Af Vibeke Petersen Gether, mag.art.

 

I efteråret 2013 introducerede Gl. Holtegaard og Øregaard Museum kunstneren Man Ray (1890-1976) gennem to fine udstillinger. Udstillingerne supplerede hinanden og blev afholdt stort set samtidig fra henholdsvis d. 23. august – 15. december  2013 og d. 25. september  2013 – 26. januar 2014.

Den fælles præsentation af Man Rays værk var delt, sådan at Gl. Holtegaards fokus var på Man Rays fotografi og film med titlen Man Ray – Lys & Mørke. Her så man, hvordan Man Ray udforsker fotografiets grænser, der overskrides teknisk og genremæssigt med kvinden som det altoverskyggende motiv.

Øregaard Museums fokus var på maleri, skulptur, objekt, film, bøger, tegning og collage med titlen Man Ray – Syn & Tanke. Udstillingen viste hans arbejde med genrer, medier og materialer. Her blev Man Ray præsenteret i al sin mangfoldighed.

Man Ray, hvis oprindelige navn var Emmanuel Radnitzky, blev født i USA af russisk-jødiske immigrantforældre. Byen Philadelphia blev udgangspunktet, men inden han var nået til skelsår og alder, var familien flyttet til Williamsburg i Brooklyn, New York. Og herfra begyndte hans kunstneriske løbebane.

Første gang vi i Danmark blev præsenteret for hans interessante værk var en retrospektiv udstilling på Louisiana Museum i 1972. Der skulle gå 40 år, før der atter var nogen, der ville binde an med en Man Ray-udstilling. Godt at Gl. Holtegaard og Øregaard Museum gav os muligheden for at blive genintroduceret til hans alsidige virke.

Et resultat af Gl. Holtegaards og Øregaard Museums udstillinger er, at vi heldigvis sidder tilbage med to bøger, der er rigt illustreret, så selvom man ikke har set udstillingerne, gives et grundigt indblik i Man Rays kunst.

Teksterne i de to bøger fører os ind i Man Rays tanke- og praksisverden. De giver indblik i de komplicerede forhold, der ligger i avantgardens antibevægelse mod enhver konformitet. Vi får præsenteret Man Rays personkreds, kunstneriske aktiviteter og arbejdsforhold, som konstant befinder sig i krydsfeltet mellem kunst/ikke-kunst. Biografierne i begge bøger opsummerer hans liv, dog er biografien i bogen Man Ray – Syn & Tanke mere detaljeret. Her bliver kunstnerens tidslinje perspektiveret gennem begreberne objektkunst, dada, surrealisme og samtidens optagethed af anarkismen som politisk drivkraft, foruden Man Rays arbejde med de fotografiske medier rayografi og solarisering.

Derfor kan vi hurtigt konstatere, at hans kunstneriske indføring begyndte på kunstskolen The Art Students League i 1911. Dog havde han allerede i 1910 fulgt familiens håndværkstradition ved at tilmelde sig aftenkurser på The National Academy of Design. Hurtigt blev han hvirvlet ind i et mere radikalt kunstmiljø, da han i 1912 begyndte at tage aftenkurser på Ferrer Social Center, også kaldet The Modern School. Her blev diskuteret anarkistiske idéer og stillet spørgsmål til samfundets opbygning, og i særdeleshed blev der skudt på kunstakademiske traditioner. I 1913 fik Man Ray det næste chok, da han besøgte The Armory Show i New York og blev konfronteret med blandt andet Marcel Duchamps Nøgen kvinde gående ned ad en trappe, nr. 2 (1912).

Året 1915 blev på mange måder skelsættende – han fik blandt andet sin første separatudstilling i Daniel Gallery, hvor han udstillede malerier. Selvom The Armory Show havde rystet ham, havde han fortsat holdt fast i et mere klassisk maleri, men lysten til at eksperimentere med andre medier havde fået sit tag i ham. Det skyldtes dels, at han var begyndt at have sin gang i fotograf og galleriejer Alfred Stieglitz’ Galleri 291, som især gav plads for fotografi som kunstnerisk udtryk. Stieglitz og han blev med tiden nære venner. Det samme gjorde sig gældende, da Man Ray i samme år mødte Duchamp i New York, med hvem han indledte et venskab og en arbejdsrelation, som kom til at vare mere end 50 år. 1915 var også året, hvor han fik købt sit første fotografiapparat. Og så er vi ved Man Rays egen praksis som kunstner, mode- og portrætfotograf og reklamemand.

I Man Ray – Lys & Mørke skriver Rune Gade om Rays fotografiske virke. Teksten er komprimeret, men løses op af de mindre tekster, som indleder bogens billedel, og som er identiske med udstillingens opdelte temaer. Gade fører os ind i Man Rays fotografiske univers som indgangen til en større forståelse for hans samlede og mangeartede virke. Men det viser sig, at fotografiet må betragtes som et forførelsesnummer – for hurtigt bliver vi hvirvlet ind i komplicerede relationer mellem fotografen og hans motiv: kvinden som objekt og subjekt – identitet og køn. Hvem forfører hvem? Hans forhold til surrealismen og Dada afspejles tydeligt i hans fotografiske værk. Men ved siden af fotografiet som kunstmedie blev det også hans levevej, og her blev hans dilemma tydeligt. Fotografiet og filmmediet indvarslede en ny tidsalder. Disse medier satte en anden puls og blev i mange henseender toneangivende for, hvordan et kunstnerisk udtryk hurtigt kunne ændres og varieres i rytmiske forløb. De gav baghjul til de ’gamle’ kunstneriske virkemidler. Gade analyserer Man Rays fotoværker, men trækker også det paradoksale frem, at kunstneren ikke følte at han blev opfattet som seriøs kunstner på lige fod med flere af de kunstnere, han mødte gennem sit liv. Man Rays styrke, men også hans problem, var at han bevægede sig frit på tværs af mange kunstarter og stilistiske udtryk. Det blev et vedvarende forhindringsløb, som han bestemt ikke var ene om dengang.

