Anmeldelse af Rasmus Kjærboe, mag. art. i kunsthistorie
ARKEN’s antologi markerer noget så sjældent som en dansk museumspublikation, der tør diskutere institutionens fremtidige rolle. Selvom ”det utopiske” ikke helt overbeviser som nødvendigt begreb, er der tale om en nødvendig udgivelse.
I en dansk sammenhæng var kuratering knapt et begreb, da jeg for 11 år siden begyndte mine studier på Københavns Universitet. Siden har både Aarhus og Københavns Universitet oprettet uddannelser i museologi, og kuratering som både teori og praksis er blevet en væsentlig del af uddannelsen til kunsthistoriker.
Den danske, kunsthistoriske litteratur har i dette korte tidsrum ligeledes oplevet en væsentlig udvidelse af sit fokus. Fra kun at være optaget af ensidigt historiske og historiografiske studier til nu at indbefatte en mere aktiv selvevaluering og refleksion over billedkunsten samt dens præsentation og modtagelse, er kriterierne for, hvad der udgør vores kernekompetence som kunsthistorikere, væsentligt udvidede.
ARKEN’s forskningspublikation om utopisk kuratering ville være utænkelig blot en halv generation tilbage og demonstrerer på fin vis en dansk museumsinstitutions nyfundne interesse i at overskride den traditionelle adskillelse mellem, hvad der foregår på universitetet (hvor man godt må teoretisere kreativt) og udstillingsinstitutionen (hvor man begrænser sig til konservativt katalogarbejde).
Som ambitiøst mål om at udvikle et nyt begreb til at analysere og arbejde med museet synes udgivelsens dybde ikke altid at være helt på niveau med egne ambitioner. Det væsentligste problempunkt fremstår i selve koblingen ”utopisk kuratering”, der efter endt læsning stadig ikke virker helt motiveret. At antologiens centrale greb fremstår lidt usikkert anvendt er dog alt i alt et kritikpunkt, der kan rettes mod mange ellers gode samlinger af til formålet skrevne tekster. Utopic Curating indeholder en række relevante refleksioner over, hvad et fremtidigt kunstmuseum kan og bør i dialog med kunsten, publikum og det omgivende samfund. Dermed er udgivelsen også et nødvendigt indlæg i en fortsat og i Danmark forholdsvist ny debat om kunstmuseets rolle og relevans.
Hvad er utopiens potentiale?
Antologiens bidrag forholder sig alle til utopien, der i de sidste tre år også har været emnet for ARKEN’s Utopiaprojekt støttet af Nordeafonden og Kulturministeriets forskningspulje. Med tre udstillinger, en serie nye formidlingstiltag og en konference synes ideen at have været at skabe en mere reflekteret museumspraksis under indtryk af et løst defineret tema og i dialog med samtidskunstens midler. Som projekt har dette afgjort været et indlæg i en yderst relevant diskussion om kunstmuseernes potentiale.
I antologiens rammeartikel redegør Camilla Jalving for utopien som begreb. Med en lidt vel diskret henvisning til Mieke Bals nyklassiske værk Travelling Concepts in the Humanities anslås den samtidige redegørelse for, arbejde med og udvikling af kernebegreber, der i Bals bog er et centralt omdrejningspunkt i en fremtidig, helt nødvendig tværdisciplinær humanistisk praksis. Bals tanker, der ikke tydeligt ekspliciteres i Jalvings artikel, består af et tæt og overbevisende forsvar for fortløbende, bevidst og velargumenteret begrebsvandring mellem forskellige fagdiscipliner og kunne dermed også mobiliseres i en mere overordnet forklaring af, hvorfor nye anvendelser af begrebet utopi har potentiale og relevans for kunstmuseet.
