Om romerske middelalderkirkers marmorarbejder
Af Maria Fabricius Hansen, dr.phil., lektor i kunsthistorie, Aarhus Universitet
Den kunst- og historiekyndige arkitekt Ib Lydholm præsenterer i bogen De romerske Cosmater: Middelalderens familieværksteder og deres kirkeudsmykninger et fascinerende materiale af dekorativt stenhuggerarbejde. Med fokus på 1100-1200-tallet og med grundigt afsæt i de historisk-politiske samfundsforhold gennemgås et felt inden for periodens kultur, som det ellers er vanskeligt at skaffe sig overblik over, og som i øvrigt er stort set ubehandlet på dansk. Bogen er forsynet med diverse ”redskaber”, så som kirkefortegnelser og kort, der gør den anvendelig også som rejsefører.
Når de middelalderlige kirker i Rom har så overdådige gulvbelægninger i farver og mønstre, skyldes det en tilsvarende mangfoldighed både i forhåndenværende materialer og inspirationskilder for datidens stenhuggere. Hvad materialer angår, forsynede man sig fra faldefærdige, ubenyttede bygningsværker fra antikkens storhedstid, som for eksempel teatre og templer, med marmorpaneler og andet, som kunne genbruges til mosaikker eller fliser. Også søjler kunne genanvendes til dette formål, hvis de blev savet op i salami-lignende skiver. Hvad inspirationskilder angår, tilegnede man sig fra byens, det vil sige kirkestatens, politiske udvekslinger i krig og fred ornamenter og dekorationsformer fra Byzans i øst og fra araberne sydpå, idet ikke mindst det multikulturelle Sicilien fungerede som stilformidler.
Når materialerne har så mange flotte farver og mønstre, skyldes det, at man i sin tid til antikkens store byggeprojekter havde importeret marmor og andre bjergarter fra hele imperiet – både på grund af stenenes umiddelbare pragt og på grund af den magtmanifestation det var at samle sådanne fysisk-konkrete repræsentanter for rigets enorme udstrækning i en romersk syntese. Eksempelvis fandtes den fornemme purpurfarvede porfyr kun i Ægypten, og dermed blev den i sin overførelse til Rom til et umiddelbart tegn på det romerske herredømme sydpå.
I middelalderens ornamentale arbejder er der således tale om en kultursyntese, der ikke kun strækker sig over geografiske, religiøse og magtpolitiske felter, men også historisk, tilbage i tid til det romerske imperium.
De såkaldte Cosmater
Det var især i anden halvdel af 1100-tallet og i 1200-tallet, at de tidligere mere statiske flisebelægninger på kirkernes gulve udvikledes til formidable dynamiske mønstre baseret på store cirkler (søjleskiver) omslynget af svungne bånd og suppleret med kvadrater og trekanter i klare farver, især purpur, grøn, gul og hvid. Desuden bredte ornamentikken sig til kirkeinventarets lodrette flader såsom læsepulte, korskranker og gravmonumenter og til ornamentale søjler i klostergårde, ciborier (baldakiner bygget over altrene), påskelysestager og lignende, hvor de kulørte marmortyper blev suppleret med strålende guldmosaikker.
I Rom og omegn, et område som i dag kan nås med bil på en time eller to, manifesterede dette sig omkring en række familier af stenhuggere eller marmorarbejdere, som de selv kaldte sig, marmorari romani. En af stenhuggerne hed Cosmas, og det er hans navn, der har ført til, at cosmater arbejder er blevet den almindelige betegnelse for periodens ornamentale flise- og mosaikbelægninger. Ib Lydholm vælger derfor at fastholde denne benævnelse i sin bog. Når vi overhovedet kender til disse familier i dag, skyldes det, at de var overordentlig flittige med at signere og datere deres arbejder. Ib Lydholm gennemgår og afbilder en lang række af disse indskrifter, der vidner om høj social status og godt med selvfølelse. Indskrifterne omtaler mestendels kunstnernavnet og måske dateringen, men der er også eksempler på, at stenhuggerne omtaler sig som magistri doctissimi, særdeles dygtige mestre, eller på anden måde roser værkets kvalitet, ligesom de også indimellem har fundet det væsentligt at betone, at de er cives romani, romerske borgere. Et par eksempler på indskrifter kan give indtryk af deres karakter: HOC OPIFEX MAGNUS FECIT VIR NOMINE PAULUS (En mand ved navn Paolo, som var en stor kunstner, udførte dette), (p. 110), eller: LAURENTIUS CUM JACOBO FILIO SUO MAGISTRI DOCTISSIMI ROMANI HOC OPUS FECERUNT (Lorenzo og hans [med sin] søn Jacopo, som var meget dygtige, romerske mestre, udførte dette arbejde), (p. 117).
