Af Anne-Sophie Kofoed Rasmussen, mag.art. i kunsthistorie
Nyt format gavner årbogen Ny Dansk Kunst, men den har svært ved at finde sit ståsted imellem det danske og det internationale
Ny Dansk Kunst, som Kopenhagen har udgivet årligt siden 2006, er overordnet set et vigtigt indslag i den aktuelle kunstdebat, idet den er den eneste publikation, der tilbyder læseren en substantiel og rimelig bred opsummering af det forgangne års kunstoplevelser. Men årbogen er samtidig en svær genre, fordi det ofte bliver udeladelserne snarere end tilvalgene, der kommer til at træde tydeligst frem.
I dette års udgave er det traditionelle årbogsformat taget op til revision. I stedet for at præsentere en række aspekter af den nutidige kunstscene gennem særskilte kapitler, er syv markante aktører inden for samtidskunsten blevet bedt om at give deres vurdering af det forgangne kunstår. De har hver udvalgt ti udstillinger eller kunstbegivenheder og beskriver baggrunden for deres valg samt generelle iagttagelser om samtidskunsten i interviews, der alle er foretaget af kunstner, skribent og kurator Mikkel Carl.
Velvalgte smagsdommere
Det er grundlæggende en god idé således at lade disse syv meget forskellige meningsbærere agere talerør for kunstscenen. Dermed påpeges det subjektive i kunstopfattelsen nemlig, og man undgår, at bogen kommer til at virke som et forsøg på at opstille en objektiv facitliste for god kunst og en almengyldig status på samtidskunstens rolle i Danmark. Ligeledes savner man ikke de bagerste siders kunst-hitlister, der er udeladt i dette års version. Selvfølgelig er der fra redaktionens side til dels blot tale om en forskydning fra udvælgelsen af kunstbegivenheder til udvælgelsen af kunstpersonligheder. Og de redaktionelle overvejelser bag dette udvalg er da også ganske indlysende. Bestræbelsen i sammensætningen har tydeligvis været at opnå så bredt et udvalg af udstillinger og så stor forskellighed i det kunstfaglige fokus som muligt.
Med de syv interviewpersoner, Jacob Fabricius, Bente Scavenius, Christian Rud Andersen, Mikkel Bolt, Merete Jankowski, Thomas Asbæk og Janus Høm, er der sørget for højt profilerede og velformulerede repræsentanter fra både den museale og den kommercielle kunstscene samt kritikerstanden, universitetet og akademiverdenen. Den delvise forudsigelighed, som denne blanding af nye og mere garvede ansigter med forskellige kunstfaglige baggrunde indebærer, gør absolut ikke valget af dem dårligt.
Man kan selvfølgelig indvende, at repræsentanterne for den kommercielle kunstscene udnytter lejligheden til at pleje personlige interesser. Således har Thomas Asbæk to udstillinger på sin liste, der har deres ophav i Asbækimperiet. Ligeledes er Christian Rud Andersen selv inde på det potentielt problematiske i sit udvalg af to udstillinger med værker af Rolf Novotny, som også var genstand for den åbningsudstilling, der øjeblikkeligt cementerede Galleri Christian Andersens status som en af de vigtigste aktører på den danske galleriscene. Det er dog ikke automatisk et kritikpunkt, og jeg kan kun erklære mig enig i, at både Nicolai Howalts Slutninger på Martin Asbæk Gallery og Novotnys Full Frontal Nudity på Overgaden hører hjemme iblandt årets mest markante udstillinger.
Indforstået kunstsnak
Generelt er jeg ikke ovenud begejstret for interviewformen, der giver en afbrudt og fragmentarisk læseoplevelse og passer sig bedre til det talte end det skrevne ord. Pointen i at bruge interviewet som strategi kan være, at intervieweren har mulighed for at udfordre den interviewedes synspunkter eller sikre, at denne ikke bevæger sig for langt væk fra det udstukne tema. Ingen af delene er tilfældet her. Selvom Mikkel Carl tydeligvis er en både vidende, engageret og velformuleret interviewer, forbliver hans rolle relativt anonym, og i visse tilfælde kan det få teksterne til at virke lidt som en slags indforstået kunst-sniksnak, der ikke er henvendt til læseren. Anonymiteten er sandsynligvis tilstræbt, men det er svært at gennemskue, hvad overvejelserne bag dette valg har været. Og når Bente Scavenius fremhæver en udstilling af netop Mikkel Carl, og i den forbindelse omtaler ham i tredje person, virker det direkte fjollet, også selv om hun har særdeles fornuftige ting at sige om selve udstillingen. Jeg havde således foretrukket en almindelig essayform.
Interessante overlapninger
Selvom der tydeligvis er stræbt efter alsidighed i udvalget af talspersoner, kan det ikke undgås, at der sker visse overlapninger i de interviewedes respektive udvalg. Det er faktisk noget af det, som gør det nye format rigtigt spændende, idet man således præsenteres for flere forskellige vinkler på de samme begivenheder og for en mere bredspektret diskussion af den nye danske kunst, som ud over de konkrete udstillinger også når omkring forskellige kunstpolitiske og markedsrelaterede betragtninger.