Det bliver uddybet i Man Ray – Syn & Tanke, hvor Sidsel Maria Søndergaard og Marie Louise Helveg Bøgh folder Man Rays praksis ud. Man Rays anliggende var at stille spørgsmål til, hvordan en kunstneridentitet kunne defineres, når kunstneren bevæger sig mellem kunstens rum og det kommercielle rum. Selvom han understregede, at det for ham ikke havde nogen betydning, hvilket medie han benyttede sig af i en kunstnerisk sammenhæng, viste det sig alligevel, at han ikke kunne sige sig fri for at føle sit arbejde mindre værdsat i kunstkredse, når han beskæftigede sig med fotografiet. Problemet var, at fotografiet ikke blev betragtet som en kunstkategori på linje med maleri og skulptur. Hans arbejde som modefotograf placerede ham derimod i en kommerciel, populærkulturel sammenhæng. Dog var det ikke ensbetydende med, at han rettede ind, tværtimod tog han ’kampen’ op ved at italesætte sine idéer som et grundlæggende kunstnerisk produkt på linje med et originalt kunstværk.

Søndergaard skriver om tre ledemotiver, der perspektiverer Man Rays praksis: identitet, spil og det levende billede. Her bliver det tydeligt, at det er selve idéen, der interesserer Ray, hvorimod valget af medie er underordnet. Det drejer sig først og fremmest om at understrege de kreative dynamoer – lyst og frihed. Godt nok er han optaget af kvinden som motiv, men når det kommer til stykket, er det ham selv som objekt og subjekt, der styrer iscenesættelsen. Søndergaards ærinde er at vise, hvordan han i sine arbejder inkorporerer tilfældighed og kontrol, så sammenstødet mellem det gådefulde og det kaotiske elektrificeres.

 

Man Ray – Lys & Mørke indeholder følgende bidrag:

Rune Gade, ”Skyggernes Eros”

Janus, ”Tilbage til meningen med Man Ray”

Temaintroduktioner og biografi ved Louise Birch Sørensen og Ida Leisner

Man Ray – Syn & Tanke indeholder følgende bidrag:

Sidsel Maria Søndergaard, ”Forvandlingskuglen – introduktion til Man Ray”

Rune Gade, ”Skyggernes Eros”

Wendy A. Grossman, ”Afrikansk kunst i sort og hvidt: Man Ray og Kjersmeier-forbindelsen”

Marie Louise Helveg Bøgh, ”Man Rays paradoks”

Richard Winther, ”Atelierbesøg hos Man Ray”

Biografi ved Anne-Christine Løventoft-Jessen

Helveg Bøgh tager fat i Man Rays maleriske praksis og ser på forholdet mellem hans position som kunstnerisk fritænker, når det drejer sig om fotografiet, filmen og objektet, og hans bundethed af maleriet. Paradokset var, på den ene side, at han udnyttede de muligheder, der lå i tiden for at promovere sin fotografiske og konceptuelle praksis, og dermed understregede avantgardens antibevægelse, og på den anden side hans behov for at lægge sig ind under maleriets klassiske udtryk og dermed acceptere de konventionelle kunstneriske spilleregler.

Bøgerne fremstår hver især som selvstændige, men vil man have det totale billede af Man Rays produktion, fås det fulde udbytte først, når begge er læst. Hvorfor Rune Gades bidrag er trykt i hver, kan synes overflødigt, især fordi teksten passer ind i Man Ray – Lys & Mørke ved at fokusere på Man Rays fotografi og film, som var udstillingens fokus på Gl. Holtegaard. Derfor er denne bog også fyldt med fotografier, der er inddelt i udstillingens temaer. Udover behandlingen af fotografiet giver kunsthistorikeren og vennen Janus, Man Rays fortrolige levnedsbeskriver fra slutningen af 1960erne og frem, en karakteristik af hans mange praksisser, hans flytning frem og tilbage mellem USA og Europa, en intellektuel og æstetisk nomadisme. I Øregaard Museums Man Ray – Syn & Tanke er der ellers rigeligt med stof. Udover behandlingen af Man Rays kunstneriske og identitetsskabende praksis er der også fortællingen om Richard Winthers besøg hos Man Ray. Og Wendy A. Grossman skriver om Man Rays forbindelse med den danske samler af afrikansk kunst Carl Kjersmeier, som inviterede Man Ray til at komme til København i 1933 og fotografere Kjersmeier og hustruen og deres afrikanske skulptursamling. En begivenhed, som satte sig dybe spor i Man Rays fotografi.

Begge bøger har den samme grafiske tilrettelægning af All the Way to Paris. De har en fælles ramme, struktur og typografi, hvorimod de hver især har en forskellig signaturfarve:
I bogen Man Ray – Syn & Tanke er det en svag, sart rosa farve, og i bogen Man Ray – Lys & Mørke er det en svag, sart grønlig farve.

Artiklerne er indsigtsfulde, men der er dog rigeligt med gentagelser både på billed- og tekstsiderne. Det kan have sine fordele, da Man Rays kunst ikke er for fastholdere, men kan også blive vel meget af det gode. Alligevel er bøgerne er en visuel fornøjelse, og de udtrykker en overordnet smuk, æstetisk helhed.