Selv uden et udtalt, videnskabsteoretisk forsvar for nødvendigheden af begrebsudvikling, når man skulle synes, vi allerede har nok af dem, fremstår Jalvings artikel som en af antologiens vægtigste i sin gennemgang af utopiens teori. Først som samfundskritik i Thomas Moores Utopia fra 1516 for langt senere af den tyske filosof Ernst Bloch at blive bestemt som den grundlæggende menneskelige rettethed mod fremtiden, frem til de senere års fornyede teoretiske interesse i begrebet hos forfattere som Fredric Jameson, Ruth Levitas og Russell Jacoby. Jalving skelner på baggrund af dette mellem utopien som programmatisk, revolutionært blåtryk og utopien som forståelsesperspektiv på verden. Det er den anden indstilling, der ses som havende et analytisk potentiale i forhold til at forstå og arbejde med en samtidskunst, der grundlæggende er processuel, og som ikke blot kritiserer det bestående, men er aktivt verdensskabende. Jalving nævner som eksempler Tomás Saracenos ruminstallationer af sfærer og bobler og Rirkrit Tiravanijas madlavning til sine udstillingsgæster som to meget forskellige praksisser, der begge tilbyder håbet om en bedre tilstand.
Hvad har dette at gøre med museet?
I antologien står Marie Laurbergs artikel med den svære opgave at forbinde det utopiske analysebegreb med ARKEN’s tematiske Utopiaudstillinger og et mere generelt imperativ til en fornyet museal praksis:
we have developed utopic curating as a heuristic concept rather than as a definition of one particular curatorial practice. The term is intended as a conceptual ‘tool’ that can help us to think beyond our normal practice and reflect anew on the relationships among contemporary art, the institution and the user. (Laurberg, pp. 41-42)
Laurbergs konklusion på dette bliver at se kunstmuseet som en generator af kulturel aktivitet og som en teknik til at skabe oplevelser af ”æstetisk, psykologisk og social” karakter. Dermed flytter hun fokus fra at diagnosticere, hvad museet er til at handle om, hvad det kan gøre. Utopiaprojektets tre kunstinstallationer, Qiu Anxiongs Staring into Amnesia, Katharina Grosses Hello Little Butterfly I Love You What’s Your Name? og Olafur Eliasssons Din blinde passager, bliver dermed, på trods af åbenlyse tematiske forskelle, samlet anskuet som eksempler på et processuelt udviklingsarbejde mellem kunstner, udstillingssted og publikum.
På samme måde som Jalvings artikel fundamentalt set er baseret på en fænomenologisk og performativ forståelse af mødet med kunsten, fremfører Laurberg, hvordan museet skal anerkende og fremme den enkeltes kropsligt og socialt funderede oplevelse som kernemål. Museets opgave er at erkende og eksplicitere sin rolle som kulturskaber, og det er en kultur, der skal åbne ”nye verdener”, ”aktivere kulturelle betydninger” og generere ”nye narrativer og identiteter.” (Laurberg, p. 53).
Latente konflikter
En del af dette synes først og fremmest nyt, når det ses i en dansk museal sammenhæng. Det har i et stykke tid været det egentlige/endelige mål for universitær kunsthistorie at komme frem til kunsten som noget, der kan noget; en begivenhed, en oplevelse, en hændelse. Utopien bliver af Jalving og Laurberg overført til museet som det blik, man kan kaste på et værk, så det kan komme til at kunne noget. Det er altså en analytisk indstilling, der i antologien er knyttet til et begreb – det utopiske – der måske lige så vel kunne have været et andet … For eksempel det performative.
Jalving og Laurberg placerer det performative og værket-som-hændelse i forbindelse med en indstilling – et sindelag – man kan kalde ”det utopiske blik”, og det er en oplysende og interessant øvelse, men overbeviser ikke nødvendigvis om, at noget som ”utopisk kuratering” har en stærk levetid som begreb på lige linje med andre, allerede produktive teoretiske værktøjer.
Nogle latente problematikker i det utopiske applikeret som konkret projekt kommer frem ved læsningen af Christina Papsø Webers artikel, der går i detaljer med nogle formidlingsinitiativer i forbindelse med Utopiaprojektet. Forestillinger om deltagelse, medborgerskab og demokrati bliver her de lidt flade mål, der skal blive resultatet af den særlige utopiske proces, ARKEN har været igennem. Hendes artikel erkender, at det kan være svært målbare resultater. Man kan til dette yderligere tilføje, at en størrelse som ”medborgerskab” også smager lidt vel meget af en aktuel politisk dagsorden, der er mere optaget af kultur som integration frem for som et mål i sig selv.
