Af Ulla Kjær, dr.phil.
Det er bestemt ikke hverdagskost, at et dansk udstillingssted med blot et par håndfulde medarbejdere arrangerer en udstilling med en af verdenskunstens ældre fyrtårne – og supplerer med et over 300 sider tykt, rigt illustreret katalog, publiceret parallelt på dansk, fransk og engelsk.
Gl. Holtegaard gav ganske vist et fingerpeg om sit internationale potentiale, da udstillingsstedet i efteråret 2011 viste en stor samling karikaturer tegnet af den franske satiriker Honoré Daumier (1808-79) i samarbejde med det tyske Honoré Daumier Gesellschaft. Men allerede det følgende år, i august 2012, kunne det præsentere omkring halvfjerds værker af en af Frankrigs mest populære rokokokunstnere, François Boucher (1703-70).
En udstilling af Bouchers værker i Gl. Holtegaards sale var ualmindelig velvalgt. Gl. Holtegaard er et sandt 1700-talsværk, opført i 1757 af arkitekten Laurids de Thurah, der på dette tidspunkt var dansk generalbygmester, og som skulle bruge en herskabelig sommerbolig tæt på København. I princippet kunne stedet allerede dengang have dannet rammen om originale Boucher-malerier. Hans kunst havde i de sidste femten år vundet indpas flere andre steder i København.
Netop hen over midten af 1700-tallet nåede den kunstneriske forbindelse mellem Frankrig og Danmark et højdepunkt. Et nyt og stort kongeslot, det første Christiansborg, blev bygget og udstyret med fransk kunst og straks efter fulgte anlægget af Frederiksstaden i forlængelse af Nykøbenhavn med Kongens Nytorv, hvor driftige danskere anført af landets rigeste og mest betydende mænd slog sig ned. To palæer skilte sig ud, nemlig det nuværende Christian VII’s palæ på Amalienborg, som tilhørte Frederik V’s aldrig svigtende støtte, overhofmarskal A.G. Moltke; og Bernstorffs palæ i Bredgade, der i 1751 blev overladt til den nyudnævnte chef for den dansk-norske udenrigsstyrelse, J.H.E. Bernstorff. Moltke og Bernstorff gjorde som kongen og importerede fransk kunst til deres boliger. De nærede i det hele taget den samme oprigtige kærlighed til frem for alt fransk kunst, og de var begge overtydede om, at et lands kunstneriske udtryk afspejlede dets samfundsmæssige formåen, og at sammenhængen mellem kunsten og dens initiativtageres sociale og kulturelle stade gjaldt begge veje: Kunsten rummede en mulighed for at viderebringe idealer, få dem til at rodfæste sig og øve påvirkning på samfundsstrukturen.
Kunsten, dvs. en kunst med det rette indhold, var altså vigtig, og for Moltke og Bernstorff var det logisk, at Danmark selv skulle kunne opfylde dette behov. Der var flere gange taget tilløb til et dansk kunstakademi, og i 1754 blev tanken cementeret med indstiftelsen af det kongelige danske skildre-, billedhugger- og bygningsakademi. Med akademiet fulgte rejsestipendier, og flere kunstnere fik lejlighed til at opleve Paris og Rom. Men danskerne var også stadig på udkig efter egnede emner til akademiets lærerstab, og nogenlunde samtidig med at akademiet blev realiseret, blev der bevilget støtte til den svenskfødte J.E. Mandelberg for at styre ham ind i rollen som dansk historiemaler. Han arbejdede på dette tidspunkt hos François Boucher.
