Af Charlotte Christensen, mag.art.

Et nyt projekt i dansk kunsthistorie

Ny Carlsbergfondet har søsat et højst velkomment projekt, Kilder til dansk kunsthistorie, hvoraf den første bogudgivelse nu foreligger med Sine Krogh og Birgitte Finks Breve fra London. Elisabeth Jerichau Baumann og den victorianske kunstverden, Strandberg Publishing i samarbejde med Ny Carlsbergfondet.

Fondets direktør, Karsten Ohrt, giver i ”Indledningen” et ganske kort signalement af kildekritikkens skæbne i Danmark fra Aarhus Universitet i 1970’erne, hvor ”det teoretiske havde overhånd” til Københavns Universitet i slutningen af samme tiår, hvor tekstlæsning af kilderne igen betød noget. Nu er det meningen, at en faglig planlægningsgruppe skal vægte, hvor behovet er størst og mest akut, og hvor der kan findes ”de mest skelsættende kunsthistoriske indsigter.” Valget er altså til en begyndelse faldet på den polskfødte (i det russiske kongedømme Polen), danskgifte og internationale malerinde (for at anvende hendes samtids sprogbrug) Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881). Fra hendes hånd foreligger et stort biografisk materiale, både i form af publicerede erindringer og manuskripter, breve og fotografier i offentlige samlinger. Det er således kun en lille del af hendes karriere, der dokumenteres i den nuværende udgivelse, om end den kan stå eksemplarisk for hendes kamp for at erobre prestige i den internationale kunstverden. Om hendes billedkunst handler værket, og brevene, i langt mindre grad end om hendes determinerede, til det desperate grænsende, forsøg på at finde fodfæste i en kynisk og snobbet millionby.

Selve den biografiske del af bogen indledes med en kort redegørelse for Elisabeth Jerichau Baumanns liv og kunstneriske uddannelse, ”Fra Düsseldorf til Danmark”, signeret af begge bogens forfattere. Herved springes malerindens tidligste år i Warszawa over, fra 1819 til 1838, hvilket er beklageligt, da man gerne ville vide, hvilke kunstnerkredse, hun kan have taget ved lære af i Polen, før hun kom til det af den danske kunstverden generelt så foragtede Düsseldorf. En analyse af, hvorledes studieårene der indvirkede på hendes stilistiske udvikling og hendes valg af sujetter, bliver vi heller ikke delagtige i. Man havde gerne, i en så betydningsfuld publikation som den foreliggende, haft en dybtgående analyse af Elisabeth Jerichau Baumanns malemåde, set i forhold til den europæiske samtidskunst og til den danske maleritradition, der ikke var så homogen, som den oftest fremstilles.

Det glemmes ofte, når man refererer konkurrencen imellem de nationale, blonde malere og de brunette europæere, at nogle af de malere, der havde størst fremgang med deres nationale billeder, Jørgen Sonne og C.A. Schleisner eksempelvis, i bund og grund kunne regnes som tilhørende München-skolen. Der ligger stadig et stort udredningsarbejde forude, når det gælder de stilistiske kilder til 1850’ernes kunst i Danmark. Elisabeth Jerichau Baumann søgte at nærme sig det danske kunstnermiljø igennem valget af sujetter for sine genrebilleder og ved at portrættere berømte mænd og medlemmer af kongehuset. En tilnærmelse til hvad man kunne kalde Eckersberg-skolen forsøgte hun ikke – ligesom hendes ægtemand Jens Adolf Jerichau positionerede sig som en modpol til H.W. Bissen og traditionen fra Thorvaldsen. Forfatterne kunne dog også have nævnt, at hendes aparte personlighed, også af hendes selv betegnet med adjektivet ”vild”, talte imod Elisabeth Jerichau Baumann i de småborgerlige kredse i København. Selv taler hun i flere breve om den frihed, hun føler i London, på afstand af den danske ”bornerede smaaligtænkende Kunstnerstand”.

