Af Hanne Kolind Poulsen, mag.art. i kunsthistorie, seniorforsker ved Statens Museum for Kunst

Det er sjældent, at der udkommer bøger på dansk om ældre kunst. Og endnu sjældnere om ældre dansk kunst. Det er derfor altid dejligt, når det sker.

Karin Kryger og Ole Nørlyng har skrevet en bog om altre fra 1700-tal­let i en række kirker i København, der enten blev nybygget i perioden eller genopbygget efter den store brand i 1728, hvor flere af byens hoved­kirker blev ødelagt. Kastelskirken, Vor Frelsers Kirke, Garnisionskirken, Helligåndskirken. Københavns Slots­kapel og Frederiksberg Slotskirke, Trinitatis, Frederiksberg Kirke og endelig Christianskirken på Christi­anshavn har hovedrollerne. Det er dem, hvorom det øvrige drejer sig.

Bogens struktur

Bogen er bygget op på den måde, at man først lader nogle kapitler introducere emnet. Et kapitel om den store brand i 1728; et der fortæller om den enevælde, der var et vilkår i 1700-tallets Danmark; og et der fortæller generelt om altertavler, ”Et par forudsætninger”, som det hed­der. Herefter kommer så en række kapitler om de enkelte kirker, hvor der gemmer sig vigtige diskussioner, der til tider kunne gælde flere af ek­semplerne. Til allersidst kommer et kapitel, der fortæller om ”Pietismen og kunsten”.

Overordnet, på den positive side, kan siges, at man får en masse gode infor­mationer samlet om disse kirker og deres altertavler. Man får god lyst til at vandre ud og besigtige dem live, en efter en. Og tage bogen med og sætte sig til at læse på kirkebænkene.

Strukturens problem

Der stilles endvidere nogle gode spørgsmål undervejs. Et af de vigtig­ste er: Hvad er pietistisk kunst? ”Det er problematisk at få hold på, hvad pietismen betød for kirkekunsten”, skriver forfatterne (p. 217). ”Men før man forsøger at forklare, hvad pietismen evt. betød for den kirkelige kunst, må man prøve at definere, hvad pietisme egentlig er” – men det er for sent, må man indvende, at stille spørgsmålet på side 217 (i en bog på 237 sider) og først her begynde at definere pietismen. Men godt at det lige nås, for det er jo kunsten fra pietismens tid, bogen handler om. Dette forhold spejler imidlertid et væsentligt problem ved bogens struktur. Nemlig, at den overordnede problematik, der binder bogens forskellige eksempler sammen (pietismens kunst versus ortodoksiens kunst) først bliver eks­plicit sent i bogen – faktisk formule­res den først klart på side 226. Man undrer sig over, at det vigtige kapitel om ”Pietismen og kunsten” kommer til sidst, som en slags eftertanke, og ikke først, som et objektiv til bogens fine eksempelmateriale. Det kunne have været en interessant og samlende linse at læse de forskellige udsmykninger igennem.

Det kniber endvidere for forfatterne på de sidste sider at svare på det gode spørgsmål. De får ikke rigtigt skovlen under problemet, og det kan man godt forstå, for det er ikke let i en vending at definere, hvad pietistisk kunst er. Ligesom det heller ikke er let at definere, hvad for eksempel luthersk kunst er, eller katolsk kunst for den sags skyld. Men det gør ikke så meget, at der ikke kan svares præcist. Det er refleksionerne omkring den slags spørgsmål, der er interessante – og derfor havde det været godt med en tidlig og langt grundigere diskussion af denne pro­blematik, der så kunne have funge­ret som omdrejningspunkt.

Billedmaterialet

Bogen er rigt illustreret med farve­fotos, der dog indimellem (ærgerligt nok) er blevet for mørke, enten i trykprocessen eller i optagelsen. Der er ingen figurnumre – og der er ingen (eller kun sjældent) sidehenvisninger til illustrationerne i teksten. Man er af den grund lidt på Herrens Mark af og til. Og man spørger sig selv, hvorfor man ikke har ydet denne læserservice.

Endvidere forekommer nogle billeder besynderligt umotiverede. For ek­sempel på side 28, hvor vi af en eller anden grund på en hel side ser en fremstilling af benådningen af Grif­fenfeld på skafottet som indledning til kapitlet om enevælden. Hvorfor lige det? Ingen forklaringer i teksten udover at man på side 34 får at vide at faldet i enevælden kunne være dybt, ”som det f.eks. var for Peder Griffenfeld i 1676” – uden nogen hen­visning til illustrationen side 28.

Alt i alt

Overordnet set er det en noget ufokuseret tekst, ofte med ulogiske spring i fortællingen og uden et teoretisk overblik. Der gives indfor­ståede faglige oplysninger, der ikke vil sige ’almindelige’ mennesker noget – og man spørger sig, hvem der egentlig er målgruppen. Alt i alt: en håndfast redaktør ville have kunnet gøre underværker. For der er ikke tvivl om forfatternes faglige kompe­tencer – det er formidlingen af deres omfattende viden, der er problemer med. Og det er rigtigt ærgerligt, da det jo som sagt ikke er hver dag, der udkommer en bog om ældre, dansk kunst.