Pragtværk udfolder Eremitageslottets historie og restaurering
Af Jeppe Priess Gersbøll, ph.d.-stipendiat
Efter fire års intenst arbejde er Eremitageslottet nu bragt nærmere dets oprindelige fremtræden. Som kronen på værket foreligger et smukt illustreret dokument over mødet mellem kulturhistorisk forskning og konservering, som stiller slottet i nyt lys.
Bogen om Eremitageslottet er ikke alene den hidtil mest omfattende behandling af et af de mest elskede danske kulturminder og en hyldest til arkitekten Laurids de Thurah (1706-59). Den er samtidig et eksempel på en nuanceret stræben mod den autenticitet, der præger en god del af vor tids restaureringer af historiske monumenter og forskningen i dem. Det er blevet kutyme at ledsage projekter omkring kongefamiliens huse af stort anlagte og visuelt indbydende publikationer. Det har vi set med Gads beslægtede bog om restaureringen af Fredensborg Slot og have. Men det er langt mere end kaffebordsbøger: Det er velfortalt forskningsformidling og stillingtagen til national kulturarv på højeste niveau. Med hovedforfatteren Claus M. Smidt i spidsen føjes bogen om Eremitageslottet til denne tradition, der formår at forene slottets historiske indlæsning og kildekritiske gennemlysning med den seneste restaurerings udfordringer og valg. Det er her bogen for alvor træder i karakter som teknisk kunsthistorie: Kort fortalt er bogen en fortælling om, hvordan man har søgt at genskabe slottet i tråd med Laurids de Thurahs løsninger omkring 1738. Med dette mål for øje demonstrerer bogen en fornem balanceakt mellem viden, indføling og blik for eftertidens ændringer. Genopdagelsen af Christian VI’s (1730-46) jagtslot blev især gjort i forbindelse med slottets indre, der afslørede en ekspressiv farve- og materialeholdning, som længe havde tilhørt en dunkel fortid. Bogen afrundes illustrativt med en gennemgang af selve restaureringsprojektet.
Traditionen, bygherren og arkitekten
Tre korte kapitler sætter informativt scenen til hovedfortællingen. Poul Grinder-Hansen belyser historisk jagt- og lystslottet som et kongeligt fristed. Jagt var magt: I et vue fra renæssancen sættes temaet fint i perspektiv. Jægersborg Dyrehaves etablering under Christian V i 1670erne som ramme om den barbariske parforcejagt betød landskabelig omkalfatring. Også elevatorbordene – en i øvrigt dansk opfindelse – giver stof til et mentalitetshistorisk billede. ”Historiens dom er svær at styre”, indleder Ulla Kjær sin vurdering af Christian VI’s arkitektoniske eftermæle, hvor hun overbevisende modstiller kongens megalomane byggetrang og det introverte hofliv. At hovedværkerne forsvandt var ligeså katastrofalt: Hirschholm Slot blev revet ned, det første Christiansborg Slot brændte. Som begivenhederne ville, overlevede kun Eremitageslottet til vor tid. Herved blev også en vigtig del af Laurids de Thurahs indsats en opgave for historikerne, der sent genopdagede ham. Siden Frederik Weilbachs sympatiske monografi fra 1924 har der været behov for et moderne, kritisk værk. Det råder Claus M. Smidt delvis bod på i et biografisk kapitel – måske kommer storværket en dag? Vi kommer i hvert fald lidt nærmere mennesket Thurah og baggrunden for hans rige stil med vægt på bygningens skulpturelle volumener. Sat på spidsen var det Nicolai Eigtveds lettere rokoko – og efter ham – klassicismen, der gav senbarokken dens banesår, men Thurahs kvaliteter taler for sig selv.
