Af Kasper Lægring, mag.art. i kunsthistorie, ph.d.-stipendiat i arkitektur
Den nye bølge i dansk arkitektur præsenteres som et stykke samtidshistorie om de sidste tolv års danske arkitektur, men er ikke et arkitekturteoretisk værk. Udgivelsen er en formidlings- og debatbog og skal naturligvis tilgås som sådan. Men den bombastiske titel er et markant udsagn om dansk arkitektur i nutiden, og da bogen vil blive en uomgængelig fremtidig reference, er dens budskab værd at analysere og udlægge. Dertil kommer, at bogen fremsætter teorien om en forbindelse mellem pragmatismen som filosofisk strømning og den hollandske skole inden for arkitekturen.
Antologien er redigeret af Kristoffer Lindhardt Weiss og Kjeld Vindum og lider noget under, at dens indhold oprindeligt har været bragt i to numre af tidsskriftet Arkitektur DK. Bogens trestrengede form består af interviews, essays og præsentationer af de centrale tegnestuer, hvoraf denne anmeldelse primært behandler bogens essays. Værket lader i høj grad til at være Weiss’ hjertebarn – mere end Vindums – for sidstnævnte optræder kun i ét af dets bidrag, og Weiss har da også selv været partner i en af bogens cases, tegnestuen EFFEKT.
Bogens ærinde er sikkert velkendt fra anden omtale og skal ikke trækkes i langdrag her. Kort fortalt er dens anliggende at gøre status over den gruppe af unge danske arkitekter og tegnestuer, som både forbindes generationsmæssigt, inspirationsmæssigt – idet en del af dem har stået i lære hos Office for Metropolitan Architecture/Rem Koolhaas – samt af en forkærlighed for forkortelser eller begrebslige navne (ADEPT, BIG, COBE, EFFEKT, JAJA, JDS, Kollision, NORD, PLOT, POLYFORM, TRANSFORM, SLETH og WE).
Generationsportrættet
Den ny bølge er et generationsportræt, ikke en oversigt over danske arkitekters bedrifter i 2000erne. Generationsportrættet har imidlertid nogle implikationer, som man skal til den historiografiske litteratur for at finde drøftet. I en nylig bog om arkitekturfænomenologiens historie, Architecture’s Historical Turn, skriver Jorge Otero-Pailos, at arkitekturhistoriografien traditionelt har fokuseret på enten ”individuals or self-identified groups”. Som eksempler på sidstnævnte opremser han CIAM, GATEPAC, Team X og Archigram og skriver advarende: ”In such cases, the historiographical operation of selection follows the contours of the architects’ self-selection” (p. 2). Historikeren vil ofte i sådanne tilfælde fremlæse en homogenitet i den pågældende gruppes intellektuelle projekt, og samtidige ideer, som ikke harmonerer med gruppens formulerede program, vil blive skubbet i baggrunden. Endvidere reflekterer Otero-Pailos over generationen som historiografisk markør, og han introducerer Ortega y Gassets vægtning af det ”interindividuelle” perspektiv samt den spanske kritikers betoning af mulige konflikter mellem generationer som den drivende kraft i historiografisk praksis:
[…] Ortega y Gasset thought that historians needed to look closer at the struggles between generations. Without a grounding in this generational struggle, macrohistorical changes would appear to happen magically, as if propelled by an impersonal will or spirit.
(Otero-Pailos, 2010, p. 5)
Den ny bølge i dansk arkitektur er desværre præget af netop den historiografiske naivitet, som Otero-Pailos problematiserer. Udvælgelsen af generationen som filter er en bestemt gangbar, men ureflekteret, præmis, som ydermere gøres til bærer af en enhedslig praksis; nemlig den såkaldte arkitektoniske pragmatisme.
Den generationskonflikt, som Ortega y Gasset vægter, er ganske vist opridset i Den ny bølge, men den ældre generation af danske arkitekter forbliver en navnløs masse af funktionalister og humanister. Det er betegnende, at kritikerne af den ny bølge næsten aldrig selv kommer til orde, men i stedet behandles en bloc af de indforskrevne kulturanalytikere, der agerer stedfortrædere (p. 312). Derfor indtræffer den potentielt frugtbare polemik ikke, og vi præsenteres i stedet for en art intellektuel skyggeboksning. Kristoffer Lindhardt Weiss søger eksempelvis at afparere disse afsenderløse kritikker ved at ironisere over den nye bølge som et særligt maskulint fællesskab (blandt andet fremhæves Carsten Thaus betegnelse for den nye bølges arkitekter som ”a band of brothers”).
En ny pragmatisme?