Pudsigt nok blev Boucher også den direkte anledning til, at den nære forbindelse mellem 1700-tallets franske og danske kunst atter blev skrevet ind i den danske kunsthistorie, efter at den i over hundrede år havde været godt gemt i skyggerne fra nationalismen. Den unge kunsthistoriker Mario Krohn indledte sit posthumt udgivne tobindsværk om Frankrigs og Danmarks kunstneriske forbindelser fra 1922 med, at han var gået i gang efter en tilfældig opdagelse af, at en del af dørstykkerne i Christian VII’s palæ er egenhændige værker af Boucher. Krohns værk er flittigt citeret i noterne til den del af Gl. Holtegaards store katalog, der specifikt omhandler de danske forhold, men har i øvrigt ikke fået nogen særstatus, og sjovt nok er kun hans bind 2 med på den fælles litteraturliste. Det var ellers lidt af en bedrift at skrive en bog, der næsten 100 år efter sin udgivelse stadig er den største autoritet på sit område! – og aktuelt det nærmeste, man fra dansk side er kommet på en biografi om Boucher, altså før Gl. Holtegaards udgivelse.
Gl. Holtegaards udstilling, der fulgte hovedtrækkene i Bouchers produktion gennem tegninger, skitser og porcelænsfigurer indlånt fra en række offentlige og private samlinger i Frankrig, blev kurateret af Françoise Joulie fra Louvre. Hun har siden sin studietid interesseret sig for Boucher og tog i 1990 initiativ til en hjemmeside om hans kunst, hun har stået for talrige udstillinger af hans værker og er, som katalogets litteraturliste tydeligt afspejler, forfatter til lang række bøger og artikler om Boucher og hans tid. Hun er en kapacitet, som helt naturligt også har skrevet det meste af kataloget, om end med godt skjult hjælp fra Christophe Huchet de Quénétain, der i Joulies tak præsenteres som specialist i manufakturen fra Beauvais og i kolofonen som kunsthistoriker: Han har skrevet om en gobelinserie i tilslutning til en omtale af en række studier til gobeliner.
Joulies tekster rammes ind af dels to forord, dels to essays sat ind foran den afsluttende værkliste, der udgør en samlet udgave af oplysningerne i bogens billedtekster; litteraturlisten og kuratorens tak. Det ene af de to forord er skrevet af Frankrigs daværende ambassadør i Danmark, den kulturelt interesserede og vidende Véronique Bujon-Barré, og det andet af Gl. Holtegaards daværende direktør Mads Damsbo. Gennem disse to bidrag bliver læseren godt forberedt til den forestående oplevelse i form af såvel udstillingen selv som det medfølgende katalog. Bouchers betydning for Danmark bliver præsenteret, og betydningen af at vise hans kunst i et samtidigt sommerpalæ bliver understreget. Oplevelsen af de mange værker fra den svundne tid i autentiske omgivelser har inspireret til det ene af de to afsluttende essays, hvor Thomas Lyngby fra Frederiksborgmuseet giver et indblik i det mikrokosmos, som Boucher fortrinsvis tjente: 1700-tals-palæet. Det andet af de to afsluttende essays er en grundig gennemgang af Bouchers forbindelser til Danmark og af alle hans kendte værker hér, skrevet af Chris Fischer fra Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst.
Forordene og de to essays fungerer således også symbolsk som den danske indramning; udstillingsstedet, i forhold til de franske værker. Katalogets hoveddel, Joulies generelle præsentation af Boucher og hendes omhyggelige beskrivelse af hvert enkelt udstillet værk, kan dermed også fungere i den franske og engelske udgave for et internationalt publikum.
Det første afsnit, den generelle præsentation af Boucher, har overskriften ”Ynden og gratierne – eller hvordan man skal betragte Boucher”. Det er placeret før biografien, hvad der et øjeblik kan afspore læseren, eftersom der skal læses to tredjedel af præsentationen, før Bouchers straks opgivne dødsår suppleres med et fødselsår. Men et meget større problem i denne præsentation er, at den ynde, der med rette opfattes som et bærende element hos Boucher, fra først til sidst kontrasteres med den kritik af hans værker, som blev givet af filosoffen og redaktøren for den franske encyklopædi Denis Diderot (1713-84). Læseren af ”Ynden og gratierne” kastes hovedkulds ud i stridsemnet: ”Alle store mænd har et omdømme, og Boucher har takket være Diderot fået et blakket eftermæle”. Derpå får Diderot et par korte ord med på vejen:
Filosoffen Diderot var toneangivende i to århundreder. Hans kommentarer og anmeldelser fra de parisiske saloner var vidunderligt skrevne og blev trykt længe efter Bouchers død. De er stadig den alen, hvorefter man måler 1700-tallet.
