Af Nina Hobolth, mag.art., fhv. museumsdirektør

Bogen om billedkunstneren John Christensen, der af eftertiden fik tilnavnet “barbermaleren”, rummer meget mere end den gængse monografi; i tilgift til en omhyggelig redegørelse for John Christensens levnedsforløb og kunstneriske virke får læseren et mangefacetteret og dog overskueligt indblik i 1930’ernes kunstneriske og kulturhistoriske spørgsmål.

Livsforløb

John Christensen, der blev født i 1895, vokser op i et stabilt og økonomisk trygt hjem, hvor faderen var faglært skrædder med egen virksomhed. Fra 1910 til 1917, hvor John Christensen indkaldes til militærtjeneste, er der ingen overlevering om hans liv og færden, men efter militæret i 1919 uddanner han sig til frisør – efter sigende ved en tilfældighed. Efter at have boet i både Haslev og Roskilde (hvor han i 1921 gifter sig og får en datter) etablerer han sig i 1922 på Nørrebro i København. Adressen er Kapelvej 7A, frisørsalonen er i kælderen og efter et par år kan familien, nu med to døtre, flytte op i en lejlighed på 3. sal sammesteds. Salonen og lejligheden danner rammen om John Christensens liv og arbejde i størstedelen af hans liv, idet salonen udgør familiens livsgrundlag. Den afhændes i 1936, hvor John Christensen bliver kunstner “på fuld tid”, og de sidste år bor familien i en større lejlighed i Fyensgade, ganske tæt på Kapelvej. John Christensen dør i 1940.

Kunstnerisk løbebane

De ældste tegninger, der er overleveret fra John Christensens hånd, er fra begyndelsen af 1920’erne, det er opstillinger og tegninger af familien. Det synes, som om den kunstneriske aktivitet tager fart fra etableringen af barbersalonen på Kapelvej, og efter nogle år, i slutningen af 1920’erne, begynder billeder fra lokalområdet at dukke op. Over for salonen ligger Assistens Kirkegård, der er omgivet af en høj mur. En indgang til kirkegården, muren, gadelivet med sporvogne, biler, cykler og folk af  alle slags bliver nu den emnekreds, de fleste af John Christensens billeder kommer til at handle om. Begravelsesoptog, unge elskende, fanebærende processioner, fulderikker og mange andre personager fylder bybilledet, i et stræk fra kirkegården til den lokale beværtning. Såvel i malerier som i tegninger tilføjes der dansende skeletter, engle og andre fantasifulde elementer, så mange af billederne illustrerer livets brogede vrimmel og begivenheder fra fødsel til død, med tilhørende stadier af lykke og tragik.

 

Kunstnerkredse og udstillinger

I barbersalonen er John Christensen god til at snakke med kunderne, han er charmerende og rap i replikken. Det er også her, han viser sine billeder, efter sigende er de overalt i salonen – og Hanne Abildgaard gætter på, at det også er her, han “opdages” af unge kunstnere, der kommer forbi. Bekendtskaber med kunstnere som Søren Hjorth Nielsen, Aage Gitz Johansen, Jens Søndergaard m.fl. fører til et stadig større engagement i kunstlivet, til kunstnerisk selvtillid, til debut på KE i 1928, til muligheden for galleriudstillinger og – sidst, men ikke mindst – til at han er aktiv i dannelsen af kunstnersammenslutningen “Koloristerne”, hvor John Christensen udstiller fra etableringen i 1932 til sin død.

 

Kunstkritik og debat

Spændende er det at læse om den kritik, John Christensens kunst fik i pressen. I bogen beskrives den åbenhed, samtidens kritikere modtog hans værker med: Sansen for det autodidakte, det uspolerede, det “primitive” var stor, og begejstringen for John Christensens naive, “troskyldige” stil var udtalt. Som læsere kommer vi tæt på begejstrede anmeldere som Vilhelm Wanscher, Preben Wilmann, O.V. Borch, Poul Uttenreiter m.fl.

Der trækkes en skillelinje imellem den fagligt funderede kritiske anmeldelse og det personligt iscenesættende interview, hvor det er det sidste, der bliver bestemmende for John Christensens eftermæle som “barbermaleren”. Her kan der i mængden af anekdoter og øjebliksskildringer fra salonen opstå et absurd sammenstød imellem på den ene side den småborgerlige livsførsel som barber og familiefar, på den anden side kunstnerbohêmen med den farverige og ekstreme livsførsel.

