Af Jens Tang Kristensen, mag. art. i kunsthistorie, BA i forhistorisk arkæologi  

Som Mikael Wivel konstaterer i sin nye bog, er William Skotte Olsens værker både skæve og oversete i dansk kunsthistorie, og det skyldes først og fremmest kunstnerens personlige livshistorie.

Mikael Wivel har endnu engang skrevet en bog om Wiliam Skotte Olsen og hans kunst, denne gang i form af et katalog til vandreudstillingen Wiliam Skotte Olsen, som blev vist på Kastrupgårdsamlingen, Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst og endelig Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor den lukkede 12. juni i år. Som katalog er Wivels bog skæv ligesom Skotte Olsens kunst, fordi der er tale om en biografisk monografi, som bærer præg af Wivels personlige forkærlighed for de fabulerende og religiøse motiver i Skotte Olsens psykedeliske 60’er-univers.

Skæve Skotte og vilde Wivel

Skotte Olsens værker er ofte, og med god grund, blevet opfattet som Bad Painting; som naivistisk og outreret kitsch. Udstillingskataloget kan derfor indirekte læses som et modigt forsvarsskrift for de æstetiske og politiske værdier, der ligger i forlængelse af dette, om end det skal understreges, at Wivel nok ikke selv opfatter udstillingskonceptet på den måde. Det er et særligt træk ved såvel katalog som udstillingskonceptet, at Wivel selv har fungeret som kurator og tekstforfatter. Der er således tale om et vanvittigt og vidunderligt projekt, hvor Wivels tekst og Skotte Olsens værk nærmest smelter sammen.

Mennesket, der kommer gående

De fleste, som bor i København, har sandsynligvis, som jeg selv, mødt Skotte Olsen mange gange i det offentlige byrum. Og hvis man har været en tur på Christiania, har man nok også set den skurvogn, hvori han boede. Den var, som alt muligt andet kunstneren kom i nærheden af, overmalet med hans karakteristiske og stereotype portrætter. Skurvognen blev købt i 2006 af det nuværende Københavns Museum, det vil sige ganske kort efter Skotte Olsens død. I dag er skurvognen samt værkerne Fantasi (1975) og Krydderen (1981-82) (begge Statens Museum for Kunst) nogle af de få værker, som indgår i museumssamlinger i Danmark. Ifølge Wivel blev Skotte Olsens enorme produktion af disse ”skæve” portrætbilleder fortrinsvis købt af privatpersoner, og de kunne blandt andet erhverves enten af kunstneren selv eller gennem Vestergaards Møbelforretning på Torvegade på Christianshavn, Kurt Hansens galleri i Bredgade eller i Ulla Chemnitz og Rolf Gjedsteds butik Kunst og legetøj. Det er derfor på en gang en kendt og ukendt kunstner, som Wivel præsenterer sin læser for. Den metodiske og kunstteoretiske indfaldsvinkel til værkerne bygger på en biografisk rammefortælling, hvor Skotte Olsens værk konsekvent spejles i fortællingen om kunstnerens personlige liv.

Metoden og teorien kan derfor forekomme forældet, men jeg vil alligevel understrege, at der er tale om en god bog. Når den biografiske kunstnermonografi fortsat kan opretholdes som genre, så er det, fordi den som narrativ underholdningsværdi indimellem kan forføre os, og på det niveau fungerer denne bog altså særdeles godt. For Skotte Olsens livshistorie var på mange måder skabt til den klassiske kunstnerbiografi. Wivels rekonstruktion af Skotte Olsens livshistorie fokuserer på den unge kunstnerboheme, hvis succes hurtigt afløses af misbrug, sindssygdom, vold og fiasko. Denne fortælleform kan selvfølgelig let anfægtes ikke mindst i lyset af den nyere kunsthistories fokus på strukturalisme, dekonstruktion og diskursteori. Omvendt mener jeg, at Wivels bog er et nærmest provokerende modsvar til enhver akademisme, et modsvar som passer godt til Skottes værker, som netop er antiintellektuelle i ordets bedste forstand.

