Brud og balance

Af Martin Søberg, mag.art., ph.d.-stipendiat

Den amerikanske kunstner Michael Singers (f. 1945) produktion spænder usædvanligt bredt fra skulptur og collage til landskabsarkitektur og design af byrum, men med et gennemgående fokus på naturen som udgangspunkt for betydningsdannelse og kropsligt engagement.The Re-Enchantment of Nature and Urban Space: Michael Singer Projects in Art, Design and Environmental Regeneration er en klassisk monografisk publikation skrevet af Else Marie Bukdahl. Den ledsagede udstillingen Genfortryllelse af byrummet og naturen – værker af Michael Singer, der blev vist på Utzon Center i Aalborg i 2011 og efterfølgende i en bearbejdet version på Dansk Arkitektur Center i København. Ud over Bukdahls tekster indeholder bogen en række projektbeskrivelser leveret af Michael Singer Studio foruden et essay af Øystein Hjort om Singers skulpturer fra 1970erne og frem til 1986, hvor Singer påbegyndte sine første transdisciplinære opgaver.

Først får vi serveret fire tematisk anlagte kapitler, der sætter Singers værk i kontekst i forhold til samtidige kunstretninger og behandler Singers interesse for naturen og spørgsmål om kunsten som proces og ritual samt om forholdet mellem kunst, natur, byrum og humanitet. Herefter følger tre kapitler, der hver koncentrerer sig om en værkkategori, henholdsvis de såkaldte skulpturhaver, projekter, som angår infrastruktur, og endeligt et kapitel om arkitektur, urbane landskaber og planlægning.

Bukdahls tilgang er formidlende og overbliksskabende, idet hun hovedsageligt trækker på eksisterende tolkninger af Singers værk og i mindre grad præsenterer nye læsninger af de enkelte værker eller værkgrupper. Især kontekstualiseringerne er dog relevante og peger blandt andet på grundlaget for Singers poetik i Minimal Art og Land Art. Bukdahl leverer en kort men præcis introduktion til disse kunstretninger og deres udvikling i USA gennem 1960erne og -70erne. En udvikling, der ikke mindst fik betydning for opfattelsen af skulpturen som kategori i kraft af et øget fokus på den beskuendes blik og bevægelse som konstituerende for værket.

Singers skulpturer, eksempelvis værkerne Lily Pond Ritual Series. 7/75, 1975, og First Gate Ritual Series. 5./76, 1976, er opbygget af naturmaterialer som grene og bambusstænger og installeret direkte i landskabet. Værkernes lagdelinger og indramninger danner rytmiske forløb, sommetider med reference til geologiske forhold eller til forhistoriske eller oprindelige folks symbolsk ladede konstruktioner. Begrebet kontekst er netop centralt for afkodningen af Singers skulpturer og skulpturhaver, hvor integrationen af rum og objekt er altafgørende. Interessen for det stedsspecifikke løber imidlertid igennem hele oeuvret, fra de skulpturelle værker i 1970erne, installationer i landskaber til udsmykningsarbejder fra midten af 1980erne og blandinger af skulptur og havekunst til de egentlige arkitektoniske arbejder i 1990erne og det 21. århundredes første årti. Øystein Hjort behandler temaet specifikt i forhold til skulpturerne i essayet ”The Nature of Sculpture: On Michael Singer’s Sculptures from the 70s to 1986,” idet vi forstår, at der ligger en sensibilitet over for kropslig sansning indlejret i Singers værk, en fænomenologisk fornemmelse for brud og balance.

Bukdahl ser helt rigtigt også en forbindelse mellem skulpturhaverne og en engelsk-romantisk havetradition, der vægter et tilsyneladende naturligt udtryk. Dog må Singers værk også forstås i forlængelse af en særlig amerikansk naturforståelse, som eksempelvis den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright (1967-1959) gjorde sig til fortaler for, præget af mistro over for det urbane og en afstandstagen til en (europæisk) akademisk og klassicerende kunstnerisk tradition. Også i Walt Whitmans (1819-1892) lyrik ses denne tendens. Hos Singer bliver fjerne eller fortidige kulturer som den præcolumbianske, japanske eller kinesiske i stedet til passende forbilleder. Nok er Singer kritisk over for en industrialiseret, moderne urbanitet i kraft af sin romantiske dyrkelse af naturen som harmonisk korrektiv, men uden samme brod som samtidige, mere konceptuelt orienterede kunstnere som eksempelvis Hans Haacke (f. 1936). Snarere ligger Singers kunst i forlængelse af en amerikansk formalisme; den er nok socialt engageret, men i mindre grad polemisk og ideologi- og institutionskritisk.

I sit forord skriver Bukdahl, at hun har været i tæt og frugtbar korrespondance med Singer under bogens tilblivelse. For tæt, lader det til. Bogen indeholder som nævnt et kapitel bestående af en række projektbeskrivelser skrevet af Michael Singer Studio. Dette fører til en vis forvirring, hvad angår tekstens afsender, for disse beskrivelser og Bukdahls tekster indgår i et samlet noteapparat, mens noterne til Hjorts essay er holdt adskilt. Når dette er vigtigt at påpege, og ikke blot en pedantisk observation, skyldes det, at analysen samlet set har vanskeligt ved at skille sig fra sit objekt. Det er ganske enkelt i flere tilfælde uklart, hvor budskabet kommer fra. Som når Singers arbejde beskrives i rosende vendinger i hans egen virksomheds tekst, men citeret af Bukdahl,

For his large-scale urban project the West Palm Beach Waterfront Commons (2004-2010), Singer has innovatively tackled the special interests of politicians, the diverse needs and desires of a community, the realities of public funding and approvals, as well as local business interests.
(Michael Singer Studio citeret i Bukdahl, 2011, p. 74)

Især i de sidste afsnit af Bukdahls tekst trækker hun kraftigt på citerede tekster af op til en halv sides længde, flere af disse forfattet af Michael Singer Studio. Her kunne en grafisk markering af citaterne, så de i højere grad adskilte sig fra brødteksten, have været nyttig.

Mens de skulpturelle arbejder fint sættes ind i tematiske og historiske rammer, savner jeg et tilsvarende greb om de nyere arkitektoniske arbejder, hvilket ellers ville have styrket den samlede præsentation. Det er en skam, for Singers værker har en umiddelbar fascinationskraft, og de nyere værker repræsenterer glimrende en tendens blandt nutidige kunstnere til at bevæge sig hen over traditionelle værkkategorier fra kunst imod design og arkitektur, en tendens som også ses i eksempelvis Vito Acconcis (f. 1940) og Olafur Eliassons (f. 1967) praksisser. Især hvad angår de landskabsarkitektoniske projekter kommer Bukdahls tekst ikke væsentligt mere i dybden end Singer Studios egne projektbeskrivelser. Eksempelvis kunne projekter som omdannelsen af havnefronten i West Palm Beach, Florida, fra hovedvej til rekreativt anlæg med fordel have været sammenlignet med lignende, samtidige projekter, som i Chicago og Toronto.

At præsentere læseren for helt indgående fortolkninger og udredninger af sammenhænge er nok heller ikke bogens virkelige ærinde. Set i det lys er The Re-Enchantment of Nature and Urban Space: Michael Singer Projects in Art, Design and Environmental Regeneration en god introduktion til en kunstner, som gennem forskelligartede projekter har formået at kaste nye facetter af et oldgammelt tema: naturens og menneskets indbyrdes relation.