Anmeldelse af Ann Lumbye Sørensen, mag.art. i kunsthistorie
En veloplagt turnering af situationen før og efter den berømte udstilling ”Kniven på hovedet” (1982) leveres med kataloget De vilde 80’ere til udstillingen med samme navn på ARKEN i Ishøj (2010-2011). Publikationens hovedartikel ”Da 80’erne blev vilde” er informativ og velskrevet formidling, men et nyt, endsige dristigt blik lader dog vente på sig.
Konceptet for en kunsthistorisk revurdering af 1980ernes ”ekspressive”, fandenivoldske og bevidste rå del af den postmoderne billedkunst går i sin enkelhed ud på, at museets direktør, Christian Gether, i sit forord giver stafetten videre til den efterfølgende generation. Det er de tre kunsthistorikere Marie Louise Helveg Bøgh, Camilla Jalving og Stine Høholt, der tager mod stafetten i deres fælles artikel ”Da 80’erne blev vilde”. Deres opdrag er at ”se på værkerne og perioden med friske øjne”. Kataloget afsluttes med Frederik Stjernfelts artikel ”Billedet efter stormen”, som i et tilbageblik funderer over tiden dengang og i særdeleshed ungdomsværket Billedstorm. Om dansk kunst og kultur på det seneste (1989), som han skrev sammen med Poul Erik Tøjner. Her i 2011 er deres bog stadig et hovedværk om tiårets diverse kunstneriske nybrud. Derfor er det en lille redaktionel genistreg at lade Frederik Stjernfelt afrunde med sin personlige status.
De vilde 80’ere er en udgivelse med ambition om både at fungere som formidling til det besøgende publikum under udstillingen og som et stykke kunstfagligt litteratur om ”det vilde maleri”. Det lykkes langt hen ad vejen rigtig godt. Det er velskrevet og veldokumenteret, men denne anmelder efterlyser dog bud på flere indgange til stoffet i en lidt større udfoldelse. Det vil jeg vende tilbage til. Først en præsentation af publikationen.
Hovedartiklens tre forfattere tager fat på omstændighederne omkring udstillingen ”Kniven på hovedet”, hvor teksten indledes med et citat fra Henrik S. Holcks anmeldelse i dagbladet Information. Det følges op af andre citater fra avisanmeldelser og suppleres med aktuelle interviews, som forfatterne har lavet med en håndfuld af de centrale deltagere: Claus Carstensen, Kehnet Nielsen, Berit Heggenhougen Jensen og Nina Sten-Knudsen samt de jævnaldrende Inge Ellegaard og Lars Nørgård. Vidnernes levende stemmer krydrer og perspektiverer artiklens inddragelse af tidens udstillingskataloger, tidsskrifter, musik og digtning. Konteksten for den billedkunstneriske aktivitet i det københavnske musik-, punk- og litterære miljø foldes således godt ud, ligesom det i øvrigt også skete på selve udstillingen. Læseren får et godt indblik i miljøerne i og omkring det malerboom, der fandt sted.
Vi præsenteres for historien om, hvordan den legendariske udstilling på Tranegården i Gentofte i foråret 1982 kom i stand, da en lille flok unge akademielever med Claus Carstensen og Kehnet Nielsen i spidsen gav sparket til, ”at dansk kunst er ajourført med tendenserne på den internationale kunstscene …” og kommer på højde med ”den tidsånd, der allerede gennem nogle år har manifesteret sig på andre af landets kulturelle felter, bl.a. i musikken og lyrikken”. Billedkunsten haltede bagud, lyder det noget kategorisk fra forfatterne. Men der var ting og sager i gang. Diskussioner og disputter, som kunstnerne selv havde stor andel i også uden for Akademiet, på byens trendy barer og andre steder, var katalysator sammen med uundværlige impulser fra det nye ”vilde maleri” i Europa og USA. Andetsteds har Carstensen og Nielsen udtalt, at de netop blev trætte af al den teoretiske diskussion om det postmoderne og andre filosofiske temaer på Kunstakademiet, og at de nu ville til selve materien.