Bogens teoretiske målsætning er at bygge bro mellem på den ene side den danske, hollandsk inspirerede nybølgearkitektur og den amerikanske filosofiske pragmatisme (Peirce, Dewey) og nypragmatisme (Rorty). Denne ambition udfoldes i Weiss’ to essays, som henholdsvis indleder og afslutter antologien. Inspirationen til dette åndelige ægteskab mellem amerikansk filosofitradition og europæisk arkitekturpraksis kommer fra antologien The Pragmatist Imagination: Thinking About ”Things in the Making”, som udkom i 2000 under redaktion af Joan Ockman, og som var en udløber af først en konference og så en workshop afholdt samme år i New York. Ockman, med hvem jeg selv har haft lejlighed til at drøfte pragmatismespørgsmålet, omgås teori og metode med en forbilledlig omhu, og hendes bogs metodiske horisont er velafklaret. Frem for alt er bogen tilrettelagt med vægt på at sætte en amerikansk filosofi i dialog med en amerikansk arkitekturpraksis, og derfor er bogens bidragydere med få undtagelser alle amerikanske akademikere. Anmeldelsen af konferencen i The New York Times afspejler også dette fokus, og selv Rem Koolhaas, som deltog i drøftelserne, betragtede pragmatismens indtog i arkitekturen som en art amerikansk kulturimperialisme:
Rem Koolhaas […] suggested that the shunning of European theory and the embrace of homegrown American philosophy is an imperialist gambit, a way for Americans to assert themselves in the world.
(Boxer, 2000, upag.)
Skal et sådant værk sættes intellektuelt i forbindelse med europæisk arkitekturpraksis, kræver det derfor en tilsvarende metodisk nøjagtighed. Desværre er den omhu fraværende i Den ny bølge, hvor det temporale sammenfald af konferencen i 2000 og startskuddet på den unge vilde arkitektur står alene som spinkel præmis. Weiss nævner godt nok, at pragmatismen blev konciperet som en udpræget amerikansk strømning (p. 49), men alligevel er den selvfølgelige kobling mellem europæisk arkitektur og amerikansk filosofi en forudsat præmis igennem hans essays og interviews.
Ockmans position er ideologikritisk, og hvor diskussioner om arkitekturens betydning for det offentlige rums socialitet fylder meget i The Pragmatist Imagination, er disse aspekter nærmest fraværende i Den ny bølge.
Nævnes bør også den mere heterogene, men sammenlignelige bog The New Architectural Pragmatism (Saunders, 2007, baseret på artikler i Harvard Design Magazine), som i skarp modsætning til Den ny bølge i dansk arkitektur rummer bidrag, som samlet set belyser fænomenet pragmatisme hele vejen rundt. Således er blandt andre socialhistoriske og fænomenologiske positioner velrepræsenterede i bogen.
Fortrængt postmodernisme
I Den ny bølge i dansk arkitektur er den arkitektoniske pragmatisme hverken funktionalismens arvtager eller en forlængelse af postmodernismen. I betragtning af, at den filosofiske pragmatisme er en art rationalisme, som deler fællestræk med den ideologiske ballast for den tidlige, radikalt utopiske Bauhaus-modernisme, forekommer det besynderligt, at bogens redaktion ikke mere tydeligt har afklaret pragmatismens genealogi.
Dan Stubbergaard fra COBE citeres for, at ”dekonstruktivisterne og postmodernismen er meget langt fra, hvad vi laver” (p. 380). I solidaritet med Stubbergaard reducerer Weiss disse to store strømninger til ”spekulativ teori”, selvom mange grene af postmodernismen var folkelige, til tider populistiske og ofte anti-teoretiske. Weiss’ forsøg på at klippe nybølgearkitekturens navlestreng til postmodernismen over bliver imidlertid ikke understøttet af hverken Kjeld Vindums eller Carsten Thaus bidrag til bogen, tværtimod, og bogens parallelisering af nybølgetegnestuerne og Tegnestuen Vandkunsten, som forenede pragmatik og æstetisk merværdi, modsiger også, at postmodernismen skulle være irrelevant for en forståelse af nybølgen.
Helt rammende skriver Vindum det ubestridelige, at der er mange postmoderne elementer i nybølgens portefølje og i dens kommunikative effektivitet, og Thau redegør detaljeret for nybølgens og den hollandske skoles ubestridelige rødder i popkunsten og postmodernismen. ”[Æ]stetikken overgriber pragmatikken”, pointerer Vindum (p. 364; se også p. 374). At kontrasten mellem de to redaktørers tolkninger af nybølgearkitekturen kan blive så udtalt tyder på, at en begrænsende fejllæsning af Koolhaas og den hollandske skole er gennemgående i Weiss’ essays.