Barokkens originale eklektiker
Hoveddelen af bogen begynder med Eremitageslottets tilblivelseshistorie – virkningsfuldt understøttet af det omfattende kildemateriale, som Claus M. Smidt kender ud og ind. Gennemgangen af byggesagen giver et grundigt indblik i kronologien på baggrund af det arkivalske materiale, tegninger og regninger, hvor kompleksiteten i rekonstruktionen er synlig. De arkivalske dele er på glimrende vis suppleret af mere analytiske diskussioner af slottets ikonografi i udsmykningen. At få klarlagt slottets oprindelige ydre er afgørende for at begribe den aktuelle tilbageførings præmisser. Smidt karakteriserer Thurah som en eklektiker i positiv forstand, hvor dennes kunstneriske integritet er hovedargument for at gå tilbage til ’hans’ Eremitageslot. Det rige formreservoir fra rejserne har franske, tyske og østrigske træk, både praktisk og litterært, og viser en danskers kosmopolitiske orientering i egensindig dragt.
Eremitageslottets interiører er genstand for bogens mest revisionistiske afsnit. Spisesalen på første sal åbner malende smagsdiskussionen fra samtiden, hvor Thurah allerede i Den Danske Vitruvius forsvarerede sin frodige stil. Smidt belyser levende Thurahs reference-rammer og løsninger. Ligeledes fint er det at få orden på det famøse eremitagebords rolle, der kun fik en kort levetid. Bordet fungerede som en madelevator i salens midte, der muliggjorde at kongefamiliens måltider kunne indtages i fred uden tjenende ånders mellemkomst, det vil sige ‘en eremitage’. Gennem slottets øvrige rum diskuteres de oprindelige dispositioner, der har udgjort referencepunkter for tilbageføringen til Thurahs version, ikke mindst i det reviderede overblik over rummenes oprindelige funktioner. Her giver Smidt også nuanceret kritik og kredit til sine forgængere. Den markante indre variation, Thurah skabte, nuancerer billedet af arkitektens solide stil: Billedet af interiøret uden Eigtveds mellemkomst sandsynliggøres af tidens store interesse for eksotiske indslag i udskæringer, tapeter og møbler. Dialoger mellem senbarok, rokoko og Chineserier er væsentligt afklaret gennem de tekniske undersøgelser – og det er her, bogens tværfaglighed henter sine vigtigste stik hjem i forhold til ældre forskning. Det gælder især ’genopdagelsen’ af de nordlige gemakker. Smidts historiografiske del – en nødvendig manøvre i et så ambitiøst værk – sætter således også forskningen i perspektiv. Ikke mindst fordi stedets plads i kunsthistorien i høj grad har afspejlet de efterfølgende perioders negligering. Først fra 1920erne blev barok- og rokokoarkitekturen for alvor en del af forskningen. Især Weilbach og Christian Elling lagde grunden til feltet, mens blandt andre Mogens Bencard bidrog afgørende til at forstå interiøret. Og endelig indskrev Smidt sig selv i rækken af bidragydere som konsulent på slottets restaurering i 1980erne og har siden publiceret om slottet.
Efterlivet
De efterfølgende kapitler behandler Eremitageslottets efterliv, hovedsageligt som centrum i en bredere anlagt kulturhistorisk fortælling, der dog aldrig taber momentum, trods de mange ekskurser over Guldalder, diplomati og folkeliv frem til de kongelige selskaber og jagter i dag. Allerede med Thurahs død i 1759 indledtes slottets rykvise deroute, som til sidst endte i truslen om nedrivning af det forfaldne slot i 1790. Grev Rantzaus ejerskab var de facto dets redning, men først i slutningen af 1800-tallet blev slottets arkitektoniske værdi igen tydelig. Smidt belyser historicisten Ferdinand Meldahls rolle som et studie i arkitektonisk pragmatisme. Meldahls empatiske tilgang skånede slottet for periodens typiske overgreb, og han søgte at genskabe Thurahs anlæg, dog med adgang til et begrænset kildemateriale. 1900-tallets bevaringsindsats bar også præg af pietet og aktiv brug af slottet, ligesom i dag, men man har måttet acceptere delvist at basere sig på 1800-tallets meritter. Med blik for fortidens mangler er det besværgende credo om et oplyst grundlag for handling en forståelig konklusion på afsnittet om Eremitageslottets varetagelse frem til i dag. På den baggrund fremstår den nye restaureringsproces som et eksemplarisk og helt igennem velinformeret kulturbevaringsprojekt.