Den omfattende brug af citater er som strategi og metode artiklens fundament, hvormed tidens forskellige synspunkter indgår i en løbende dialog om pro og kontra i forhold til det forkætrede og tvetydige maleri – hadet og elsket. Dagbladskritikken – både den positive reception samt den afvisende og forbeholdne – har fået plads, således at læseren får et godt indblik i diskussionerne om dette maleri. Et maleri, der igen benyttede figurative elementer i et malerisk sprog, der mimede og gestikulerede det ekspressive. Og et maleri, der ikke veg tilbage for den postmoderne pluralisme i en flerhed af stilarter.
Det store researcharbejde med at finde anmeldelser og artikler for at belyse tiden og diskussionerne er en flot indsats. Der er mange tråde at holde sammen på ud over at få bare nogenlunde styr på den postmoderne virkelighed, som begyndelsen af firserne og dens kontroversielle, interessante og ironiske kunstudøvelse er flettet sammen med. Dette virvar af teorier og spekulationer i en blanding af eufori og pessimisme har da også fået de tre forfattere til at sukke – bare en lille smule. De skriver således: ”For de kunstnere, digtere, musikere, gallerister, museumsfolk og ’hangarounds’, som deltog dengang i 80’erne, vil vores artikel – no matter what – føles som et utilfredsstillende sammenkog”. De begrunder det med deres alder – de var store børn dengang – og at de tilmed alle tre boede forskellige steder rundt om i landet. Men det er dog en kendt sag, at man aldrig kan gøre alle tilfredse, så hvorfor da gøre det til en pointe? Heldigvis, efter denne deres tilståelse, folder artiklen sig godt ud. Rigtig godt endda med et væld af detaljer.
Nye blikke på de ”gamle” billeder
I kapitlet ”Rammesætning” antyder forfatterne, at der findes nye og andre måder at anskue og tale om 80er-maleriet. De fremhæver det postmoderne blik som det dominerende dengang som nu.
Det er det blik, der grundigt indfarvet af den postmoderne teori ser malerierne som tegn, ironi og citater. Postmodernismen er med andre ord den ramme, som kritikere, såvel som nogle kunstnere synes at se igennem. Det er det mantra, de kan opremse som deres Fadervor, for så indgroet er forestillingerne om de store fortællingers død, at den i sig selv bliver en stor fortælling. (Bøgh, Jalving og Høholt, 2010, p. 17)
Og de forfølger sporet med en indkredsning af det blik, de fra en aktuel position tilbyder, idet de fremhæver, at spørgsmålet ikke så meget er hvem, der ser på de vilde malerier, men hvordan der ses. Derfor opfordrer de til med distancens fordel, at vi ikke taler ”med den postmoderne tunge, men om den”, for således bliver der ”andre måder at rammesætte det vilde maleri på”. Og svaret ”er derfor, at man ikke kun skal se på det vilde maleri som maleri, men også som den måde, man dengang i 1980’erne taler om det på”. Man bør se på det efterliv, billederne har fået.
Der opstilles en tese om, at ”man” hidtil har set gennem postmoderne briller, men nu vil forfatterne tage andre briller på: de performative. Imidlertid afstår de fra deciderede værkanalyser (eller traditionelle analyser, som de skriver), som ellers kunne være et af flere redskaber til at udfolde en anden forståelse og læsning af 80er-maleriet. Der er to felter, forfatterne koncentrerer sig om, nemlig selve malehandlingen og kroppen/kropsligheden som performative elementer, der gør en forskel hos ”de vilde” i forhold til ”de ikke-vilde” modernister. Men selvom krop og malehandling ikke tidligere er ekspliciteret som performative, påpeger de tre forfattere dog selv, at både Kasper Monrad tilbage i en anmeldelse i Information i 1983 og andre har hæftet sig ved, at denne mimen og simulering af det såkaldt ekspressionistiske maleri fra begyndelsen af det 20. århundrede dybest set inkluderer kroppen samt en handlen og en gøren, som jo altså er en del af det performative interessefelt. Jeg har selv anvendt termen ”gestisk” for den distancerede kunstneriske handling, og jeg kan tilføje, at 80er-kunsten er karakteristisk ved det processuelle, det uafsluttede og fragmenterede på det formelle plan. I det hele taget er kunsten i 1980erne så meget mere end ovenstående postmoderne karakteristika, som de formuleres i artiklen.
