Kunsthistoriker, vicedirektør, forskningsleder Hanne Abildgaard modtog den 6. september Kleins legat på 100.000 kr.

Ørelæge Valdemar Klein og læge Fru Johanne Kleins legat blev stiftet i 1948 med det formål “årligt at uddele en hædersgave til en videnskabeligt veluddannet og anset speciallæge eller til en fremragende kunsthistoriker.” Årets legatmodtager er udpeget af legatbestyrelsen i samarbejde med Dansk Kunsthistoriker Forening.

Fra formand Martin Søbergs tale (se hele talen nedenfor):

Hanne Abildgaard har virket umådeligt aktivt for at udvide det danske kunsthistoriske felt til også at omfatte arbejderkunst, bladtegnere, politisk kunst og kulturhistorie. Som vicedirektør og forskningsleder ved Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv har hun gennem forskning og udstillinger bidraget med vigtig ny viden om dansk kunst. Og ikke mindst har hun gjort et stort arbejde for at nuancere og udvikle synet på de to hovedområder, som danner omdrejningspunkterne i hendes virke: Dansk modernisme og arbejderkunst

Jeg vil betegne Hanne Abildgaards tilgang til kunsthistorien som fordomsfri og nytænkende. For hende er kunsten kontinuerligt forbundet med kulturhistorien. Hun inddrager perspektiver, kunstnere og værktyper, som udvider det kunsthistoriske genstandsfelt. Og hun inddrager kilder og emner, som traditionelt set og endnu i dag kun i begrænset omfang er en del af forskningen i dansk kunst: Tidsskriftkultur, boghistorie, kontekststudier, politisk historie.

Læs pressemeddelelse om tildelingen fra Det Medicinske selskab ved at klikke hér

Tale ved overrækkelsen af Ørelæge Valdemar Klein og Læge Fru Johanne Kleins Legat

København, d. 6. september 2013

At vurdere, er en dyd blandt kunsthistorikere. Hvor finder man det enestående? Hvad udmærker sig? Men det er måske ikke så ofte, at vi kunsthistorikere vurderer egne fagfæller. Uddelingen af Ørelæge Valdemar Klein og Læge Fru Johanne Kleins Legat giver dog anledning til at reflektere over, hvilken dansk kunsthistoriker, der har udmærket sig inden for de senere år. I bestyrelsen for Dansk Kunsthistoriker Forening er vi ikke i tvivl: Hanne Abildgaards indsats er bemærkelsesværdig.

Hvorfor så det? Jo, fordi Hanne Abildgaard har virket umådeligt aktivt for at udvide det danske kunsthistoriske felt til også at omfatte arbejderkunst, bladtegnere, politisk kunst og kulturhistorie. Som vicedirektør og forskningsleder ved Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv har hun gennem forskning og udstillinger bidraget med vigtig ny viden om dansk kunst. Og ikke mindst har hun gjort et stort arbejde for at nuancere og udvikle synet på de to hovedområder, som danner omdrejningspunkterne i hendes virke: Dansk modernisme og arbejderkunst.

Med præcision og vid har Hanne Abildgaard beskæftiget sig med enkeltkunstnere og kulturhistorie. Hun har kortlagt et stort, men stærkt overset område i dansk kunst. Hendes forskning tager afsæt i den danske modernisme i begyndelsen af det 20. århundrede. Særlige emner omfatter avantgarden i 1910erne og 1920erne, kulturradikalismen og den danske dysmorfisme-debat. Sidstnævnte kræver måske en uddybning, ikke mindst nu, hvor vi står i Domus Medica: Dysmorfisme-debatten udsprang nemlig af lægen Carl Julius Salomonsens påstand om, at tendenser i moderne kunst måtte forstås via patologien. At kaste sig over netop dette specielle emne viser i høj grad noget om Hanne Abildgaards fornemmelse for møderne mellem fagfelter. Mellem kunst og samfund.

Siden 1990erne har Hanne Abildgaard udvidet sit klassiske kunsthistoriske forskningsfelt med blandt andet de satiriske bladtegnere Anton Hansen og Herluf Bidstrup. Hun har dokumenteret kunstnernes arbejde og kortlagt deres politiske satire i relation til det samtidige kulturelle og politiske liv i Danmark. Endvidere har hun beskæftiget sig med kunstnerne Viktor Brockdorff, Erling Frederiksen, Jørgen Andersen-Nærum samt en række af tilsvarende hidtil stort set ubeskrevne danske kunstnere. Det er kunstnere kendetegnet ved deres tilhørsforhold til en figurativ billedtradition.

Jeg vil betegne Hanne Abildgaards tilgang til kunsthistorien som fordomsfri og nytænkende. For hende er kunsten kontinuerligt forbundet med kulturhistorien. Hun inddrager perspektiver, kunstnere og værktyper, som udvider det kunsthistoriske genstandsfelt. Og hun inddrager kilder og emner, som traditionelt set og endnu i dag kun i begrænset omfang er en del af forskningen i dansk kunst: Tidsskriftkultur, boghistorie, kontekststudier, politisk historie. I publikationen om Arbejdernes Kunstforening har Hanne Abildgaard udfoldet betydningsfulde analyser af divergerende historiske kultursyn, modstridende oplysningsidealer og praktisk kunstdidaktik i nær sammenhæng med kunstværker. Hun har således introduceret en vigtig ny kontekst omkring dansk kunsthistorie i det 20. århundrede. Interessen for at bringe finkulturen i samspil med hverdagskultur og arbejderkultur kommer på anden vis til udtryk i den tematisk konciperede Industriens billeder. Her diskuteres avantgarde-kunst og traditionelle skildringer af industriarbejde side om side.

Som forskningsleder på Arbejdermuseet har Hanne Abildgaard siden 1998 arbejdet med at bygge bro mellem dansk kunst- og kulturhistorie. Den forskningsmæssige indsats har været ledsaget af en korresponderende indsats på indsamlings- og udstillingsområdet. Det gælder bl.a. indsamling af værker af tegnerne Herluf Bidstrup og Hans Lollesgaard, af grafikeren Per Ulrich og af forfatteren og billedkunstneren Hans Scherfig. Hanne Abildgaard har formået at trække betydningsfulde tråde mellem forskning og formidling. Hun har dermed haft afgørende indvirkning på revurderingen af såvel centrale som hidtil negligerede skikkelser i det 20. århundredes danske kunst. Med Hanne Abildgaards hjælp ser vi kunsten på ny – og i nye sammenhænge.

Tak for indsatsen, Hanne, og tillykke.

Vi glæder os til flere grænsebrydende resultater.

Martin Søberg
Formand, Dansk Kunsthistoriker Forening