Af Christoffer Thorborg, lektor, arkitekt maa, ph.d.

I 2018 var det 100-året for den danske bygningsfredningslov. Det markeredes med flere bøger, hvoraf Hele samfundets eje var én.

Bogen er skrevet af et konsortium, hvoraf størsteparten er medlemmer af bestyrelsen for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, der ifølge bogen “stod fadder til bygningsfredningsloven.” Forfatterne er i bedste demokratiske ånd ordnet alfabetisk på titelbladet, og forsiden nævner hverken redaktører eller forfattere. Det er således svært gennemskueligt, hvem der er bogens afsender. På side 11 fremgår det dog midt i brødteksten, at bogen er redigeret af Allan Tønnesen og Claus M. Smidt under medvirken af Ulla Kjær (min kursivering). Hvad der ligger i denne relativering af Kjærs rolle er uvist, men begge disse forhold forekommer mig spontant at vidne om en redaktionel uenighed.

Ved første øjekast præsenterer bogen sig som en videnskabelig monografi over bygningsfredningens historie: Undertitlen er “Bygningsfredning i 100 år”, bogen er udgivet på Syddansk Universitetsforlag som bind 561 i University of Southern Denmark Studies in History and Social Science, og af forordet fremgår det, at bogen er “en nøgtern beskrivelse af loven og dens nu 100-årige historie”. Dette indtryk svækkes dog ved en gennemlæsning, da bogen sine steder i højere grad forekommer at være en subjektiv debatbog. Dette foregriber bogen dog i nogen grad, idet førnævnte passage følges op af en passus om, at bogen tillige er “et bud på, hvad det er, vi stadig savner i vor stræben efter at sikre det bedste og mest karakteristiske af dansk bygningskultur til alle tider.” Denne uafklarede konflikt mellem det deskriptive og det normative, mellem videnskabelighed og blotte meninger, forbliver bogens største problem, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Bogen er således en ganske sammensat størrelse, hvad angår genre og videnskabelig tilgang, et forhold, der igen synes at tale for en redaktionel uenighed. De første fire kapitler synes at tegne et sammenhængende hele, der omhandler fredning og bevaring fra før bygningsfredningsloven og frem til i dag. Heri er indeholdt en redegørelse for Det Særlige Bygningssyns historie, der dog sit sted bryder med ambitionen om “nøgtern beskrivelse”, idet det har karakter af memoirer (p. 50-52). Herpå følger et kapitel, der problematiserer bygningsfredningslovens forhold til havekunsten, hvorefter der lidt umotiveret følger endnu et kapitel om havekunst, der efter omtrent blot én normalside ender en kende abrupt. Disse følges op af et kapitel om en problematik omkring fredning og bevaring af bygninger i landdistriktet. Herefter bringes en historisk afhandling om håndteringen af de fredede bygninger 1918-2018, hvorefter læseren i næste kapitel foreholdes en mere dagsaktuel og politisk kritik af Slots- og Kulturstyrelsens nyligt afsluttede fredningsgennemgang. Slutteligt præsenteres læseren for to juridiske kapitler, hvoraf det første gennemgår forholdet mellem bygningsfredning og ejendomsret, mens det sidste objektivt dokumenterer ændringerne i bygningsfredningsloven frem til i dag. Kapitlerne er således ikke blot af forskellig relevans, de er også af forskellig karakter, hvilket i højere grad synes at gøre bogen til en antologi end en monografi. Det er mig uklart, hvilke udvælgelses- og relevanskriterier der ligger til grund for bogens konkrete indhold, og jeg savner nok en skarpere redaktionel linje. Hertil kommer, at bogens prosa og retorik er af svingende kvalitet og karakter; som i restaureringskunsten har enhed-i-stil åbenbart heller ikke her været et gyldigt mål. Det behøver naturligvis ikke være et problem, men i nærværende tilfælde giver det dog en noget uegal læseoplevelse, der kunne have været løst med konventionel tekstredaktion. Af formaliteter må yderligere dét forhold bemærkes, at bogen savner en samlende bibliografi. Herved får man ikke mulighed for inden læsning at danne sig et indtryk af bogens metodiske tilgang, ambitionsniveau og generelle akademiske gyldighed, da man således ikke kan se, hvilke kilder og diskussioner der er inddraget, udeladt eller overset.

Skønt bogen altså fremtræder en kende fragmentarisk, rummer den dog bestemt sine fortrinlige passager. Lad mig fremhæve højdepunktet: kapitel 8, betitlet “Håndtering af de fredede bygninger 1918-2018”. Kapitlet indrammes af en indledende refleksion over bygningsbevaringens væsen og en afsluttende perspektivering til aktuelle forhold. Herimellem tegner sig en på én gang ganske statarisk og koncis gennemgang af den danske restaureringstanke og bevaringspraksis’ historie. Forfatteren har sit videnskabelige håndværk på plads og formår samtidig at problematisere, diskutere og aktualisere. Sproget har fremdrift og er levende og klart. Der er, hvad dette kapitel angår, tale om et fornemt arbejde, der supplerer Michael Ottosens afhandling Dansk bygningsrestaurerings historie – en indføring fra 1984 ganske fint. Kapitlet kan med fordel læses som en selvstændig afhandling.