Den virkelig vilde før De unge vilde

Wivel beskriver, hvordan Skotte Olsen voksede op i et puritansk kristent miljø, og hvordan han som ung spillede med i Frelsens Hærs orkester i Sønderborg. Men noget gik galt i Skotte Olsens liv. Som ung flyttede han nemlig til København, hvor han blev grebet af den nye beat- og hippiekultur, og det medførte, at han samtidig begyndte at indtage store mængder af forskellige bevidsthedsudvidende stoffer.

Visse steder bliver Wivels beskrivelser af dette liv mere tabloidagtigt end nødvendigt, som når han udførligt beskriver, hvordan Skotte Olsens misbrug ligefrem tog magten fra ham selv. Wivel indtager mere fortællerrollen end forskerpositionen, en tendens man desværre ofte støder på i den ellers sparsomme litteratur om kunstneren (Christensen, 2006; Wivel, 1994). I Wivels katalog får vi en lang række udførlige, og ud fra et kunstfagligt synspunkt ligegyldige, informationer om Skotte Olsens tragiske liv. At hans hallucinationer blev så stærke, at han antændte et telt på Amager Fælled, hvori der sov to børn, forekommer mig irrelevant for billedanalyserne. At Wivel efterfølgende beskriver, hvordan kunstneren som følge blev indlagt på Sankt Hans-hospitalet og i en periode sad fængslet i anstalten ved Herstedvester, fortæller mere om samfundspolitikken end om kunsthistorien i Danmark.

At Skotte Olsen fortsat var produktiv, men tilsvarende færdig inden for den etablerede kunstverden, skyldes nok ikke, som Wivel ellers hævder, kun disse uheldige sociale omstændigheder, men vel simpelthen også, at hans malerier ikke var tidssvarende og kvalitativt stærke på sigt. Hos Wivel bliver Skotte Olsens stofindtag derimod synonymt med de malerisk og ”stoflige” kvaliteter i værkerne. Wivels fremstilling minder mig derfor om de ældre jazzkritikeres beskrivelser af jazzmusikernes kunstneriske kvaliteter, idet mange mente, at for eksempel Charlie Parker og John Coltranes hurtige temposkift skyldtes deres tilsvarende store indtag af psykedeliske stoffer. Man mente med andre ord, at de spillede hurtigt og godt, fordi de foretrak de bevidsthedsudvidende stoffer frem for de alkoholiske drikke, som derimod blev opfattet som sløvende. Det er præcis den forklaringsmodel, man genfinder hos Wivel, når han mener, at Skotte Olsens bedste billeder blev skabt i rusens sfære; en tanke som Wivel i øvrigt har været inde på før.

De stærkeste af dem har hvirvlende karakter. Man fornemmer, at det er et strålende trip, der har sat sig spor på lærredet. (Wivel, 2010, p. 25)

De er malet ned i en rus og på en oplevelse af at være lige i centrum af tilværelsen. (Wivel, 1983, p. 8 )

De ikonografiske billedanalyser tager hermed afsæt i den på forhånd udstukne biografiske fortælling og viden om Skotte Olsens liv. Det afspejles mange steder i bogen som for eksempel i beskrivelsen af billedet Komposition med tre sole (1970):

Her kommer maleren gående frem gennem billedet, åben ligesom manden med den lyserøde plet og fulgt af en kvinde, klædt i grønt og med langt lyst hår. De to er tydeligvis sammen på vej gennem verden. Der er et blodrødt hus ude til højre, og bag dem ligger det blå hav med sin krumme horisont – og der er ikke mindre end tre sole, der stråler på himlen. Huset er rødt, fordi det er dér, de bor og elsker…kvinden i grønt er uden tvivl Yvonne Vestereg, en hollandsk pige, Skotte havde mødt i Bruxelles i 1967, og som var fulgt med tilbage til Danmark. (Wivel, 2010, p. 25)