Eksempelvis kunne gentagelsen og bogstaveligheden som strategier og motiver være interessante at undersøge, da de faktisk optræder hos en hel del af kunstnerne. En strategi, de danske kunstnere i første omgang uden tvivl har overtaget fra deres samtidige tyske kolleger, som dog ikke begrænser sig til denne korte periode, men er et spor, der kan forfølges gennem hele det 20. århundredes avantgarde. Her skal blot nævnes Marcel Duchamp og for eksempel Addi Köpcke, der begge opererede med at overføre et sprogligt udtryk bogstaveligt til en kunstnerisk visuel form. En transformation fra sprog til billede, hvorved der opstår et nyt og overraskende udsagn. For at afrunde dette aspekt blandt flere andre interessante er det dog værd at bemærke, at gentagelsesmotivet af performativitetsforskere identificeres som karakteristisk performativ.
Forfatternes indkredsende refleksioner over forskellen på en performativ og en ikke erkendt performativ håndtering ville efter min mening have været mere interessante, hvis de havde udført en eller flere værk-analyser med hele det performative teoriapparat kørt i stilling og dermed havde tilført stoffet det nye blik, som stafetten lagde op til. Forhåbentlig bliver der lejlighed til sådanne analyser på et senere tidspunkt. Artiklen skal dog roses for sin opfølgning af emnet ”maleriets skæbne” – hvor forfatterne fortrinsvis inddrager de nyere danske temaudstillinger og tilhørende kataloger i deres diskussion. Den internationale kritik af det postmoderne maleri inkluderes kort med henvisning til Benjamin Buchloh og Hal Foster, men ellers er det hovedsageligt det danske materiale, der udgør konteksten for perspektivering af maleriet fra 1980erne og frem, på trods af flere bemærkelsesværdige internationale udstillinger med fokus på maleri som mulighed.
Alt i alt er konklusionen, at De vilde 80’ere er en velskrevet og samlende fortælling om dengang samt en detaljeret introduktion til fænomenet ”det vilde maleri” med og uden postmoderne optik. Fremhæves skal katalogets fyldige billedmateriale og dets veldisponerede lay-out.
For videre læsning anbefales Billed-storm, Northern Poles og Ny dansk kunsthistorie, bind 10. Samt det ikke ringe antal monografier om de involverede kunstnere, der er udkommet i løbet af 2000-årene. Og naturligvis de mange, mange dengang aktuelle kataloger og tidsskrifter – først og fremmest kataloget til ”Kniven på hovedet”.
Litteratur
Bløndal, Torsten (red.), “Northern Poles: Breakaways and Breakthroughs in Nordic Painting and Sculpture of the 1970’s and 1980’s” (Hellerup: Bløndal, 1986)
Hornung, Peter Michael og Mikkel Bogh, “Ny dansk kunsthistorie. Bd. 10. Kunsten i mediernes tid” (København: Fogtdal, 1996)
“Kniven på hovedet” Udstillingskatalog (Gentofte: Tranegården, 1982)
Stjernfelt, Frederik og Poul Erik Tøjner, “Billedstorm: Om dansk kunst og kultur på det seneste” (Valby: Amadeus, 1989)
De vilde 80’ere indeholder følgende bidrag:
Christian Gether, ”Forord”
Marie Louise Helveg Bøgh, Camilla Jalving og Stine Høholt, ”Da 80’erne blev vilde”
Frederik Stjernfelt, ”Billedet efter stormen”