Problematiske er dog måske mere de indledende fire kapitler. Lad det være sagt om disse, at det er indiskutabelt, at forfatterne ikke blot er uhyre vidende om den danske arkitektoniske kulturarv, men også nærer stor kærlighed dertil og inderligt kerer sig om bevaringssagen. Det er prisværdigt, og jeg kan kun respektere dette uforbeholdent. Tillige fremgår det med al ønskelig tydelighed, at forfatterne har endog meget stærke meninger om sagen. Denne – skal vi sige ildhu? – er ikke uelskelig; nogle vil sikkert også finde den livsalig og måske ligefrem befriende, men man kunne dog have sine indvendinger, hvad angår såvel det retoriske som det metodiske. Lad mig i så henseende dvæle lidt ved første kapitel, al den stund at dette på mange måder er eksemplarisk for bogens problematiske subjektivitet. Kapitlet tegner sig som en lidt unuanceret kritik af det 19. århundredes håndtering af den arkitektoniske kulturarv. Selvom det i bevaringssammenhænge turde være en gammelkendt sag, at det 19. århundredes behjertede bestræbelser på at sikre kulturarven flere gange førte tab med sig, har forfatteren alligevel her følt det nødvendigt at fremhæve lige netop dét aspekt ganske eftertrykkeligt. Således læser vi om, hvordan dét og dét bygningsværk blev udsat for en “lemlæstende tilbageføring” (p. 24) baseret på tidens “rabiate tilbageføringsholdning” (p. 27) og “de mest rabiate tilbageføringsprincipper” (p. 31), mens dén og dén restaurering førte til “et åndløst, romansk idealgestalt” (p. 24), “en åndløs nyromansk rædsel” (p. 19), der var “en katastrofe af omfang” (p. 19). Ja, det hele synes at have været de “rene katastrofer” (p. 19), hvilket vi alt sammen kan “begræde” (p. 22). Hertil kommer, at forfatteren ikke har været karrig med udråbstegnene. Disse bruges generelt retorisk-emfatisk, altså for at fremhæve indforståede pointer, hvilket nogen nok vil se som en uskik. Såmænd har visse forfattere (Løgstrup for eksempel) historisk brugt udråbstegn med rund hånd ganske flot; men her føler jeg mig bare, for nu at sige det en smule fripostigt, på anstrengende vis råbt ad, ikke mindst når pointen om det problematiske ved de Viollet-le-Duc’ske stilrestaureringer er velkendt, og man som læser i øvrigt heller ikke nødvendigvis er helt enig i alle nuancerne. Det er således symptomatisk for formen, at visse afsnit afsluttes med lakoniske udråb såsom “Sic!” (p. 73, jf. p. 19 og p. 38) eller “Jammerskade!” (p. 34).

Hele samfundets eje: Bygningsfredning i 100 år indeholder følgende bidrag:

Claus M. Smidt, ”Fredning og bevaring før bygningsloven”

Allan Tønnesen, ”Det særlige bygningssyn”

Claus M. Smidt, ”De første fredninger”

Allan Tønnesen, ”De senere fredninger”

Kirsten Lund-Andersen, ”De glemte haver”

Jens Hendelowitz, ”De kongelige haver”

Torben Lindegaard Jensen, ”De fredede bygninger i landdistrikterne”

Ulla Kjær, ”Håndtering af de fredede bygninger 1918-2018”

Hanne Christensen, ”Fredningsgennemgangen: Resultater og konsekvenser”

Mikael K. Fogde, ”Bygningsfredning og ejendomsret: Ekspropriation og andre ejendomsretlige begrænsninger i bygningsfredningens navn”

Bonnie R. Mürsch, ”Forandring for at bevare: Lovgivning om bygningsfredning i 100 år”

Samtidig synes forfatteren ikke altid at mene, at der er behov for at føre et argument for synspunkterne, da tingene åbenbart taler for sig selv. Så “skulle man tro, at anklagerne var overdrevne, behøver man blot at betragte” dét og dét fotografi (p. 19), ligesom det åbenbart er noget, man “kan forsikre sig om ved at betragte” dén og dén akvarel (p. 22). Det er en skam, da bogen kan tænkes læst af interesserede lægfolk, der ikke er inde i den historiske kritik og dens argumenter. Det er naturligvis heller ikke, fordi jeg ikke forstår kritikken af det 19. århundredes stil-restaureringer. Under de præmisser kritikken formuleres på, er jeg vel ej heller uenig. Problemet er vel blot, at kritikken af det 19. århundredes stilrestaureringer er gammel som arvesynden, hvorved man ikke siger noget nyt; og måske glemmes det i øvrigt, at denne periodes navnlig franske praksis trods alt banede vejen for den metodisk-videnskabelige tilgang til bygningsrestaurering, der knæsattes endegyldigt i det 20. århundrede. Jeg savner med andre ord refleksionen over egen historicitet – over fortidens integritet og anderledeshed; og dermed også over det faktum, at egen tid er historisk – og sidder tilbage med følelsen af, at jeg atter er stødt på modernismens ideologiske selvforståelse af at have nået en verdenshistoriens apoteose. Den slags hører efter min formening sidste århundrede til. Således er det såmænd ej heller, fordi jeg skulle mene, at der ikke skal være plads til stærke meninger bag ved forskningen; men når man blot ukritisk og entydigt reproducerer gammelkendte betragtninger, bliver det måske en lille smule uvedkommende. Disse kritiske anmærkninger er ærgerlige for en bog om et relevant emne skrevet af yderst dygtige fagfolk, da man nemt kunne have løst disse forhold ved at underkaste manuskriptet god gammeldags double blind peer review.

Men som sagt har bogen også mange lyspunkter. Kapitel 8 er allerede nævnt og anbefalet. Af de polemiske afsnit forekommer kapitel 7, “De fredede bygninger i landdistriktet”, anderledes roligt, velskrevet og overbevisende. Og den afsluttende juridiske dokumentation af ændringerne i bygningsfredningsloven er i al sin tørhed ganske nyttig.