Restaurering som arkitekturhistorie i praksis
Eremitageslottet indeholder føgende bidrag:
Poul Grinder-Hansen, ”Kongejagt og lystslotte”
Ulla Kjær, ”Christian VI og bygningskunsten”
Claus M. Smidt, ”Laurids de Thurah”
Claus M. Smidt, ”Christian VI’s lystslot”
Claus M. Smidt, ”Frelst i ellevte time”
Claus M. Smidt, ”Ferdinand Meldahl”
Claus M. Smidt, ”Slottet i 1900-tallet”
Line Bregnhøi, Johan Fogh og Annette Straagaard, ”Den nye restaurering”
Den afsluttende del af bogen om restaureringen 2009-13, skrevet i et samarbejde mellem konservator Line Bregnhøi (Nationalmuseet), arkitekt Johan Fogh (Fogh & Følner) og Annette Straagaard (Slotte- og Kulturejendomme), er bogens lille trumfkort. Det er her forskernes stræben efter fodfæste via kilder, tegninger og beskrivelser har mødt projektets krav om ny stillingtagen. Dette kapitel afspejler en dynamisk decision making model: Man har valgt den version af fortiden, man skønner er mest værdifuld. Det er ingen neutral eller naturlig proces: Først i løbet af processen, i 2011, blev tilstræbt en ’førsteudgave’ af Thurahs Eremitageslot – en version, der således kun eksisterede i omkring 50 år. At den oprindelige plan om ’blot’ at konservere det overleverede materiale blev fravalgt, indskriver projektet blandt de flere store restaurerings- og genskabelsesprojekter, der i de senere år har søgt mod autenticiteten. Her kan fremhæves Kriegers barokhave ved Frederiksborgslot og restaureringen af facaderne på det Thottske Palæ på Kgs. Nytorv. Ved tilbageføringen af Eremitageslottet har man kunnet føje nye dimensioner til Laurids de Thurahs virke – ikke mindst hans tids stilpluralisme og krydrede farvepragt i interiørerne, som tidligt blev skjult bag klassicismens perlegrå idealer. Genskabelsen af det ældre slot betød derfor også, at oprindelige materialer og teknikker blev efterstræbt. En pragmatisk tilgang til facader og dekorum angik også slottets bastion, hvor man valgte at videreføre Meldahls lave version, som løfter slottet op. Fortolkningen af Thurahs ’ånd’ er en tydelig demonstration af, hvordan indlevelse også former et projekt, der ellers er båret af arkæologiske tilgange. Endelig er der offentlighedens adgang: Demokratisering af kulturarven synes i dag at være en naturlig følge af den blotlæggelse af slottets historie og forvandling, som bogen har dokumenteret.
Bogen er et righoldigt, sagligt og underholdende bekendtskab. Den er et stykke fornem kulturformidling, der tilbyder en bred læserskare stor indsigt i stedets kvaliteter, historie og betydning. Fravalget af et noteapparat i en ellers forskningstung udgivelse afspejler tydeligt nok valget om overskuelighed, men det er et dilemma og stof til en længere diskussion. Ligeledes kunne en videbegærlig læser have brugt nogle litteraturhenvisninger til konserveringsdelen. Samlet set er Roberto Fortunas fotografier og bogens øvrige billedmateriale af samme høje kvalitet som den sproglige veloplagthed, der karakteriserer alle kapitler i det på alle måder smukke og indsigtsfulde værk – fuldt fortjent for Laurids de Thurahs værk og de mange besøgende, der nu kan komme til at opleve Eremitageslottet in situ med den bedste guide til stedet ved hånden.