Af Jens Tang Kristensen, mag.art., ph.d.-stipendiat i kunsthistorie
Kuratering af samtidskunst er en yderst informativ og velskrevet bog, der giver stor indsigt i emnet. Det er Museet for Samtidskunst i Roskilde, der står bag publikationen, og titlen kan da også implicit opfattes som en skjult reference til museets eget fokusområde og profil. Det er dog bemærkelsesværdigt, at redaktørerne og forfatterne er i stand til at udbrede og udvide forståelsesrammen for kurateringsbegrebet betragteligt, og det skyldes blandt andet, at begrebet også behandles som et historisk, metodisk og diskursivt fænomen. Bogen tager med andre ord kurateringsbegrebets kompleksitet og dets mange facetter alvorligt.
Ny bog – ny viden!
Kuratering af samtidskunst er på mange måder et pionerværk i dansk kunsthistorieskrivning. Det skyldes først og fremmest, at der ikke er publiceret meget om emnet i Danmark og dermed heller ikke på dansk. Alligevel har begrebet kuratering, også i Danmark, opnået en hidtil uset status blandt anmeldere og kunstkritikere, og det er endda også inden for de senere år blevet muligt at uddanne sig til professionel kurator. Kuratering er derfor i dag en selvstændig fagdisciplin med et specialiseret og afgrænset forskningsfelt, hvorfor begrebet er blevet transformeret over tid, fra at være forbundet med en eksklusiv praksis og connoisseurship til i dag at være et teoretisk, strategisk og afgrænset vidensområde. Det er i forlængelse af disse betragtninger glædeligt og klædeligt, at Museet for Samtidskunst har påtaget sig rollen som udgiver af denne lille gule bog, der indeholder en mængde bidrag fra såvel kunstnere, kunsthistorikere som faguddannede kuratorer. Når det er sagt, må jeg dog tilføje, at de mange indslag både er bogens styrke og svaghed. Hvis man overhovedet kan fremhæve og indskyde en bemærkning om partikulære svagheder i bogen, så skal disse efter min mening findes i den anden halvdel, som er samlet under overskriften ”Perspektiver på udstillingens praksis”. Her gentager flere af forfatterne en række af de pointer, som allerede fremkom i bogens første halvdel, og flere af bidragsyderne sætter snarere fokus på beskrivelserne af enkelte og løsrevne kunstprojekter frem for på kurateringen som teoretisk rammesætning; det mener jeg finder sted både i Jacob Lillemoses og Lotte Juul Petersens ellers nok så informative indslag. Jeg må påpege at det virker som fokusskred, som kunne være undgået, hvis redaktionen enten havde indskrænket mængden af bidragsydere, eller man kunne ekspandere sig ud af problemet ved for eksempel at udgive en hel publikationsrække, hvori det flertydige og bredspektrede emne kunne være udfoldet og behandlet mere indgående. Flere af bidragene i bogen består desuden af oversættelser og uddrag fra tidligere publikationer og foredrag, hvorfor man kunne overveje om ikke flere af de reducerede og omredigerede artikelbidrag havde fortjent lidt mere spalteplads i denne nye version. Dette skal dog ikke opfattes som en hård og rigid kritik af bogen, som den fremstår i sin nuværende form og helhed, for jeg vil understrege, at jeg på det varmeste kan anbefale den. Jeg mener, at der er tale om en ekstremt informativ og komprimeret publikation med mange gode og velunderbyggede pointer. Min anmeldelse tager afsæt i tre af bogens artikelbidrag, hvilket paradoksalt nok skyldes min egen begrænsede spalteplads. Jeg nærer stor respekt for bogens mange bidragsydere, der på hver deres måde betræder nye stier i den ellers ofte dunkle skov af ubetydelige kunsthistoriske publikationer i Danmark.
Kurator, kurer eller kustode?
