Af Rasmus Kjærboe, mag.art. i kunsthistorie

 

Den Frie Udstillingsbygning dokumenterer en række samtalepaneler afholdt i 2009 og 2010 gennem en ret så rodet udgivelse. Levende diskussioner mellem levende mennesker finder sted i et særligt intersubjektivt oplevelsesrum og er derfor svære at omsætte til meningsfuld tekst. Uden stærk redaktionel bearbejdning drukner det, der kunne have været spændende.

Lad mig begynde denne anmeldelse med to billeder.

I det ene skal man forestille sig den klassiske antropolog, der forsøger at observere og finde mening i de indfødtes ritual- og symbolverden. Hun har på fornemmelsen, at det, der på overfladen virker tilfældigt og kaotisk, i virkeligheden finder sted på en rig struktur af myter og forestillinger om verdens indretning. Man skal kende disse, det vil sige være initieret til stammens særlige kultur, for at kunne følge med. Meningen med de særlige ceremonier og danse ligger ikke i det, der umiddelbart siges, tænker hun, men i en dybere sammenhæng med skjult og indforstået viden.

I det andet billede er vi på et meget specifikt sted; i jazzklubben 100 Club på Oxford Street, London, den 20. september 1976. Punkbandet Siouxsie and the Banshees, der snart skulle få en vigtig indflydelse på rockmusikkens udvikling, debuterer med en 20 minutter lang performancelignende recitation af fadervor i en brølende kakofoni af guitar, bas og trommer. Sidenhen skulle ganske mange, også flere end der overhovedet var plads til på spillestedet, påstå at have deltaget i dette betydningsfulde øjeblik.

Pointen med de to billeder kommer nedenfor, men først en introduktion:

 

En anmeldelse, der var lang tid undervejs

I tæt ved et år har redaktionen haft Den Frie Udstillingsbygnings Kaffebord 2009-2010 liggende til anmeldelse. Det er en underlig hybrid af en samtalebog og et stykke dokumentation, og vi har ikke rigtigt vidst, hvad vi skulle gøre med den.

Samtidig har der været alle mulige andre, mere sammenhængende og spændende udgivelser at tage stilling til. For lad det være sagt med det samme: Dette er sine steder tæt på at være et ulæseligt skrift. Som formidling, forskning og stof til eftertanke fungerer det kun i glimt. Det, der nok burde være forblevet i et processuelt og dialogisk rum, bliver på skrift til en række ufokuserede udsagn, der ikke løber sammen til en sammenhængende tekst.

At udgivelsen alligevel er værd at omtale, skyldes selve ambitionen med den: At nedfælde og bevare en række diskussioner mellem kunstnere, kuratorer og forskellige fagfolk for eftertiden. Deltagerne er helt overvejende intellektuelle kapaciteter, og der er igennem hele bogen ansatser til spændende diskussioner om kunsten, samfundet og sindet. Den noget kluntede og indforståede pressemeddelelse, redaktionen fik tilsendt, bruger ordet ”vidensproduktion” hele tre gange, dog uden at definere buzzword’et nærmere. Og ja, noget særligt er afgjort produceret ved at sætte mange forskellige slags mennesker sammen i dialog over kaffe, og det er som udgangspunkt et interessant forsøg at se, om det kan resultere i et brugbart ”produkt” og generere mere ”viden”. Afsættet er godt nok.

 

”I have been a stranger in a strange land”

I løbet af 2009 og 2010 har Den Frie Udstillingsbygning altså arrangeret samtalepaneler i forbindelse med en række udstillinger. Kunstnere, kuratorer, videnskabsfolk og kulturkritikere har været indbudt til at sidde ned og tale sammen om en kunstners praksis, en større problemstilling eller et tema i relation til noget, der skete på Den Frie Udstillingsbygning.

