Af Martin Søberg, mag. art. i kunsthistorie

Vigtigt oversigtsværk om nyere landskabsarkitektur

Gennem de seneste 40 år har land-skabsarkitekturen bevæget sig mellem markens og havens æstetik, mellem en forkærlighed for det monokrome, menneskeskabte og det pastorale, selv-groede, hævder ny bog om europæisk landskabsarkitektur 1967-2007 set med danske briller.

Det er vel de færreste, der ikke har bemærket, at landskaber og byer forandrer sig i disse år i en sådan grad, at en skelnen mellem natur og urbanitet bliver mere og mere tvivlsom. Byerne langs Jyllands østkyst vokser sammen til én stor udstrakt bymasse kun gennembrudt af fragmenter af mark og skov, mens man i storbyer som København taler om grønne taghaver og urban farming. At grænserne mellem by og land, kultur og natur nedbrydes, er ikke noget nyt, snarere en kulmination på et langt sejt træk, der har varet mere end fire årtier, men som først med det aktuelle fokus på klimaforandringer og bæredygtighed for alvor synes at have fået fat i den kollektive bevidsthed.

Forandringerne reflekteres og pejles i samme periodes landskabsarkitektur, som nu har fået sin historie fortalt i landskabsarkitekt, dr.agro. og professor ved Københavns Universitet Malene Hauxners bog SUPERNATUR, et oversigtværk over landskabsarkitekturen siden ungdomsoprørets tid i slutningen af tresserne til i dag, ja, faktisk det første større værk om nyere europæisk landskabsarkitektur set fra en dansk synsvinkel og dermed også særegent på internationalt plan. At skabe overblik over en periode, som ligger så tæt på, er bestemt ingen let opgave.

Hauxner griber den an ved først og fremmest at gennemgå en række hovedværkers formelle sprog og rumlige virkning, men også ved at pege på mulige lag af betydning og forbindelser til udviklingen i samfundet generelt, ligesom hun behandler vigtige tendenser i (landskabs-)arkitekturteorien og dens indflydelse på praksis. Dermed bliver bogen tillige en mentalitetshistorie, for menneskets forhold til naturen har til alle tider været en glimrende indikator for et bredere verdenssyn.

SUPERNATUR er tredje og sidste del af hendes omfattende trilogi om landskabsarkitektur i det 20. århundrede. To tidligere bøger, Fantasiens Have (1993) og Med himlen som loft (2002), dækkede henholdsvis det moderne gennembruds æstetik i mellemkrigstiden og det moderne demokratis æstetik i efterkrigstiden. Med SUPERNATUR er trilogien fuldendt. Bogen sammenfletter på raffineret vis to hovedspor eller læsninger, om man vil. På den ene side udspænder Hauxner en fortælling om, hvordan naturen gennem perioden i stigende grad bliver set som et gode, der kan berige menneskers liv og derfor skal passes på – en økologisk interesse, som tager sit udgangspunkt i slut-60ernes opmærksomhed på industrisamfundets bagside: forureningen. På den anden side dokumenterer og diskuterer hun, hvordan landskabskunstens formelle udtryk ændrer sig i bølger hen over årtierne, undertiden som følge af nye behov, nye typer opgaver og nye tekniske løsninger, undertiden mere modepræget.

SUPERNATUR er teoretisk velunderbygget, uden at være teoretisk udredende. Værkanalyserne virker friske, samtidig med at de helt åbenbart udspringer at et mere end grundigt kendskab til de behandlede værker. Hauxner er en glimrende iagttager, men også kritiker af sin samtids landskabsarkitektur, dens værker og teori. Uden at opretholde en streng kronologi gennemgår Hauxner i tematisk funderede kapitler en lang række værker i nyere landskabsarkitekturs historie med fokus på offentlige rum, gerne i urban kontekst, men er også omkring planlægning af boligbebyggelser og andre former for urbant design.

Værkudvalget begrænser sig ikke til realiserede værker, og det er netop en styrke ved bogen, for perioden er rig på urealiserede konkurrenceforslag, som eksempelvis de mange forslag til Parc de la Villette i Paris (1982), samt eksperimenterende papirprojekter, hvoraf mange har haft afgørende indflydelse på landskabsarkitekturens udvikling. Ligeledes peger forfatteren på påvirkningen fra billedkunstneriske retninger som minimal art og land art.