Visse steder virker sammenkoblingen mellem Skotte Olsens liv og hans kunst ligefrem usaglig og dermed problematisk. Jeg vil her give et eksempel ad omveje, nemlig via det rettelsesblad som fulgte med bogen. Rettelsen er i sig selv en pinlig affære, idet den angår en afdød person:

Af side 41 og 64 fremgår det, at Wiliam Skotte Olsens gode ven Hasse Levy døde midt i 1970’erne efter et spring fra 4. sal. Dette er ikke korrekt. Hasse Levy døde en naturlig død blandt venner i Brumleby, hvor han også selv boede. Det skete den 26. april 1989, og han blev kun 40 år gammel. (Rettelsesblad, Wivel, 2010)

Denne fejl får også konsekvenser for Wivels billedtolkning, idet han antyder, at maleriet Jakobs kamp (1995) kan have noget med Hasse Levys hermed fiktive dødsulykke/selvmord at gøre:

Måske har Skotte tænkt på sin døde kammerat, Hasse Levy, der sprang ud fra fjerde sal, uden vinger. Eller måske har han tænkt, at de blytunge fugle skulle ses som en slags repræsentanter for ånden i naturen og dermed som symboler på selve inspirationens kilde. Vi ved det ikke, for han har ikke forklaret sig. (Wivel, 2010, p. 64)

Det er et held, at koblingen mellem Hasse Levys død og billedkompositionen trods alt får lov til at stå hen i det uvisse, omend det skyldes, at Skotte Olsen ikke selv talte om netop det billede. Værk og personalhistorien smelter derfor helt sammen hos Wivel.

With God On Our Side

Wivel fremhæver flere steder det religiøse aspekt ved Skotte Olsens kunst; et aspekt der selvfølgelig også bør berøres, når man har valgt at præsentere værkerne på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Det er vigtigt at understrege, at Wivel har valgt at tolke billederne som religiøse i mere generel forstand end blot som kristensymbolske, selvom visse af billederne forholder sig til den kristne ikonografi, som det er tilfældet i Korsfæstelse og tulipaner (1981), Kristus og synderinden (1981), Portræt med rød glorie (1982) og Jakobs kamp (1995). Andre billeder knytter sig derimod snarere til østens mystik og klassisk tempelarkitektur fra Grækenland, som det er tilfældet med Komposition med rød maler (1971), Portræt af en Sikh. Reminiscenser fra en rejse i Indien (1971), Komposition med Akropolis (1971) og Portræt med Aura (1983).

De religiøse aspekter ved Skotte Olsens kunst skal ikke underkendes, men man kan anfægte, hvilken rolle denne billedgruppe egentlig har i hans samlede produktion. Skotte Olsens billeder var vel snarere i dialog med mere almene frihedsidealer, og det aspekt, mener jeg, burde fremhæves tydeligere i bogen. Omvendt vil jeg understrege, at Wivels bog er interessant og værd at læse. For en gangs skyld virker den biografiske genre befriende, og det skyldes måske netop, at kunsthistorikere sjældent har taget disse mærkværdige og skæve værker alvorligt.

På den måde henvender bogen sig heller ikke primært til fagfolk, men måske snarere til de mange, der kendte Skotte Olsen personligt. For som en del af Skotte Olsens venner fra Christiania vil hævde, kan man ikke slå hans værker ihjel, fordi de er en del af os selv.

Litteratur

Christensen, Peer Hassing, “Skottes sidste rejse” (Frederiksberg: Art House, 2006)

Wivel, Mikael, “Wiliam Skotte Olsen – malerier 1964-1983″ (København: Kunstforeningen, 1983)

Wivel, Mikael, “Wiliam Skotte Olsen. Dansk Nutidskunst 23″ (København: Forlaget Søren Fogtdal, 1994)

Wivel, Mikael, “Wiliam Skotte Olsen” (Kastrupgårdsamlingen, Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst, Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, 2010)