Den victorianske kunstverden

Bogens tredje del, ”Madame Jerichau i London”, af Sine Krogh koncentrerer sig i det væsentlige om en redegørelse for de mange kampagner, 13 i alt, kunstneren ene kvinde stod for, stormløb mod hoffet, mod rigmænd og velhavende kvinder, mod galleriejere og mod kunstens elite. Fra den første rejse, i 1852, findes ingen breve, men vi ved, fra dronningen selv, at fru Jerichau gjorde et skrækkelig dårligt indtryk på dronning Victoria. Det var malerindens sædvane at anmode fremtrædende personligheder om tilladelse til at male dem, således at hun havde billeder til de store udstillinger, som var garanteret omtale i dagblade og kunsttidsskrifter. Således medførte hun på sin første rejse til London nogle affable og psykologisk overfladiske portrætter af H.C. Andersen og enkedronning Caroline Amalie, og hun havde måske gjort sig forhåbninger om at kunne overtale den engelske dronning til at lade sig afbilde af hende. Hvordan det end forholdt sig, dronningen fandt hende meget ubehagelig, hvilket hun gav udtryk for i et brev til sin datter, Victoria: ”… we are rather horrified at your recommendation of Mme Jerrichau – as she plagued us well, on 2 previous occasions.” Da kunstneren havde medbragt introduktionsskrivelser fra den danske enkedronning, følte Victoria, vel sekunderet af prins Albert, at hun måtte købe et maleri af Jerichau Baumann, en fremstilling af en islandsk pige, som stadig findes i Royal Collection. Men det lykkedes dog senere at opnå kronprinsesse Alexandras protektion, selvom det blev nogle kedsommelige portrætter, der kom ud af den forbindelse.

Ved læsningen af Sine Kroghs beretning om Madame Jerichaus ”Promovering, strategi og netværk”, som en kapiteloverskrift lyder, kan man næsten mærke en afstandtagen fra bogens hovedperson med hendes ”strategiske tankegang”, når Krogh adskillige gange anvender det ikke behagelige adjektiv ”entreprenant” om hendes ”forretningsorienterede måde at navigere på” og ”kreativitet, hvad angik eksponering og købmandsskab”. Når vi kommer til de publicerede breve, er hovedindholdet vitterligt en redegørelse for salgsteknik, maleripriser, behovet for at antichambrere hos dem, der har magten i kunstverdenen og alle mulige krumspring for at få de rigtige billeder vist for de rigtige kendere. Men man savner i denne fremstilling en perspektivering af den kunstverden, Elisabeth Jerichau Baumann opererer i. Det gamle mæcenatssystem eksisterede i bedste velgående, med monarkerne som højeste instans, ved siden af kunsthandelens nye promovering af udvalgte, salgbare kunstnere og salonernes præsentationer af det ufarlige, det kulørte, det underholdende og det eksotiske.

Ved et tilfælde har vi bevaret en enkelt malers udførlige redegørelser for forsøget på at bringe sig selv i forbindelse med købere, kritikere og kongelige – men adskiller hendes bestræbelser sig fundamentalt fra de manipulationer, der bragte Jens Juel til tops som hofmaler, eller blomstermaler J.L. Jensen frem til magtpositioner inden for Kunstakademiet og Kunstforeningen? Eller må man ikke snarere forestille sig, at samme navigation lå til grund for Anton Melbyes opstigning til fyrsternes darling blandt marinemalerne? Og hvis man læser forfatteres breve til deres forlæggere vil man også tænke, at de dog kun har ét i hovedet: penge! Sociologisk er de publicerede breve derved uhyre interessante, idet de dokumenterer, ud i de mindste detaljer, hvad vi kun kan gætte os til, når det gælder de fleste af Jerichau Baumanns samtidige. At hun skulle være mere entreprenant end sine mandlige kolleger tror man næppe; derimod overskred hun langt grænserne for det lady-like, når hun masede på, som hun gjorde.

Den engelske kunstverden

I den yderst detaljerede beskrivelse af dagligdagen blandt de hungrende masser og societetets spidser leder man efter oplysninger om den engelske kunstverden. Mand og børn – det blev til ni i alt – har følt at moderen var længe væk, men tiden slog ikke til under de korte udlandsophold, når mere end overfladiske bekendtskaber skulle etableres i det fremmede miljø. Den eneste kunstner, hun opnår et venskabeligt forhold til er William Powell Frith, bekendt for sine folkefyldte malerier af spektakulære begivenheder i det engelske. Ægte venskaber kan der ikke være tale om, for efter en middag, som denne populære kunstner har givet til hendes ære, skynder hun sig i et brev af den 14. juni 1858 at anmode ægtefællen i København, der er Kunstakademiets direktør, om straks at udnævne engelske æresmedlemmer, der kan være dem begge til gavn i deres forsøg på at afsætte deres kunstværker i London. De kunstnere, hun nævner som de bedste, tilhører alle den etablerede, akademiske verden: dyremaleren Sir Edward Landseer, William Powell Frith, landskabsmaleren Thomas Creswick, Augustus Leopold Egg og William Mulready. Hun selv smeder, mens jernet er varmt og besøger Landseer ”som modtog mig med Udmærkelse i sit mageløs deilige Huus og Attelier” og ”var overordentlig elskværdig mod mig, og har lovet at sidde for mig naar jeg i næste Foraar kommer igjen!” Den skalp synes hun alligevel ikke at have fået i sit bælte, selvom hun tilsyneladende modtages af ham igen det følgende år.

