Af Henrik Holm, ph.d., inspektør ved Statens Museum for Kunst

Vi kan sige, at det er utroligt, at vi skal vente til dette herrens år 2013, før der udkommer en ordentlig antologi om de nordiske landes avantgarde. Men vi kan også sige, at det jo er en chance uden lige at være dem, der sætter standarden for den historiske fremstilling af en periodes kunst. Forfatterne bag dette første af fire bind om avantgarden i Norden har lidt af begge disse følelser i sig. De skriver både med stolthed og træthed i stemmen, at nu kommer denne længe ventede og ønskede antologi endelig.

 

En bog med modstand på

Det har været et uendeligt slid at få skrevet, redigeret og sammensat bogen. Den spænder nemlig så vidt som overhovedet muligt over alle kunstarter fra dans til radio. Det er her, man kan få et større udblik. For denne læser, var det meget spændende at læse om den for mig ukendte svenske danser Jean Börlin (1893-1930) og Les Ballets suédois, som var en fast del af den parisiske avantgarde fra 1920-25. Bogen spænder også over alle de mange forskellige forløb, som avantgarden fik i de forskellige nordiske lande, hvor for eksempel de interne spændinger mellem russere, finner og svenskere på finsk jord udgør en særlig historie.

Det er også noget af en anstrengelse at læse dette bind. Trods den enorme variation og spændvidde i temaerne, er alle essays forbløffende ens. De er korte. Det giver en hurtig kadence, der ikke ændrer sig meget igennem de næsten 700 sider, bortset fra at nogle af dem er så korte, at læsningen bliver decideret stakåndet. Som helhed fandt denne læser det svært at holde bogen ud. Ikke mindst fordi næsten alle avantgardens personligheder i denne periode gik igennem de samme par knudepunkter: Nell Roslunds (1887-1975) og Herwarth Waldens (1878-1941) toneangivende tidsskrift og Berlinergalleri Der Sturm; København, der fungerede som porten til Europa; og så Matisses akademi i Paris. Selvom man finder (meget korte) samlede fremstillinger af kunstnernes relation til for eksempel Paris, må historierne om hver enkelt person og genre nødvendigvis nævne, at han, hun eller genren stod i nært forhold til Walden og Henri Matisse (1869-1954). Det giver en betydelig redundans i teksterne, trods det lille rum, hver fremstilling har til rådighed.

 

Avantgardens refrain

Det er også lidt uhyggeligt at konstatere, at alle forfatterne skriver på samme måde. Hvert kapitel er domineret af positivistisk geo-tracking, der følger stort set samme mønster: denne fantastiske person var dér og dér på det og det tidspunkt: så var hun i København, så kom hun i forbindelse med Der Sturm, og så var hun i Paris, inden hun vendte hjem til sit hjemland og blev forhånet efter noder, hvorefter hun tilpassede sin stil et mindre afvigende udtryk eller døde for ung til at nå det.

Det har været helt afgørende vigtigt for forfatterne at vise, at vi fra Norden var med, da det skete, ofte lidt for sent, ofte på den mere konservative side, men ind i mellem lige mens det hele skete i Berlin eller i Paris. Dette til opbyggelse af nordisk selvopfattelse og til almindelig oplysning for omverdenen, der kunne tro, at udkants-Europa ikke var med på noderne. Desuden vil jeg for egen regning tilføje, at man må tage i betragtning, at nok skete oprørene ofte senere i de nordiske lande, som meget længe var besatte af realisme og en nær forbindelse mellem kunst og borgere, men det vigtige er jo ikke bare, om vi var samtidige med, lige før eller længe efter for eksempel Vasilij Kandinskij (1866-1944). Det særlige, efter denne anmelders mening, er at se, at hvert land har sin avantgarde, som kæmper mod dets særlige fordomme og kulturkonservatisme. Længere artikler ville have givet mere plads til at skildre modstanden, det omgivende samfunds undren og hvor forsvindende lille avantgarden var i tiden. Men trods den enkelte artikels lidenhed, lykkes det alligevel ofte forfatteren at antyde disse forhold.

 

Teori og perspektiv

Ind imellem er fremstillingen tilsat lidt teoretiserende krydderi: Peter Bürgers tese, om at avantgardens essens dels er at være imod moderniteten og dels kan lokaliseres til enkelte, radikalt tænkende personer, til enestående, specifikke hændelser og til ganske få, kæmpende grupperinger omkring dem, går igen. En position, der er påvirket af sociologen Pierre Bourdieus analyse af et felt, er også gennemgående. Det beskrives her, hvorledes avantgarde og modernisme interagerer i et og samme ”felt”.