Hvad er Bjarke Ingels’ brug af et fotografisk billede som skærm på VM Bjerget eller PLOT’s forslag fra 2004 til en bogstav-mimetisk bebyggelse i Vejle andet end postmodernistiske strategier? Og eksempelvis hjemliggørelsen i NORD arkitekters gavllandskab (Sundhedscenter for Kræftramte) trækker ligeledes tråde tilbage til 1980ernes danske arkitektur – eller til O.M. Ungers. Reinhold Martin hævder i en nylig bog, at postmodernismen er et spøgelse, der hjemsøger samtidsarkitekturen. At postmodernismen har denne status af blind passager, synes Den ny bølge i dansk arkitektur at bekræfte – på trods af Weiss’ forsøg på intellektuel eksorcisme.
Man må derfor spørge, hvorfor en arkitektonisk pragmatisme – opfattet som en fordomsfri, kalejdoskopisk og løsningsorienteret modus – ikke også skulle kunne indbefatte postmodernistiske strategier.
Fra naiv funktionalisme til naiv pragmatisme?
I sin bog Teorie e storia dell’architettura, der udkom i revolutionsåret 1968, konciperede den italienske arkitekturteoretiker Manfredo Tafuri begrebet ”operativ kritik” om den kritiker, som både skriver om og parallelt tager aktivt del i en bestemt arkitekturpraksis. Sigfried Giedion var med sin involvering i CIAM (Congrès International d’Architecture Moderne) og sin rolle som modernismens samtidshistoriker Tafuris kardinaleksempel på denne figur, som Tafuri også så genspejlet i sin landsmand, Bruno Zevis, skrivende praksis (Tafuri, 1980). Med Andrew Leachs ord opererer disse figurer
under the guise of historians while using the historian’s media to extend their architectural practice. Like the architects proper of the Modern Movement, they anticipate utopia and actively pursue it into the future.
(Leach, 2007, p. 16)
Den historiografiske praksis er hovedsagelig analytisk og fortidsorienteret, mens arkitektens virke er projektivt og fremtidsrettet, og den ”operative kritiker” blander disse roller.
Med Den ny bølge i dansk arkitektur træder Kristoffer Lindhardt Weiss netop ind i rollen som ”operativ kritiker” qua sin dobbeltrolle som både udøvende og skrivende deltager i bølgen, og på mange måder udgør antologiens teoretiske ekkorum en parallel til den tidlige teoretisering af modernismen, som var præget af den såkaldte naive funktionalisme. Den historiografiske praksis er stadig i disse år i færd med at rydde fordomme væk og at revidere den meget dogmatiske funktionalisme- og modernismedefinition, som især Philip Johnson og Henry-Russell Hitchcock var ophavsmænd til med deres International Style-udstilling og -katalog på Museum of Modern Art i 1932. Derfor må man undres over, at Den ny bølge står som skaber af en art naiv pragmatisme, hvor en række nedarvede fordomme om modernismen opblandes med nye, simplificerende udsagn om samtidsarkitekturen.
Forestillingen om, at de fremsynede arkitekter ”blot” ingeniøragtigt løser de foreliggende komplekse, tværfaglige problemer, går igen både i 1932 og i 2012, og atter anvendes en avantgarderetorik til at positionere sig selv som et nyt paradigme i arkitekturens udvikling (p. 21). Nybølgearkitekterne skildres som handlende til forskel fra de foregående generationer af talende arkitekter, og flere steder i bogen er der derfor tilløb til en parafrase over det kendte citat fra Karl Marx’ 11. Feuerbach-tese (”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den”). ”Pragmatikken er handlingsorienteret”, skriver Weiss og italesætter dermed andre arkitekturpraksisser som nølende og ubeslutsomme (p. 17).
”Den nye tænkning lagde op til en kritisk revision af den sproglige praksis, der udfoldes i faget”, skriver Kristoffer Lindhardt Weiss om nypragmatismen (p. 378), men en sådan sprogligt-logisk lutring genfindes ikke i bogen, hvor Weiss dyrker en sproglig ubestemthed, som gør den nye bølge elastisk. Den er både bæredygtig, socialt ansvarlig, pragmatisk, legende, uformel, businesslike, selv-iscenesættende, utopisk og avantgardistisk (”Utopiske tanker forankret i og skabt af virkelige behov her og nu, ikke universelle principper”, p. 17). Et udsagn som: ”Denne nye generations arkitekter er mere optaget af at reducere i den kompleksitet, som virkeligheden præsenterer, for at sige noget klart og præcist gennem arkitektonisk form” (p. 384) smager af en formalisme, som kolliderer med andre af nybølgens adelsmærker. Dermed er bogens samlede udsagn så bristefærdigt selvmodsigende, at den faktisk kommer til at bekræfte en postmoderne tilstand af ”lige gyldighed” (jf. Flemming Skudes legende titel til udstillingen af samme navn på Gl. Dok 1988 Alt er lige|gyldigt: Portræt af postmodernismen i Danmark 1977-1988).