De tre begreber kurator, kurer og kustode hører alle til inden for kunsthistoriens begrebsapparat og terminologi. Selvom de hver især dækker over forskellige betydninger og funktioner, er de alligevel integrerede og beslægtede i den museale teori og praksis. Hvor kureren fragter værker mellem producenten og den institutionelle ramme, hvad enten denne er et museum, galleri eller biennale, er kustoden den, der bevogter og forankrer resultatet af denne fragt. Kuratoren er, som Sanne Kofod Olsen bemærker i sit tekstbidrag til bogen, derimod at betragte som ”en fordanskning af den engelske jobbetegnelse ’curator’, som slet og ret er en museumsinspektør.”(Kofod Olsen, p. 67)
Endvidere får vi at vide, at ordet etymologisk set stammer fra latin, hvor ”curare” betyder det at bevare og passe på noget. Begrebet dækker imidlertid, som forfatteren efterfølgende bemærker, samtidig over noget andet og mere komplekst i dag. Som en lang række af bogens forfattere pointerer, skal kuratorbegrebet, som det anvendes i dag, opfattes som et på én gang flertydigt og flygtigt begreb, fordi kuratorrollen, som det også er tilfældet i Kofod Olsens bidrag, kan sættes i forbindelse med såvel kritikerens og formidlerens, som den udøvende kunstners beskæftigelse og funktion. Kuratoren er således ikke længere blot en passiv og transparent formidler af et allerede eksisterende kunstnerisk udtryk. I dag kan kuratoren, som Kofod Olsen bemærker, også sammenlignes med den klassiske selviscenesatte og frie hero, som man i den ældre kunsthistorie ofte har knyttet sammen med forestillingen om, at der findes et særligt genialt, guddommeligt og autonomt kunstnersubjekt. Præmissen for dette argument begrundes med, at det er kuratoren, der, i kraft af rollen som kritiker og formidler, er med til at fremme et bestemt kunstnerisk produkt og objekt, som hermed formes og naturaliseres gennem kuratorens egen subjektive diskursive praksisser og formidlingsstrategier. Som eksempler herpå fremhæves Hans Ulrich Obrist (f. 1968) og navnlig Harald Szeemann (1933-2005), der begge har opnået en selvstændig stjernestatus gennem deres kuratorvirksomhed.
Kuratoren i dag er på mange måder blevet en lidt traditionel kunstnerpersona, en skaber og mentor, til tider en fri fugl, der skaber sin egen virkelighed og på den måde definerer en psykologisk profil, der til forveksling ligner kunstnerens. (Kofod Olsen, p. 75)
Opfattelsen af kuratoren som en særlig type formidler ligger i forlængelse af Søren Andreasen og Lars Bang Larsens overvejelser om kuratorens rolle som mediator og mellemmand. I artiklen ”Mellemmanden: Tanker om mediering” foreslår de, at kuratoren repræsenterer et instabilt subjekt, og de trækker således veksler på Fernand Braudels omfattende trebindsværk Civilisation matérielle, économie et capitalisme som er en yderst grundig afdækning af kapitalismens historie. Braudel beskriver i sit værk mellemmanden eller mediatoren som en person, hvis funktion består i at forbinde markedet med forbruget, hvorved han bliver i stand til at forvandle en genstands brugsværdi til bytteværdi. Denne læsning er meget tro mod Braudels tænkning, og den genfindes i øvrigt også i hans andet vigtige opfølgningsværk og efterskrift Afterthoughts on Material Civilization and Capitalism, hvori han skriver at:
Everything outside the market has only ”use value”; anything that passes through the narrow gate into the marketplace acquires “exchange value”. (Braudel, 1976, p. 17)
På samme måde kan kuratoren opfattes som en mellemmand; en person som befinder sig i grænselandet mellem på den ene side kunst forstået som et ”rent” æstetisk objekt svarende til en nærmest kantiansk interesseløs tilgang (kunsten skabes udelukkende her for kunstens egen skyld), og på den anden side kunsten forstået som et begærsobjekt, der kan tilpasses til markedskræfterne og senkapitalismens vareudbytningsstrategi. Takket være mellemmanden, mediatoren eller distributøren, om man vil, kan kunsten således forvandles til blot at udgøre en varefetich, hvilket betyder at dens statusværdi dybest set kan sammenlignes med alle mulige andre forbrugsgoder. Det er i denne kunstens transformationsproces, at kuratoren indtager sin plads, idet han blandt andet gennem selektionen af værker er med til at forvandle kunsten til et investeringsobjekt. Fremstillingen af kuratoren som en mediator og mellemmand er ikke Andreasen og Bang Larsens egen konstruktion. I artiklen fremhæver de også Hans Ulrich Obrist, der som kurator har været inde på samme tankespor, selvom Obrist selvfølgelig ikke opfatter denne mellemposition som noget negativt og problematisk.