(Joulies, p. 12)
Diderot var virkelig en af 1700-tallets toneangivende. Men at tillægge ham hele æren for eftertidens opfattelse af det brogede århundrede, der var både hans og Bouchers, er nu at yde ham en forbløffende stor tribut. Boucher var jo, som det fremgår af Gl. Holtegaards hjemmeside, blandt de fremmeste bidragydere til den kunst, der blev synonym med det gamle regimes, absolutismens, ”storhed, raffinement, følsomhed og fald”. Madame de Pompadour (1721-64), Louis XV’s berømte maitresse, som ligefrem gav navn til en særlig retning inden for rokokoen, elskede Bouchers kunst og påtænkte i 1752 at sende Bernstorff et par prøver på sine skitser efter den franske kunstners værker. Hun blev også lagt for had efter sin død, men ikke på grund af sin begejstring for Boucher; hun repræsenterede bare en tid og en indstilling, der blev mindre og mindre velset op imod og under den franske revolution. 1700-tallet var fyldt med modsætninger; det var et århundrede præget af en hidtil uset, på en gang forjættende og forpligtende, frihed, hvor idealerne var høje og reformiveren stor, og hvor alt endte i et ragnarok. Med indgangen til 1800-tallet var Europas topstyrede fyrstedømmer forvandlet til nationalstater med en ny magtfaktor i form af den altigennemtrængende offentlige mening.
Enhver ny tid markerer sig ved at distancere sig fra den umiddelbart foregående epoke, og naturligvis måtte 1700-tallet også blive ramt af eftertidens kritik, også uden at Diderot var indblandet. Der kan igen være grund til at henvise til Krohn, der samstemmende beskrev Bouchers maliciøse eftermæle og citerede den danske kunsthistoriker N.L. Høyen (1798-1870) for at kalde Boucher gratiernes maler – med tilføjelsen at ”det var for resten nogle hæslige gratier”. Krohn var nemlig også opmærksom på, at Bouchers umiddelbare efterfølgere som eksempelvis hans sene elev, J.-L. David (1748-1825), udmærket forstod, at det jo ikke var Boucher, der ville rokokoen. Både David og den hjemlige, om end langt fra så kompetente Mandelberg, lod sig uden problemer inspirere af Bouchers overdådige fantasi og ynde, samtidig med at de gik til andre for at lære præcision.
Diderot var givetvis ikke glad for Bouchers stadig mere dekorerende stil. Men det kræver et indtrængende kendskab til hans kunstkritik at vurdere, hvorvidt han virkelig, som Joulie anfører, anstrengte sig til det yderste for at nedgøre kunstnere som Boucher, eller om hans kritik fik en mere skarptskåret karakter på grund af hans malende beskrivelser, som da han omtalte et billede af Boucher-eleven J.-H. Fragonard (1735-1806) som en ”dunet omelet af børn”. Det kan derfor undre, at katalogets litteraturliste ikke omfatter Else Marie Bukdahls omfattende studier i Diderots kunstkritik med hendes disputats ”Diderot, critique d’art” i to bind fra 1980-82 som et grundlæggende værk for enhver med interesse i Diderots indsats som meningsdanner.