Og nu vi er ved Marx, så fornemmer man en dialektisk modus i bogen. De mange kulturanalytiske bidrag danner tilsammen et modsigelsesfrit univers, hvor den nye bølge i sin ekstreme pluralisme er i stand til at bearbejde enhver kulturel impuls og at parere enhver kritik ved at indoptage selvsamme kritik i sin kreative proces. Bølgen skildres som en dialektik, som altid får omformet og opløftet modstridende udsagn til en syntese. Kun i Rasmus Bech Hansens bidrag antydes det, at nybølgen ikke er et historisk punktum, men at begivenheder uden for kongeriget viser andre udviklingsmønstre i retning af det minimalistiske og nedtonede. Dertil kommer Thaus hvasse, men præcise kritik af aspekter af nybølgearkitekturen, som er en velgørende forstyrrelse af bogens dialektik.
Ideologi er noget bras
Hvordan man end vender og drejer det, er bogen i høj grad anlagt som et diskursivt greb, som – i lighed med de mange ”mytologiske” grundlæggelses- og avantgardeskrifter – skal etablere den ny bølge som det fundamentale narrativ, hvorigennem dansk samtidsarkitektur udlægges.
Når Kristoffer Lindhardt Weiss indledningsvis skriver, at nybølgen er historien om ”et fadermord uden fader, begået af en søn, der aldrig har været tabt”, må man undres. Bogen optegner på den ene side en reel metodisk konflikt mellem de gamle arkitekter og de unge vilde, og på den anden side søger den ofte at ophæve mulige (ideologiske) konflikter ved at formulere nybølgen som en dynamisk syntese af gammelt og nyt tankegods.
At nypragmatismen som overgribende fortolkningsmodel er utilstrækkelig, netop fordi den ikke er sensitiv over for nybølgearkitekturens blandede ophav, bliver kun tydeligere, når enkelte af de pragmatiske projekter samtidig viser sig at have ideologisk prægnans. PLOT’s uopfordrede bud på en karré med billige boliger på Kløvermarken udlægges nemlig i bogen som en genkomst af en aktivisme (”Vi skal langt tilbage for at finde arkitekter, der så markant blander sig i en politisk debat via deres projekter”, p. 45. I øvrigt er 15.000 modstandere af projektet i den engelske oversættelse uheldigvis blevet gjort til tilhængere). I stedet for ”pragmatisk” rammer ”antiprogrammatisk” mere de modi operandi, som er på færde i nybølgen.
Med Tafuris begrebsverden in mente er Den ny bølge i dansk arkitektur noget så usædvanligt som et retrospektivt programskrift. Ved ensidigt at fokusere på at få en amerikansk filosofisk tradition til at gå op med nyere dansk arkitektur, gør Weiss sig blind for det faktum, at de seneste ti års danske arkitektur både står i gæld til den hollandske skole og samtidig indoptager mange andre praksisser fra det 20. århundredes arkitektur(er).
Weiss’ angst for at perspektivere nybølgearkitekturen historisk betyder, at bogen bliver et monument over forspildte muligheder (hvis potentiale dog fornemmes i Thaus og Vindums bidrag). Hvor er eksempelvis den analyse, som drager en oplagt parallel mellem ikke kun Bjarke Ingels og Rem Koolhaas, men også mellem Ingels og Le Corbusier og den schweiziske arkitekts promenade architecturale? Og hvorfor fremstår nybølgen fuldstændigt idéhistorisk isoleret fra andre af 00ernes store strømninger, såsom landscape urbanism?
Det kunne ligeledes have været interessant, dersom bogen havde fokuseret på det spændingsfelt, som består mellem på den ene side den reminiscens af 1960ernes strukturalisme og systemteoretiske tænkning, som kommer til udtryk i tegnestuernes usentimentale og subjektløse navne og i nogle af deres praksisser, og på den anden side den romantiske kunstnerdyrkelse, som lever videre i arkitekternes sofistikerede kulturelle selviscenesættelse.