At læse afskriften af samtalerne i Kaffebord 2009-2010 med en vis distance – og det gør man rimeligvis, medmindre man er stærkt indflettet i en særlig niche af samtidskunstscenen – er som at være antropolog på rejse i en fremmed kultur. Vi overværer snarere et ritual end en sammenhængende diskurs. De mange, mange stemmer lyder ofte, som om de taler ved siden af hinanden, i vidt forskellige retninger og med vidt forskelligt agenda. Der er kun lidt styring, og ofte forsvinder den tydelige struktur. Egentlig virker det typisk som om, der løber flere samtaler på en gang; samtaler der enkeltvis kunne være spændende, men her er de blevet blandet sammen, som var de underlagt en lidt for radikal cut up-teknik.

For at skabe mening i dette må læseren nødvendigvis have et ret så bredt forhåndskendskab til en række debatter og problemstillinger, der er aktuelle inden for samtidig kunstteori, sociologi og filosofi. Som i en antropologisk praksis må samtalebrokkerne ud fra dette ”oversættes” og forbindes med større systemer af betydning og viden. Det er ret krævende at agere fortolker på den måde og udelukker alle andre end fagfolk og seriøst interesserede fra at fatte særligt meget. Dertil bærer meget af teksten uheldigt præg af at være transskriberede optagelser. Korrekte prædikater og brug af opklarende subjekter savnes væsentlige steder i sætningerne, og der opstår af og til kaskader af indskud, hvilket jævnligt forekommer i daglig tale, men er meningsforstyrrende på papiret. Irriterende stavefejl optræder ligeledes igennem hele teksten; et par af de mere pinlige gengangere er ”enticement”, hvor der nok menes incitament, og ”Dawkings”, hvor der naturligvis henvises til den britiske biolog Richard Dawkins.

Der er fragmenter af virkeligt interessante indsigter nedlejret i bogen. Desværre får de forskellige diskussioners spredte karakter dem til at fremstå mere som afskriften af en særlig stammes forunderlige og forunderligt indforståede mytesnak. Vil man virkeligt i dybden med Kaffebord 2009-2010 kræves derfor en antropologs tålmodige tilgang til afkodningen af samtidskunstkulturens ritualer og selvfølgeligheder.

 

At være til stede eller ej

Tre år efter gennembruddet på en lille musikfestival i hjertet af London forsøgte Siouxsie and the Banshees at indfange magien ved at optage The Lord’s Prayer på lp. Indspilningen falder fladt til jorden, da værket som en lang, improviseret ”stream of consciousness” er så tæt forbundet til en performativ situation, at det ikke giver mening uden for en liveopførelse. Det maniske og fortryllede oplevelsesrum, der har været ved en af gruppens tidlige optrædener, kan ikke rekonstrueres gennem en klinisk genindspilning.

Jeg ville frygteligt gerne have været til stede på det tidspunkt, til dén historiske koncert. Måske kan jeg sanse lidt af, hvad det gik ud på ved at høre pladen, men optagelsen står ærligt talt som et dårligt relikt af en kunstnerisk situation, der burde være forblevet et minde.

På samme måde med paneldiskussioner, der af natur er både småkaotiske og svært kontrollerbare. Som begivenheder finder de sted i et særligt performativt rum, hvor tilstedeværelse og oplevelse danner rammen for, hvordan der skabes mening. Mimik, gestik, intonation, pauser, langtrukne suk, spontan latter og betydningsfulde blikretninger forsvinder ved blot at overføre det, der blev sagt, til tekst. Normal udveksling mellem mennesker sker i et intersubjektivt felt, der er svært at oversætte eller viderefortælle. Af samme årsag er succesfulde interviewbøger altid kraftigt efterredigerede og består i øvrigt aldrig af fem-seks personer, der taler på én gang om hver deres emne.

Det er derfor svært at se, hvem der er tænkt som publikum til Kaffebord 2009-2010.

Flere af diskussionerne ser ellers ud til at have været rigtig gode begivenheder, jeg gerne ville kunne påstå at have været med til, for Den Frie Udstillingsbygnings generelle program og aktiviteter er normalt af en virkeligt høj karakter. Det er denne bog ikke.

Publikationen er også tilgængelig ved at klikke hér