Hanne Abildgaard fordyber sig ikke i lange, repeterende beskrivelser af John Christensens billedsprog, her er hendes kommentarer kortfattede og nøje afstemt med bogens mange fine illustrationer. Til gengæld citerer hun gerne kunstkritikere, anmeldere og kunstnervenner, hvad der gør læsningen varieret og underholdende.

 

Kunsten og Folket

I samtidens bestræbelser på at få billedkunsten ud til folket udgjorde John Christensens billeder et bud på en kunst, som var moderne, som var fokuseret på samtidens hverdagsliv, og som derfor kunne knytte kunsten og et bredere publikum sammen. Det blev vægtet højt i samtiden, at John Christensens kunst byggede bro fra kunsteliten til menigmand, fordi der var en øget fokus på at gøre kunstens værdier til almeneje. Ikke at John Christensen selv deltog i disse debatter, men som kunstner kom han til at stå som “arbejderkvarterets sympatiserende fortolker”.

 

Samlerne

Et spændende kapitel i bogen omhandler de mange ivrige samlere af John Christensens kunst: Ikke de lokale Nørrebro-borgere, ikke de “rigtigt rige”, men akademikere, uddannede småborgere, kritikere, kunstnerkolleger, venner og slægtninge.

Der gøres rede for de meget forskellige samlere, der alle med stor iver og begejstring erhverver tegninger og malerier på de mange udstillinger igennem årene. Prestigegivende er det også, at Statens Museum for Kunsts Kobberstiksamling erhverver et par tegninger – i øvrigt ses de museumsansatte i dobbeltroller som både kritikere og indkøbere.

 

Eftermæle

Efter en række mindeudstillinger og masser af positiv omtale op igennem 1940’erne forsvinder John Christensen gradvist fra oversigtsværker over dansk kunst igennem de følgende årtier, og hans synlighed i dansk kunsthistorie svinder tilsvarende ind. I de seneste år har det især været som skildrer af Nørrebro, som lokal “topografisk” billedkunstner, han er blevet præsenteret for publikum – altså mere i kulturhistorisk, end kunstnerisk ret. Mange af hans værker findes på kunstmuseerne landet over – men i skrivende stund for det meste i magasinerne, ikke i udstillingssalene.

 

Forpligtelse, forskning og formidling

Som tidligere ansat på Arbejdermuseet har Hanne Abildgaard spillet en aktiv rolle i brobygningen mellem kultur- og kunsthistorie. Hun har været altafgørende for den indsats, Arbejdermuseet har gjort for at inkorporere og beskrive billedkunstens rolle for arbejderklassen og det socialistiske Danmark.  Kunstnere som Aksel Jørgensen, Anton Hansen, Erik Hagens, John Kørner og John Christensen kan nu ses på et museum, der både rummer kunsthistorie og kulturhistorie. Ingen kan som Hanne Abildgaard overskueligt og klart beskrive de mange strømninger og meningsforskelle, der prægede det socialt bevidste Danmark i 1900-tallet, og det er denne perspektivering, der gør Barbermaleren John Christensen til en kærkommen og berigende publikation.

Hanne Abildgaaard leverer en kyndig gennemgang af diverse “fraktioner” inden for både anmelderkorps, aviser, tidsskrifter og kunstnersammenslutninger. Også perspektiveringen imellem 1900-tallets “avantgarde” og “traditionalister” er god at få forstand af, fordi Hanne Abildgaard med sin store viden om perioden og sit brede fundament i kilderne aldrig forfalder til lette rubriceringer, men gerne foreholder os et kaleidoskopisk samtidsbillede.

Med en vis ironi er det beskrevet, hvordan den del af kunsthistorien, som John Christensens værker er en del af, er blevet maltrakteret af en enøjet eftertid, og det bliver med stilfærdig harme påvist, at glemsel kan være ubarmhjertig.

En donation af John Christensens værker til Arbejdermuseet har udløst følelsen af forpligtelse: Til at synliggøre kunstneren og hans samtid. Den omhyggelighed og saglighed hvormed “hver sten er vendt” og intet indforstået “lingo” taler ned til læseren, vidner om en mangeårig forskningsindsats og en generøs formidlingsevne.

Hanne Abildgaard fortjener en uforbeholden tak for bogen om John Christensen; her gives et tidsbillede og beskrives en brydningstid, som det ellers er vanskeligt at få et overblik over. Den røde tråd er John Christensens kunst og liv, hvad der giver bogen nærvær og nerve.