Desværre lider Joulies generelle præsentation af Boucher også på andre områder af en ret indforstået holdning. Der er ingen forklaringer på en bemærkning som, at ”I 1735, hvor Oplysningstidens æstetik formaliseres, skriver Huquier …” – ligesom læseren stilles noget undrende over for sætningen
I disse år omkring 1750 stilles æstetikken fra ’scenens verden’ fra den første halvdel af 1700-tallet i modsætning til æstetikken fra ’bøgernes verden’ hos Diderot og oplysningstiden.
(Joulies, p. 14)
Det hjælper således ikke på forståelsen for betydningen at læse noten, hvoraf det blot fremgår, at ”Disse to meget smukke formuleringer er lånt hos Deshoulières …”
François Boucher: Fragmenter af et verdensbillede indeholder bl.a. følgende bidrag:
Françoise Joulie, ”François Boucher – fragmenter af et verdensbillede”
Françoise Joulie, ”Ynden og gratierne – eller hvordan man skal betragte Boucher”
Thomas Lyngby, ”François Bouchers kontekst – dekorum, dekoration og fantasi i rokokoens palæer”
Chris Fischer, ”Boucher og Danmark”
Men er den indledende præsentation tung at kæmpe sig igennem, venter belønningen i de mange meget forskellige og spændende beskrivelser af de enkelte udstillede værker. Der er af og til lidt flydende grænser mellem de enkelte grupper, om end der elegant er lagt forskellige farvetoner over siderne: blåt til ”Modeltegninger og studier”, der gælder croquis-tegninger af mandlige modeller, rødt til ”Kvindeansigter og -kroppe”, der i sagens natur omhandler kvinder, osv. Det er ikke på dette sted helt forklaret, at kvinderne er skilt ud, fordi det ikke officielt var tilladt at bruge kvindelige modeller. Men det fremgår, at Boucher brugte sin hustru, der, for at gå i petitesser, skiftevis omtales som 17 og 19 år, da de blev gift. Gobeliner er ikke omtalt under ”Dekorativ kunst og illustrationer”, men under ”Mytologi og Historie”, der lapper over ”Religiøse og historiske motiver”. Men dette ændrer ikke ved glæden over at bladre og læse og få de mest uventede oplysninger om alskens sider af Bouchers kunst – og af hans samtid. Her kommer Joulies enorme viden om Boucher for alvor til sin ret.
Det mest problematiske ved de rundhåndede grupperinger er, at det er svært at finde konkrete oplysninger. Det er eksempelvis ikke umiddelbart indlysende, at der kan findes en række tankevækkende informationer om Madame de Pompadour, hendes kunstsyn og hendes kunstneriske stilling under ”Religiøse og historiske motiver”. Eller at Bouchers illustrationer til Moliéres værker er beskrevet under ”Genrebilleder og pastoraler”. Hvor ville det have været rart, hvis det fornemme katalog også havde rummet et register!
Men bogen er og bliver flot og er fantastisk at bladre i. Køb den, spring gerne den indledende præsentation over, men læs ellers løs og bliv klogere på, hvad der helt bogstaveligt, men også i positiv forstand må betegnes som ”Fragmenter af et verdensbillede”.
Litteratur
Bukdahl, Else Marie, Diderot, critique d’art I-II (København: Rosenkilde et Bagger, 1980-82). Med dansk resumé: Diderots kunstkritik og Diderots dialog med samtidens kunstkritikere og kunstæstetikere.
Diderot, Denis, Salonerne 1759-1781. Den moderne kunstkritiks fødsel. På dansk og med efterskrift ved Kasper Nefer Olsen og indledning ved Else Marie Bukdahl (Hellerup: Edition Bløndal, 1997)
Friis, Aage, Bernstorffske Papirer I-III (København, 1904-13)
Krohn, Mario, Frankrigs og Danmarks kunstneriske Forbindelse i det 18. Aarhundrede I-II (København: Henrik Koppel, 1922)
Nedergaard, Leif, Diderot. Oplysningsfilosoffens liv og værker samt redaktion af encyklopædien (København: C.A. Reitzel, 1994)