Nyligt afdøde tænkere som Gilles Deleuze optræder lidt oftere end Jacques Derrida, begge på samme ikke særligt højfrekvente niveau som Lenin og Marx. Kommunismens fædre ville jo have optrådt meget oftere i et bogværk fra en tidligere periode om emnet, når man tager i betragtning, hvor meget avantgardens anarkistiske og kommunistiske fundering betyder. Nu er det pakket ned i afsluttende kapitler om politik, ideologi og diskurs. Midt i denne gruppe er så et kapitel om Hilma af Klint (1862-1944), der allerede i 1906 malede abstrakte malerier under påvirkning af esoteriske trends såsom Madame Blavatskys (1831-91) teosofi og dermed var på omgangshøjde med Kandinskij, Kazimir Malevitj (1878-1935) og Piet Mondrian (1872-1944), uden at de tre herrer eller omverdenen kendte til hendes værker.

Deleuzes begreber ”deterritorialisering” og ”reterritorialisering” bruges til at beskrive situationen for det svenske sprog i det finske område. Den finske digter og komponist Elmer Diktonius (1896-1961) debuterede i 1921 med samlingen Min Dikt, der er skrevet på svensk, men sat som var det skrevet på japansk. Det udgives fra Sverige, mens Diktonius arbejder fra kontinentet. I analysen beskrives det, hvorledes Diktonius’ usikre, internationale omflakken kunne blive brugt strategisk-manipulerende, så han i nordiske sammenhænge blev beskrevet som ”fremstående” og meget anerkendt i udlandet, og derigennem vinde en større plads for sit virke i Norden.

Der henvises til en ganske nulevende teoretiker som Giorgio Agamben, når det påpeges at Agamben har læst Walter Benjamin og har påvist den nære sammenhæng mellem beskrivelse af varefetichismen i Marx’ og Engels’ Det Kommunistiske Partis Manifest (1848) og oplevelsen af Verdensudstillingerne. Kommunisterne leder efter kapitalismens mindste grundbestanddele, avantgarden leder efter minimale forskelle og de mest basale elementer i deres kunst, og arkitekturen reducerer formsproget til den Internationale Modernisme, der fuldender den venstreorienterede avantgardes forløb fra samfundsnedbrydende til total, kommerciel succes. Det sker i et af de mere overgribende essays (af Sven-Olov Wallenstein) om avantgarden og markedet, og den slags essays er der heldigvis en del af i bogværket.

Men andre væsentlige, nulevende tænkere inden for det æstetiske som Slavoj Žižek og Jacques Rancière er ikke med, måske fordi hverken psykoanalytisk teori eller diskussioner af betragterens rolle betyder helt så meget i denne fremstilling af den første avantgarde i Norden, som de måske kunne gøre.

Det overraskede mig, at der ikke var flere feministisk inspirerede indlæg, end der er. Shulamith Behrs artikel om “Académie Matisse and its Relevance in the Life and Work of Sigrid Hjertén” er en undtagelse. Matisses kunst har været udsat for mange hårde, feministiske analyser, men at se Hjertén (1885-1948) appropriere Matisses formsprog til sine fremstillinger af ødelagte, misbrugte og trætte kvinder er sært rystende, fordi disse værker med ægte, avantgardistisk kampmod er malet samtidigt med Matisse selv, midt i en avantgarde, der var en lang ”masquerade of masculine desire” (p. 160).

 

Avantgardens kulturhistoriske fremtid

Men i indledningen erklærer redaktionen, at der ikke er tale om et decideret teoretisk værk. Vi får ikke en ny ”grand theory” om avantgarden ud af studiet af dens nordiske medlemmers historie. Det kunne da ellers have været stort, hvis vi fik suppleret Bürger og Bourdieu og andre centraleuropæere med en ny teoretisk ramme for avantgarde-studier, skabt heroppe fra Norden. Men sigtet med serien af bøger om den nordiske avantgarde er et andet, nemlig simpelthen at få kastet mere lys over centrale aspekter af Nordens kulturhistorie ud fra et interdisciplinært perspektiv. Det leverer bogen udmærket, men den er selvfølgelig ikke så underholdende, radikal og perspektivrig, som avantgarden kunne være, og den er svær at læse i ét stykke. Men taget i bidder, er der megen viden fra førende eksperter at hente, og den er et glimrende sted at starte for fortsatte studier af avantgarden. Hvis man tør tage skridtet fra kulturhistorie til kulturanalyse med de fire bøger, så kan vi forestille os et femte bind, der ser på de historiske avantgarders betydning for vores tid og vores perspektiv, for vores forhold til det europæiske, til globaliseringen og til vor tids avantgarder som for eksempel Occupy-bevægelsen og diverse politiske ”forår.”