I Hans Ulrich Obrists forelæsning ”Everything is In-Between” taler han om, hvordan kuratorer tidligere rakte ud fra kunstsystemet og var banebrydende i at inkludere andre kulturelle felter i deres arbejde. I det, han kalder ”kuratoriske mellempositioner”, er det sigende, hvordan han underbygger sit argument med billeder på fart og ustabilitet. Han taler om elasticitet, transformation, dynamik, svingning, bevægelighed og mutation. At stå stille er umuligt. (Andreasen og Bang Larsen, p. 59)
Kuratoren er således mere end blot en kurer og kustode, og han repræsenterer samtidig, ifølge Andreasen og Bang Larsens læsning af Obrists tekst, mere og andet end blot et heroisk og stabilt kunstnersubjekt: ”’Hvad er en kurator?’ Det er et spørgsmål, der ikke giver mening, fordi kuratoren ikke er; kuratoren gør.”(Andreasen og Bang Larsen, p. 57)
I deres efterskrift til artiklen er de ikke helt præcise med hensyn til spørgsmålet om, hvad de mener, begreber som mellemmanden, medieringen og dermed kuratoren kan siges at dække over. De synes tilsyneladende her at mene, at medieringen må tillægges en mere stabil og næsten reaktionær betydning, hvilket ikke helt harmonerer med det standpunkt, som de indtog i hovedartiklen, idet kuratoren her blev betragtet som synonym for mellemmanden, som netop var knyttet til det processuelle, performative og handlingsorienterede frem for til det stabile og forankrede subjekt. Denne påpegning af den indbyrdes forskydning, eller diskrepans, som finder sted mellem de to tekstbidrag, skal dog ikke opfattes som en kritik eller afsløring af eventuelle fejlslutninger. Derimod mener jeg, at de på eksemplarisk vis illustrerer, hvilke kompleksiteter kuratorbegrebet indeholder og konnoterer. I efterskriftet foreslår de to forfattere, at begrebet mediering er immunt over for forandringer, og de tilnærmer sig således fænomener som mægling og forsoning; begreber hvis betydning omhandler det at bygge bro mellem to ellers umiddelbart polære og uforsonlige parter. Denne analysedel medfører, måske overraskende for nogen, at medieringen i efterskriftet artikuleres og accentueres som et overvejende negativt begreb, og det skyldes ifølge forfatterne, at den medierende og dermed kuratoriske praksisform ikke er radikal nok. De påpeger, dristigt nok, at kuratoren og medieringen ikke er i stand til at lade sig omstrukturere eller ændre af objektet. Kuratoren er dermed altid underlagt de allerede eksisterende hegemoniske og overdeterminerende diskurser, hvilket jeg personligt er enig med dem i.
Den medierende funktion er i sig selv imod forandring og transformation, for den kan ikke lade sig forandre grundlæggende af sin genstand. (Andreasen og Bang Larsen, p. 64)
Og videre:
I medieringen kodificeres et objekt og gøres tilgængeligt inden for eksisterende, allerede anerkendte rammer for forståelse; og det er afgørende for den medierende funktion, at den kan gentage denne handling. Denne forventning er formentlig af det gode, når det drejer sig om f.eks. mægling mellem parter i en krig eller konflikt, men risikerer altid at blive uproduktiv, når det drejer sig om en merkantilt motiveret operation i forbindelse med kulturel eller kunstnerisk produktion. (Andreasen og Bang Larsen, pp. 64-65)
Kuratering af samtidskunstindeholder følgende bidrag:
Malene Vest Hansen, ”Kuratering af samtidskunst”
Simon Sheikh, ”Mellem tanke og udtryk – kuratering som teori og objekt”
Maria Hirvi-Iljäs, ”Om udstillingen som forskningsobjekt”
Julia Ault, ”Med vide mellemrum i øjenhøjde”
Søren Andreasen og Lars Bang Larsen, ”Mellemmanden: Tanker om mediering”
Sanne Kofod Olsen, ”Den indiskrete formidler: Kuratoren som postmoderne subjekt”
Teresa Gleadowe, ”Kuratoruddannelse”
Helle Ryberg, ”Fra performativ kunstpraksis til performativ kuratering: Om performativitetsbegrebet, performative virkemidler og kuratoriske strategier”
Kirse Junge-Stevnsborg, ”Kurateringens etik. Forhandlingsbare relationer”
Malene Natascha Ratcliffe, ”Hvor er vi på vej hen?”
Julia Ault, ”Udstilling som politisk rum”
Pelin Uran, ”I am Certainly Looking at the Picture But I Myself Am in the Picture: Hvordan kan teori blive praksis”
Jacob Fabricius, “Fortolkende kuratering”
Lotte Juul Petersen, “Kuratering som støtte: Wysing Arts Centre”
Jacob Lillemose, ”På et eller andet tidspunkt vil det lykkes: Praktiske og principielle bemærkninger til tre forsøg på at afghettoficiere computerbaseret samtidskunst”
Solvej Helweg Ovesen, ”Solid ground makes you think about where you are going, unstable surfaces make you think what moves you: Kuratoruddannelse mellem vision og praksis”
Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen, ”Kuratering på tværs af nord-syd-skillelinjen: Sarat Maharaj i samtale med Kuratorisk Aktion”
Temporary Services: ”Temporary Services”
I Malene Natascha Ratcliffes tekstbidrag med titlen ”Hvor er vi på vej hen?” bliver kuratoren, ligesom mellemmanden hos Andreasen og Bang Larsen, opfattet som en form for mægler. I Ratcliffes udlægning opfattes mellemmanden/katalysatoren dog som en yderst positiv, aktiv og synlig transformator af den viden og information, som på klassisk hermeneutisk vis finder sted i informationsudvekslingen mellem værk og beskuer. Forholdet mellem kunst og kapital forskydes dog hos Ratcliffe, fordi kuratoren nu betragtes som en givtig samarbejdspartner for kunstneren. Den bemærkning bruger hun til at bringe en klassisk utopi på banen. Det handler for hende om at kuratoren og kunstneren sammen kan udvikle en helt ny kunst, der inkluderer og omkalfatrer hele befolkningen (hvordan en sådan identitet så kan afgrænses og defineres). Grænserne mellem kunstneren som producent og kuratoren som mellemmand og agent udviskes og sløres derfor hos Ratcliffe, hvilket ikke ligefrem er med til at gøre hendes definition af kuratoren og dennes position samt rolle gennemskuelig og klar.