Det er derfor både sigende og ret opløftende, at antologiens mest provokerende artikel, skrevet af museologen Bernadette Lynch, tydeligt går i rette med hele outreachtendensen, der i en årrække har redet særligt engelske museer som en mare. På samme tid velmenende og naivt overbærende er outreachprojekter i nogle sammenhænge degenereret til en ikke særligt subtil ”opdragelse” af de grupper, man i første ombæring ønskede at inkludere: Nærområdets beboere, indvandrere og de marginaliserede. En af årsagerne til dette, skriver Lynch meget præcist, er en mangel på realistiske magtanalyser, der i værste fald har resulteret i en ny følelse af enten magtesløshed eller indifferens hos de modtagere, man troede at hjælpe, men endte med at overdøve. Målet for Lynch er i stedet, at museerne tager afsæt i en vurdering af, hvilke politiske og sociale konflikter, der mobiliseres i mødet med brugerne, og at man ud fra dette skaber en reel dialog, der ikke overser eller forsøger at udglatte forskelle: At museet selv påtager sig at lære.
Og hvad er kunstens potentiale?
At en diskuterende og analytisk anvendelse af det utopiske kan resultere i en produktiv vandring i ånden af Mieke Bals forståelse af teoriudvikling, bliver fint demonstreret af antologiens bedre artikler. Men er det også et brugbart begreb for fremtidig museumspraksis?
En fremlæggelse af mere præcise kuratoriske greb og processer mangler fra antologien, og eksemplerne på en tematisk anvendelse af utopien, enten som ramme om de tre kunstinstallationer eller som tema for noget af formidlingen, udfoldes ikke til at angive en ny vej eller vinkling, jeg føler, ville kunne applikeres direkte i en institutionel sammenhæng. Men måske er dette et forkert krav at stille. Museal refleksion over egen rolle i samfundet er i dansk sammenhæng i sig selv at komme langt.
Det kan være endog meget svært ikke at være enig i, at kunsten har noget at give. I en artikel af Christian Gether bliver dette noget til eksistentielle løsninger på mødet med virkeligheden, i Jalvings artikel er der tale om kunstens ”verdensforandrende potentiale”, og i Laurbergs artikel viser dette sig, som tidligere nævnt, i tilbuddet om nye narrativer og identiteter. Mål og ambitioner på både museets og kunstens vegne, der i sandhed er ”utopiske”. Dette ”ikke helt endnu”, som Jalving citerer filosoffen Ernst Bloch for.
Ud fra antologiens i bund og grund inspirerende, men noget luftige udredning af, hvad man bør håbe af en fornyet museal praksis, synes det som en relevant fremtidig opgave at stille skarpt på, hvilke konkrete mekanismer, der kan mobiliseres for at indfri og støtte kunstens potentiale. Det potentiale vi alle er enige om er at finde i mødet med det sociale, kropslige og tidsbundne menneske.
Litteratur
Bal, Mieke “Travelling Concepts in the Humanities: A Rough Guide”
(Toronto: University of Toronto Press, 2002)
Utopic Curating, ARKEN Bulletin 2010, vol. 5 indeholder følgende bidrag:
Christian Gether, “A Museum for Participative Man”
Camilla Jalving, “Mapping Utopia”
Magnus af Petersens, “Pontus Hultén and the Open Museum. The Importance of Movement and Play in Art and Life”
Marie Laurberg, “The Museum as Generator. The UTOPIA Project at ARKEN Museum of Modern Art”
Christina Papsø Weber, “Kickstarting Utopia. An example of Outreach”
Bernadette Lynch, “Custom-made: A New Culture for Museums and Galleries in Civil Society”
Tone Hansen, “The Negotiating Museum”
Stine Høholt, “Inside/Outside the Consumerist Loop”