Art Copenhagen er ikke overraskende et gennemgående tema i bogen, og meningerne om tiltaget er delte. Hvor Jacob Fabricius roser den overvejende vellykkede inddragelse af byrummet, kritiserer Mikkel Bolt i skarpe vendinger den noget luftige tilgang til det overordnede fællesskabstema. Begge pointer er gode at have med. Den danske kunstscenes repræsentation på Documenta 13 samt på de internationale kunstmesser, for eksempel Armory Focus: the Nordic Countries på årets Armory Show, bliver også diskuteret i flere interviews.
Gallerier eller museer?
Der er en iøjnefaldende overvægt af galleriudstillinger i årets bog, og som sådan har redaktionens bestræbelse på at fordele spaltepladsen ligeligt imellem de forskellige grene af kunstscenen ikke forplantet sig til udvalget. Spørgsmålet står så tilbage, om gallerierne entydigt danner fortrop, når det kommer til ny kunst, eller om det lige så meget er et udtryk for, at museerne har en større udfordring i denne sammenhæng. Museerne står jo for en institutionalisering, der kan være svær at forene med samtidskunstens nyhedsaspekt. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser interviewet med Mikkel Bolt, der som den eneste har fokus på museerne, men som samtidig anlægger en overvejende kritisk vinkel på disse. Selvom kritikken måske ikke altid er lige berettiget, er det forfriskende, at bogens udstillinger ikke kun er valgt ud fra deres åbenlyse positive aspekter, men lige så meget fordi de giver anledning til diskussioner af holdninger og værdier på den aktuelle kunstscene.
Én af de museumsudstillinger, der kritiseres i denne kontekst, er Arkens blockbuster India: Art Now, som beskyldes for at gentage en allerede eksisterende opfattelse af, hvad indisk kunst er. Det er interessant, at udstillingens værker, som for størsteparten er skabt af internationalt anerkendte kunstnere tilknyttet vigtige gallerier i kunstmetropoler som New York og London, åbenbart automatisk reduceres til orientalistiske tableauer og billeder på fremmedhed, når de udstilles samlet på et dansk museum. Men spørgsmålet er så, om det egentlig er Arken, der er eurocentrisk, eller om det i virkeligheden er den danske kunstscene generelt, der er det, for hvorfor har vi overhovedet en generel opfattelse af, hvad indisk kunst er? Vi har vel ikke tilsvarende en generel opfattelse af, hvad amerikansk – eller sågar dansk – samtidskunst er?
Mellem provinsen og verden
Dette kan opfattes som et udtryk for, at den danske kunstscene stadig er præget ikke blot af eurocentrisme, men også stadig en vis navlebeskuende provinsialitet, som i Ny Dansk Kunst 12 blandt andet kommer til udtryk i, at den danske samtidskunsts forhold til den internationale kunstscene er et relativt overset område. Man beskriver således gerne både danske kunstneres deltagelse på udstillinger i udlandet og også internationale kunstneres repræsentation i danske udstillinger, men selve den internationale udveksling og det bredere perspektiv herfor debatteres ikke.
Ny Dansk Kunst 2012 indeholder bidrag af:
Bente Scavenius, Thomas Asbæk, Merete Jankowski, Christian Andersen, Jacob Fabricius, Mikkel Bolt og Janus Høm samt interviews ved Mikkel Carl.
Denne provinsialitet er egentlig lidt pudsig i betragtning af, at den geografiske provins spiller en ret lille rolle i det samlede udstillingsudvalg, der overvejende er koncentreret i hovedstadsområdet. Iblandt de få udstillinger, der har fundet vej fra provinsen til Ny Dansk Kunst 12, er Erindringens Arkæologi / Materialitet #1, som blev vist på Sorø Kunstmuseum, og som var alt andet end provinsiel, både hvad angår indhold og kuratering. Udstillingen formåede at gribe ind i den materialitetstendens, der i øjeblikket gør sit indtog i både kunst og teori, og den lover godt for museets fortsatte udstillingsprogram.
Den analoge fremtid
Én måde at få årbogen til at favne geografisk bredere kunne være at adoptere kunstner og kurator Janus Høms tilgang til udstillingsoplevelsen, der ikke skelner mellem kunst set på nettet og i virkeligheden. Men mange vil nok stadig tillægge den fysiske oplevelse en vis merværdi, og det gælder også for bøger. Så selvom man sikkert kan finde både billeder og anmeldelser af udstillingerne fra Ny Dansk Kunst 12 på nettet, skaber det nu alligevel et behageligt overblik at have dem samlet i fysisk bogform, og det, i kombination med den generelt høje kvalitet i tekster, billeder og layout, berettiger i høj grad udgivelsens fortsatte eksistens, selvom der stadig er plads til forbedringer.