Sine Krogh spekulerer i bogens tredje kapitel om eventuelle kunstneriske påvirkninger fra England i Elisabeth Jerichau Baumanns kunst. Nogen indflydelse fra prærafaelitterne tyder intet på, det billede af en ung kvinde, som sættes op imod en rødhåret skønhed af Dante Gabriel Rossetti (s. 43) forekommer ganske tysk i sin stil (Wilhelm von Schadow). Derimod er der en overbevisende overensstemmelse imellem hendes sentimentale egypterinde med barn og Frederick Goodalls tidligere version af samme tema (s. 46). Interessant er hendes akademiske tunnelsyn i forhold til det, vi i dag regner for det lødigste i samtidskunsten fra Turner, der døde året før hendes første Londonophold, over Samuel Palmer til the Pre-Raphaelite Brotherhood. Det er forbløffende, hvor international salon-kunstens triumf er i løbet af det 19. århundrede, og i hvilken grad eftertiden har forkastet samtidens vurdering af, hvad der skal stå højest på kunstens rangstige. Omkring år 1800 begynder en tid, hvor de tilbedte berømtheder ikke fandt nåde for fremtidens kunstkritik. Da Dante skulle fortælle om de florentinske mestre digtede han om Cimabue, hvis stjerne var i aftagende, mens Giottos tog til. Også i dag regnes disse to malere for de væsentligste i deres tid. I renæssancen var Rafael, Michelangelo og Leonardo pavers og fyrsters yndlinge, mens Giambattista Tiepolo i det 18. århundrede kunne rejse fra hof til hof, og heller ikke deres ry har vist sig at være overdrevet. Helt anderledes forholder det sig efter den franske revolution. Kommer vi til verdensberømthederne fra Elisabeth Jerichau Baumanns ungdom hedder de Horace Vernet, Léopold Robert og Delaroche, senere blev det Meissonier, der stod forrest på scenen, stjerner hvis ry ikke holdt århundredet ud. Længe henstod billederne af disse pompiers, som man kaldte dem, i magasinerne, indtil Musée d’Orsay i 1986 bragte salonkunstnerne frem i lyset igen. En sen følge af denne interesse for salonkunsten er genopdagelsen af Elisabeth Jerichau Baumann, hvis personlighed man nu har lejlighed til at komme tæt ind på livet med udgivelsen af hendes breve fra England.

Litteraturlisten på side 246-249 giver denne anmelder anledning til stor forbløffelse. Den citerer min artikel ”Training and Professionalism: Nordic Countries” i: Delia Gaza (skal være Gaze), red.: Dictionary of Women Artists, vol 1. London & Chicago 1997, samt en artikel af en anden forfatter om Henriette Brown i samme værk (her er Ms. Gaze’s fornavn forkert angivet som Eliza). Det er derimod undgået Sine Krogh og Birgitte Finks opmærksomhed, at jeg har skrevet Elisabeth Jerichau Baumanns biografi til samme værks andet bind, ligeledes udgivet i 1997, 737ff. Som et kuriosum kan jeg oplyse, at kunstneren ikke oprindeligt figurerede på listen over de skandinaviske kunstnere, der ønskedes behandlet. Udeladelsen er så meget desto mere ærgerlig, som den nævnte biografi stadig synes at være den eneste, der er tilgængelig på engelsk.

Udgivelsen ”Breve fra London” har betydelig værdi ved så detaljeret at give en velskrivende, realistisk og tapper kvindes beretninger om de sociale og økonomiske forhold i hendes kamp for at etablere sig i en konkurrencestat som England. Ved overgangen mellem det gamle mæcenatsystem og kunsthandlernes dominans på kunstmarkedet er det højst interessant at følge Elisabeth Jerichau Baumanns manøvrer, der også indbefatter hendes valg af emner og stil i de malerier, hun udvælger sig til de lande, hun besøger. Hvad man savner i den veldokumenterede bog er et større udsyn over hendes produktion, set under synspunktet den maleriske stil og menneskefremstillingen i en europæisk sammenhæng. Men man kan håbe på en opfølgning fra forfatternes side, hvor hendes position i Tyskland, Frankrig og Rusland behandles, og hvor der kan blive anledning på at gå i dybden med hendes ”maskuline blik” i de erotiserede kvindefremstillinger fra den nære orient. En omfangsrig udstilling og et dertil knyttet seminar ville være den indlysende lejlighed til at komme videre med Elisabeth Jerichau Baumann-forskningen.