Overblik over historie og værker
Ib Lydholm leverer en gennemarbejdet og systematisk oversigt i sin kompakte bog, der ikke spilder tiden med overflødig udenomssnak. Bogen rummer en kortfattet historisk gennemgang af de uhyre komplicerede magtpolitiske forhold, en gennemgang man kun kan skrive så enkelt og komprimeret, når man besidder et overordentligt indgående kendskab til perioden og dens centrale personer, som i denne sammenhæng især var paverne.
Derefter følger en velillustreret gennemgang af flisebelægningens udvikling igennem middelalderen, en sammenligning med de tilsvarende, samtidige syditalienske udsmykninger, en redegørelse for en række af de magtpolitiske betydningslag, som belægningerne kunne rumme, og endelig en kronologisk gennemgang af de store romerske ”cosmatiske” familier. Også denne del er gennemillustreret, men man kunne måske nok ønske sig nogle flere og større oversigtsbilleder af gulvbelægningerne, og desuden kunne de enkelte eksempler på kirkeinventar med fordel have været gengivet med en større rummæssig kontekst. Dette layoutmæssige valg skyldes muligvis, at kirkerne jo som oftest er blevet stærkt ombyggede i senere perioder, og at forfatteren åbenbart har ønsket at vise værkerne i så ”ren” en form som muligt. Ulempen er imidlertid, at man i værkernes snævre beskæring mister fornemmelsen for deres placering og helhedsvirkning i kirkerummet.
Rejsefører
Som supplement til de mere redegørende tekstafsnit er bogen forsynet med en nyttig fortegnelse over kirker med cosmater arbejder i Rom og omegn. Kirkerne i Rom er ydermere markeret på et kort bagest i bogen, så den alt i alt lægger op til en god parallelfunktion som guidebog til dette specielle, men meget attraktive felt i periodens arkitektur og kunsthåndværk.
Der er tale om en klart skrevet, vidende gennemgang af et fascinerende materiale. Der findes ganske vist et flerbindsværk på tysk om emnet af Peter Cornelius Claussen og et større oversigtsværk af Paloma Pajares-Ayuela, Cosmatesque Ornament: Flat Polychrome Geometric Patterns in Architecture (2002), men Lydholms komprimerede, historisk velorienterede overblik vil være nyttigt for rigtig mange kunst-, arkitektur- og skulpturhistorisk interesserede læsere med sans for de romerske middelalderkirker.
Mere dybdegående analyser af kunsthistoriske problemstillinger såsom forholdet til og tilegnelsen af antikken nævnes kun en passant undervejs. Tilsvarende kunne undersøgelser af betydningerne af de prominente og talrige signaturer være særdeles interessant. Men det er ikke Lydholms ærinde og svarer heller ikke til hans faglighed som iagttagende, systematisk og historisk interesseret arkitekt. Det indebærer eksempelvis, at den uregelmæssighedens og skævhedens æstetik, som ses i placeringen af indskrifterne, blot konstateres og til nød, når der er byttet om på bogstaver, forklares med, at stenhuggerne måske var ordblinde (p. 117, ill. 5.5.). Alt i alt er fordelingen af bogstaverne i indskrifterne set med Lydholms øjne noget hovsa-agtig. Men det var nok værd at overveje, om der ikke er tale om et ganske gennemgribende før-modernistisk æstetisk udtryk, hvor man ikke tilstræbte kontinuitet, systematik og regularitet, og hvor forestillingen om stavefejl som noget problematisk eller ønsket om konsekvens i navne var ikke-eksisterende. Det er først efter det gutenbergske gennembrud og udbredelsen af den tekniske reproducerbarhed af tekst og billede, at dén slags er blevet taget for givet. Heller ikke de mulige betydningslag, som selve genanvendelsespraksissen kan rumme, bliver behandlet i bogen. Ifølge Lydholm finder det første, tidligt middelalderlige genbrug af antikkens frembringelser sted i en periode, hvor bygningshåndværkerne ”selv var usikre og uden original skaberevne”, hvilket nok må siges at være en noget simplistisk måde at forstå den oldkristne kunst og dens eklektiske genbrugspraksis på. Men denne slags – primært kunsthistoriske – indvendinger skal ikke overskygge bogens mange kvaliteter. Ib Lydholm prætenderer selvfølgelig på ingen måde at besvare alle spørgsmål om emnet, hvilket også ville være uforeneligt med bogens attraktive kortfattethed og overskuelighed. Den er et overordentlig nyttigt, tilgængeligt fundament, både for den almindeligt interesserede læser og for videre studier, og såvel hjemme i sofaen som på feltstudier i kirkerne i Rom og omegn.
Litteratur
Peter Cornelius Claussen, Die Kirchen der Stadt Rom im Mittelalter, Corpus Cosmatorum bd. I-III, Forschungen zur Kunstgeschichte und christlichen Archäologie (Stuttgart: Franz Steiner Verlag, 1987-)
Paloma Pajares-Ayuela, Cosmatesque ornament: Flat Polychrome Geometric Patterns in Architecture (London: Thames and Hudson, 2002)