Jeg forventer, at det, fremtidens kurator producerer, ikke kun får betydning for det kunstneriske, kuratoriske eller det kulturelle felt; det får konsekvenser for hele samfundet. Ikke blot i form af politisk eller socialaktivistisk kunst, men også fordi det bliver mere og mere påkrævet, at kulturen skal inddrage alle borgere i projekterne og ikke kun eksklusivt henvende sig til særlige kulturforbrugere. (Ratcliffe, p. 118)
Kuratoren som værende en katalysator minder samtidig meget om medieringsbegrebet, som vi finder det i Andreasen og Bang Larsens artikel, med den mærkbare forskel, at kuratoren ifølge Ratcliffe er bevidst om sin egen symbolske og magtpolitiske position i kulturfeltet. Katalysatoren/kuratoren skal således opfattes som en ydmyg og nærmest uskyldig filantropisk formidler af kunst. Kuratoren fungerer derfor som en mægler, der giver plads, tid og rum til den enkelte beskuers egen fortolkning af kunstobjektet. Ligesom det var tilfældet i Kofod Olsens og Andreasen og Bang Larsens artikler trækker Ratcliffe veksler på Hans Ulrich Obrists teorier, og hun konkluderer, at kuratoren er et åbent gemyt, der er i stand til ikke blot at:
(…) formidle én sandhed eller ét tema, men derimod, over for et meget blandet publikum, at skabe plads og rum til deltagerens egne forudsætninger i mødet med meget forskellig kunst (…) (Ratcliffe, p. 113)
På den anden side fastholder Ratcliffe alligevel myten om, at kuratoren er en hero, og hun fremstår således splittet i spørgsmålet om, hvilken position kuratoren egentlig indtager på samtidskunstscenen. For på den ene side er kuratoren altid repræsentant for en kulturpolitisk magt (Ratcliffe, p. 112). På den anden side anser hun som sagt kuratoren/katalysatoren for at være refleksiv og selvbevidst, hvorved han vedkender sig den magt, som han er blevet tildelt; ansvarsfuldt og selvbevidst. Kuratoren kan som følge heraf forvalte og besidde magten, og han bliver endda gradvist i stand til at eliminere den, fordi han besidder det privilegium, at han kan sætte sig i beskuerens sted (Ratcliffe, pp. 112-13).
Kritikken af kurateringen
Bogen giver på eksemplarisk vis læseren et levende indblik i, hvordan kuratoren forstået som mediator, katalysator, mellemmand, formidler og/eller agent fortsat indtager nye roller og positioner alt afhængig af sammenhængen og konteksten, som denne indgår i. Bogen har således ikke én udlægning eller entydig begrebsafklaring, og den formår således, og heldigvis, heller ikke at afdække kuratorens funktion i praksis. Der er således tale om en raffineret og samtidig uafsluttet bog (dette i en meget positiv forstand), idet den er med til at åbne for en række nye spørgsmål om, hvilken betydning kurateringen spiller.
Den appellerer til endnu flere diskussioner vedrørende afgrænsningen af det kuratoriske felt, og den påminder os om, at kuratering ikke længere kan betragtes som et transparent og naturligt fænomen, hvad der nok var en tendens til før i tiden. Bogens tematik er således efter min vurdering en tour de force ud i et endnu ikke fuldt afdækket og afsøgt grænseland, og publikationen befinder sig derfor, ligesom dens indhold, på befriende vis i et tværmedialt og åbent mellemrum på kanten af kunsten, kunsthistorien, filosofien, den visuelle kultur, læseren og publikum.
Litteratur
Braudel, Fernand, Afterthoughts on Material Civilization and Capitalism, oversat af Patricia M. Ranum (Baltimore: The Johns Hopkins University Press, 1976)