Udvekslingerne med billedkunsten kunne have givet anledning til en diskussion af landskabsarkitekturens brug af repræsentationer, hvilket Hauxner desværre i mindre grad forholder sig til, skønt de digitale mediers indflydelse i perioden er uomgængelig, ikke mindst hvad angår produktionen af de billeder, som skal anskueliggøre det endelige resultat i form af mere eller mindre realistiske visuelle fremstillinger. Men måske hænger denne mangel på interesse for landskabsarkitekturens billedbrug sammen med den kritik af landskabet som billede, der også har præget feltet gennem de senere år. Som i arkitekturen generelt, og for så vidt også dele af billedkunsten, har der vist sig en øget interesse for processer og temporale effekter, bevægelse og performativitet, eller som Hauxner beskriver tiden fra 1990erne og frem:

Alle former for naturprocesser blev betragtet som interessante; opvækst af spontanvegetation, forvitring af metal, forrådnelse, erosion, fordampning, tåge-, dis- og isdannelse. Man måtte som i ’shappychic’-moden gerne kunne aflæse brugen. Det tabte industrisamfunds rustne jern, grove beton, asfalt, støbejernskonstruktioner, jernbaneskinner og dæksler var smukke. (Hauxner, p. 258)

Med sit fokus på værkets rumligt affektive og fortolkningsmæssige potentialer læner Hauxner sig op ad den kritiske teori, der opblomstrede i samme periode som hendes undersøgelsesobjekter, men hun trækker på samme tid tråde tilbage til forgængere inden for dansk landskabsarkitektur, særligt G.N. Brandt, der om nogen kan betragtes som fagets faderfigur. I sin beskrivelse af periodens formelle vekselvirkning mellem det selvgroede (især 1970erne) og det kontrollerede (især 1980erne) opererer Hauxner, inspireret af Brandt, med en dikotomi mellem den vilde, naturlige natur – havens og malerens natur – og den tæmmede natur – hortus conclusus og landmandens natur. Alligevel må Hauxner i beskrivelsen af de senere årtiers landskabsarkitektur vige fra dikotomien og peger på positive ord som variation, diversitet, mangfoldighed og kompleksitet som nøglebegreber i den nutidige praksis, samtidig med at hun nævner kommende tiders udfordringer med håndtering af klimaforandringer, der både kan resultere i en fornyet frygt for naturen, og dertil vil kunne kræve særligt omfattende indgreb.

Med et begreb hentet fra den hollandske arkitekt Rem Koolhaas beskriver Hauxner derfor landskabsarkitektur i dag som et arbejde med en supernatur, der ikke kan skelnes fra det menneskelige virke: en potenseret natur. Begrebet supernatur indebærer en kritik af forestillingen om det autentiske, om identitet, det regionalt særegne og eksistensen af et stedets ånd, genius loci. Parallelt eller netop i forbindelse med interessen for processer, peger Hauxner på interessen for historien som værende stigende gennem perioden, ikke mindst fordi en række opgaver har handlet om omdannelsen af industriens landskaber.Skønt hun henviser til Sven-Ingvar Anderssons indflydelsesrige skelnen mellem rekonstruktion, renovering og fri fornyelse af historiske værker, interesserer Hauxner sig i mindre grad for den landskabsarkitektur, der ikke er formmæssigt nyskabende, men dog udgør en vigtig tendens i de senere års landskabsarkitektur, nemlig en bevarings- eller ligefrem rekonstruktionsiver, der i Danmark bl.a. har resulteret i genskabelsen af barokhaverne på Frederiksborg og Gl. Holtegaard og senest i renoveringen af en række danske herregårdshaver. Disse projekter er udtryk for en tid, hvor forestillingen om det autentiske er blevet en vigtig kulturel men bestemt også økonomisk faktor.

På samme måde som andre kunstarter er landskabsarkitekturen i stand til at give bud på, hvordan verden kunne se ud, bud på nye forhold mellem mennesker og natur og mellem mennesker.

Min teori er, at det landskabsarkitektoniske sprog – nu som før – prøver at sige os noget om kommende forandringer af social, politisk og klimatisk art. Landskabsarkitektur ikke bare spejler, men pejler samfundets tanker. (Hauxner, p. 273)

Dermed er Hauxner i tråd med nyere æstetisk teori, der netop beskriver kunstens potentiale som model. Måske viser dette også betydningen af landskaber, der inviterer til fantasi og drømme, til kontemplation snarere end det overvældende antal af aktiviteter, nutidens byrum ofte skal rumme. SUPERNATUR giver stof til gode drømme, men først og fremmest lyst til at begive sig ud i naturens og byens diffuse blandinger for at se det hele ved selvsyn.