På bogens sidste sider nævnes Michel Foucault, men hans analytiske potentiale aktiveres aldrig. Med erklæret inspiration fra Foucaults begreb om frihed som en praksis, ikke en iboende kvalitet, skriver Kim Dovey og Scott Dickson følgende om den emancipatoriske stræben i Rem Koolhaas’ arkitektur:
What is missing, however, is an understanding of freedom as a form of practice: something people do rather than consume. Koolhaas does indeed challenge the primary genotypes of sociospatial reproduction, yet at the same time he generates illusions of an architecture that has been freed from spatial ideology. And these illusions can be a cover for new practices of power or for more of the same.
(Dovey og Dickson, 2002, p. 13)
Hvor Den ny bølge i dansk arkitektur på udmærket vis får indkredset nybølgetegnestuernes kommunikative virkemidler, kommer bogen kun glimtvis tæt på en egentlig analyse af arkitekturen. Den udfordring må tages op af fremtidige udgivelser.
Den ny bølge i dansk arkitektur / The New Wave in Danish Architecture indeholder følgende bidrag:
Kristoffer Lindhardt Weiss, ”Den pragmatiske vending i 00’ernes danske arkitektur” (essay)
”PLOT – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/PLOT – Presentation and Selected Works”
”Bjarke Ingels – Pragmatiske utopier/Pragmatic Utopias” (interview)
”BIG – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/BIG – Presentation and Selected Works”
”Kent Martinussen – Neue Sachlichkeit” (interview)
”Julien De Smedt – Attitude” (interview)
”JDS – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/ JDS – Presentation and Selected Works”
”Shohei Shigematsu – New Danish School” (interview)
”Winy Maas – Copy Paste… but better” (interview)
”Dan Stubbergaard – Insanely Pragmatic” (interview)
Boris Brorman Jensen, ”Optakten til gennembruddet/The Prelude to the Breakthrough” (essay)
”COBE – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/COBE – Presentation and Selected Works”
”ADEPT – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/ADEPT – Presentation and Selected Works”
Kristoffer Lindhardt Weiss, ”Utopia Station – Dansk velfærdisme i Venedig Biennalen og World Expo” (essay)
”Jens Thomas Arnfred – More Punk, Please” (interview)
”EFFEKT – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/EFFEKT – Presentation and Selected Works”
”Carsten Thau – Arkitekturen der åbner verden/Architecture that Opens the World” (interview)
Kristoffer Lindhardt Weiss, ”NORD Architects – Building Content”
”NORD – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/NORD – Presentation and Selected Works”
”Jens Kvorning – Toward Complexity” (interview)
Tom Nielsen og Kristoffer Lindhardt Weiss, ”Velfærdsurbanisme/Welfare Urbanism”
”TRANSFORM – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/TRANSFORM – Presentation and Selected Works”
”Linda Tischler – Mere værdi/More Value” (interview)
Svante Lindeburg, ”The BIG Bang” (essay)
Rasmus Bech Hansen, ”The Megaphone Generation” (essay)
”Karsten Ifversen – Form Follows Concept” (interview)
”Torben Weirup – Building Stories” (interview)
”Kollision – præsentation af tegnestuen og dens arbejder/Kollision – Presentation and Selected Works”
”POLYFORM, WE, SLETH, JAJA – præsentation af tegnestuerne og deres arbejder/ Presentation and Selected Works”
Kristoffer Lindhardt Weiss og Kjeld Vindum, ”En samtale om den nye bølges arkitektur/A Conversation about the Architecture of the New Wave”
Kristoffer Lindhardt Weiss, ”Efter teorikrigene?/After the Theory Wars?” (essay)
Litteratur
Boxer, Sarah, ”The New Face of Architecture”, New York Times (25. november 2000). http://www.nytimes.com/2000/11/25/arts/the-new-face-of-architecture.html?pagewanted=all&src=pm
Dovey, Kim og Scott Dickson, ”Architecture and Freedom? Programmatic Innovation in the Work of Koolhaas/OMA”, in Journal of Architectural Education, nr. 4, 2002.
Leach, Andrew, ”Critical Operativity,” in Jane Rendell, Jonathan Hill, Murray Fraser og Mark Dorrian (red.), Critical Architecture (London og New York: Routledge, 2007)
Martin, Reinhold, Utopia’s Ghost: Architecture and Postmodernism, Again (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2010)
Ockman, Joan (red.), The Pragmatist Imagination: Thinking about Things in the Making (Princeton: Princeton Architectural Press, 2000)
Otero-Pailos, Jorge, Architecture’s Historical Turn: Phenomenology and the Rise of the Postmodern (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2010)
Saunders, William S. (red.), The New Architectural Pragmatism: A Harvard Design Reader (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2007)
Tafuri, Manfredo, Theories and History of Architecture (London: Granada, 1980)