man kan i forlængelse af Jackson konkludere, at Skovgaard fortsat må opfattes som et særligt dansk fænomen i den forstand, at kendskabet til hans kunst er yderst sparsomt i udlandet.
Sammenfattende vil jeg understrege, at der er tale om en yderst interessant bog, som for første gang kaster lys over, på hvilke måder Skovgaards kunst har haft betydning for konstruktionen af danskheden, folkeligheden og den forankrede guldalderforestilling. Men bogens virkelige styrke ligger i, at den samtidig formår at udvide Skovgaards kunst til også at indbefatte en mere universel undersøgelse af maleriernes potentialer og værdier som visuelle systemer, som rækker langt ud over de nationale grænser og konstruktioner.
Litteratur
Damsbo, Mads, ”Den svære harmoni – J.Th. Lundbye og naturens konstruktion” in: Peter Brix Søndergaard m.fl. (red.), “Dansk Guldalder i nyt lys” (Aarhus: Passepartout – Skrifter for Kunsthistorie, Aarhus Universitetsforlag, 2009)
Stephensen, Lulu Salto, ”Danmark dejligst – Om den æstetiske opfattelse af naturen set ud fra et kunstnerisk og et administrativt synspunkt” in: Lise Bek (red.), Naturopfattelse og landskabsæstetik (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 1989)
P.C. Skovgaard – Dansk guldalder revurderet indeholder følgende bidrag:
Anne-Mette Villumsen og Anne Højer Petersen, ”Forord”
Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand, ”Introduktion til P.C. Skovgaard”
Hans Dam Christensen, ”En særlig national landskabsopfattelse? Udsigt til P.C. Skovgaard fra en række tidlige oversigtsværker”
Gertrud Oelsner, ”Skovens demokratiske rum og andre nationale motiver hos P.C. Skovgaard”
Karina Lykke Grand, ”Udsigt til Italien – Med P.C. Skovgaard på rejse”
Iben Overgaard, ”P.C. Skovgaards rejser i det nære”
Tomas Björk, ”P.C. Skovgaard i et nordisk lys”
David Jackson, ”P.C. Skovgaard – Set fra udlandet”
Lis Møller, ”Romantisk naturalisme P.C. Skovgaard og den engelske romantiske naturlyrik”
Marianne Bro-Jørgensen, ”Den store kærlighed”
Karina Lykke Grand, ”Synsvinkler på verden – om P.C. Skovgaards blik i kunsten”
Lotte Nishanthi Winther, ”P.C. Skovgaard som portrætmaler”
Peter Nørgaard Larsen, ”En forsmag på paradiset – P.C. Skovgaards sene landskaber”
Flemming Lundgreen-Nielsen, ”P.C. Skovgaard og det grundtvigske”
Mette Bligaard, ”Boligen som kunstværk. P.C. Skovgaards dekorative arbejder”
Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand, ”Biografi”
Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand, ”Bibliografi”