 

A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries 1900-1925 indeholder følgende bidrag:

Hubert van den Berg, “The Early Twentieth Century Avant-Garde and the Nordic Countries – An Introductory tour d’horizon”

Per Stounbjerg, “Rebels and Renegades – Strindberg, Artaud and the Avant-Garde”

Erik Mørstad, “Munch’s Impact on Europe”

Bodil Marie Stavning Thomsen, “Die Asta and the Avant-Garde”

Geert Buelens, ”’the manifold in one/and the one manifold’ – Asta Nielsen as an Icon for the European Avant-Garde”

Frank Claustrat, “Nordic Writers and Artists in Paris before, during and after World War I”

Shulamith Behr, “Académie Matisse and its Relevance in the Life and Work of Sigrid Hjertén”

Frank Claustrat, “Jean Börlin and Les Ballets Suédois”

Gertrude Cepl-Kaufmann og Anne M. N. Sokoll, “‘From the North comes the light to us!’ – Scandinavian Artists in Friedrichshagen at the Turn of the Century”

Jan Torsten Ahlstrand, “Berlin and the Swedish Avant-Garde – GAN, Nell Walden, Viking Eggeling, Axel Olson and Bengt Österblom”

Hubert van den Berg og Benedikt Hjartarson, “Icelandic Artists in the Network of the European Avant-Garde – The Cases of Jón Stefánsson and Finnur Jónsson”

Sven-Olov Wallenstein, “The Avant-Garde and the Market”

Andrea Kollnitz, “Promoting the Young – Interactions between the Avant-Garde and the Swedish Art Market 1910-1925”

Vibeke Petersen, “The Avant-Garde and the Danish Art Market”

Dorthe Aagesen, “Art Metropolis for a Day – Copenhagen during World War I”

Margareta Tillberg, “Kandinsky in Sweden – Malmö 1914 and Stockholm 1916”

Stefan Nygård, “The National and the International in Ultra (1922) and Quosego (1928)”

Natalia Baschmakoff, “Avant-Garde Encounters on Karelian Bedrock (1890s-1930s)”

Øivind Storm Bjerke, “The Pavilion of De 14”

Claes-Göran Holmberg, “flamman”

Bjarne S. Bendtsen, “Copenhagen Swordplay – Avant-Garde Manoeuvres and the Aesthetics of War in the Art Magazine Klingen (1917-1920)”

Torben Jelsbak, “Dada Copenhagen”

Claes-Göran Holmberg, “The Reception of the Early European Avant-Gardes in Sweden”

Rikard Schönström, “Pär Lagerkvist’s Literary Art and Pictorial Art”

Fredrik Hertzberg, Vesa Haapala og Janna Kantola, “The Finland-Swedish Avant-Garde Moments”

Per Stounbjerg og Torben Jelsbak, “Danish Expressionism”

Lennart Gottlieb, “Avant-Gardism Danish Style – Jais Nielsen as a Modern Genre Painter 1916-18”

Kristín G. Guðnadóttir, “Jóhannes Kjarval’s Appropriation of Progressive Attitudes in Painting between 1917 and 1920”

Andreas Engström, “The Modern Breakthrough in Swedish and Scandinavian Art Music”

Karen Vedel, “Dancing across Copenhagen”

Torben Jelsbak, “Avant-Garde Activism – The Case of the New Student Society in Copenhagen (1922-24)”

Timo Huusko, “Finnish Nationalism and the Avant-Garde”

Julia Tidigs, “Multilingualism and (De)territorialisation in the Works of Elmer Diktonius”

Anna Maria Bernitz, “Hilma af Klint and the New Art of Seeing”

Thomas Henrikson, “Art as a Revolutionary Dionysian Jaguar – Otto Ville Kuusinen, Elmer Diktonius and the Emergence of Avant-Garde Poetry in Finland”

Benedikt Hjartarson, “The Early Avant-Garde in Iceland”