Replik til Charlotte Christensens anmeldelse af Breve fra London

Af Sine Krogh og Birgitte Fink

Kunsthistoriker Charlotte Christensens anmeldelse af vores udgivelse Breve fra London. Elisabeth Jerichau Baumann og den victorianske kunstverden i sidste nummer af Boglisten rummer efter vores opfattelse nogle misforståelser, som det er rimeligt at gøre opmærksom på. Christensen betragter nemlig bogen som en monografi over hele Jerichau Baumanns kunstnervirke og derfor efterlyses en række greb, som bogen selvsagt ikke rummer, da den både tidsmæssigt og geografisk er begrænset. Som titlen angiver, så er der tale om breve fra London, hvilket er en defineret rammesætning, der ikke involverer de aspekter, som Christensen gerne havde set foldet ud. Ikke overraskende skaber en sådan præmis en del mislyde i forhold til læsningen, da den aldrig kommer til at harmonere med den faktiske bogs indhold.

 

Efterlysninger

Som indledningen i selve bogen slår fast, så rummer Breve fra London: ”tre kapitler, hvoraf de to første placerer Jerichau Baumann i en dansk og engelsk sammenhæng, mens kunstneren selv kommer til orde i tredje kapitel gennem flere end 70 breve skrevet til familien i København”. Kapitlernes ærinder uddybes yderligere i indledningen, hvor det også er værd at bemærke, at selve brevene er udgivelsens hjerte, idet de tegner sig for knap 200 sider af bogens i alt 254 sider. Med andre ord, så er hensigten med de to første kapitler at skabe en kortfattet historisk baggrund, så læseren er klædt på til at følge Jerichau Baumanns til tider hæsblæsende ture rundt i Londons kunstliv som beskrevet i brevene til ægtefællen og børnene derhjemme skrevet mellem 1858 og 1871. Med disse klare retningslinjer etableret for læseren, så undrer vi os, når Christensen udpeger en række mangler og efterlyser en mere tilbundsgående behandling af kunstneren i et større europæisk perspektiv.

Der sker bl.a., da Christensen som det første efterlyser information om Jerichau Baumanns tidligste uddannelse, idet hun som stor pige fik tegneundervisning i Polen hos en i dag ukendt miniaturemaler. Det kunne være interessant at foretage en 360 graders kortlægningen af kunstnerens liv, hvis det var udgivelsens målsætning at få fyldt hullerne i livsforløbet ud. Men ærindet i første kapitel er nu en gang noget andet, nemlig straks at placere Jerichau Baumann i Düsseldorf i 1838, hvor den reelle professionalisering af talentet tog fart i akademiprofessorernes atelierer. Af samme grund hedder kapitlet Fra Düsseldorf til Danmark, da det er væsentligt for læseren at blive bekendt med de udelukkelsesmekanismer, der foregik i det københavnske kunstliv af en tyskskolet maler, og som resulterede i, at hun i perioder satsede på udenlandske kunstmarkeder, herunder London, der på det tidspunkt overgik Paris som pulserende kunstby.

Samme greb gør sig gældende, når Christensen på trods af bogens hensigtserklæring efterlyser ”en dybtgående analyse af Elisabeth Jerichau Baumanns malemåde, set i forhold til den europæiske samtidskunst og til den danske maleritradition, der ikke var så homogen som den oftest fremstilles”. Da brevudgivelsen er naturligt centreret i Jerichau Baumanns ophold i London, og i de mulighedsrum, der opstod med den kommercielle britiske kunsthandel og i forhold til Royal Academy, samt til private kunstsamlere og hoffet, så falder efterspurgte undersøgelse uden for bogens tematik.

Det samme gør sig gældende, når Christensen afslutningsvis i anmeldelsen skriver: ”Hvad man savner i den veldokumenterede bog er et større udsyn over hendes produktion, set under synspunktet den maleriske stil og menneskefremstillingen i en europæisk sammenhæng.” Vi er enige med Christensen i, at det både er relevant og oplagt med analyser af de af periodens kunstnere, der arbejdede i dette paneuropæiske krydsfelt af nationale skoler og kosmopolitiske stilarter, men det er ikke denne bogs emne. Hvad vi derimod savner, er en anerkendelse af det bidrag, bogen rent faktisk leverer i forhold til de betydninger, London fik for Jerichau Baumann.

 

Kildeudgivelse

Det er vigtigt at slå fast, at med Breve fra London har det været kildematerialet, der har udstukket rammerne for bogens indledende tematik. Der har ikke været et ønske om at lave dybdegående analyser af stilistiske træk på tværs af de europæiske grænser eller diskutere hele oeuvret. I stedet har vi fokuseret på at kortlægge, hvilke værker der har været udstillet for det britiske publikum, hvilke salg og hvilke netværk de mange ophold skabte, ligesom vi har gennemgået engelske udstillingsomtaler og anmeldelser for at se på datidens reception af Jerichau Baumann. Der er ingen tvivl om, at Jerichau Baumann af sine danske samtidige ofte forekom grænseoverskridende og især i sine senere år temmelig excentrisk, men det har ikke været bogens ærinde at danne smagsdomme over de adskillige kunstneridentiteter, hun forvaltede i løbet af sit liv. Hun stod i høj grad uden for de borgerlige normer, som størstedelen af den danske kunstnerstand til en vis grad fulgte. Det har derimod været publikationens primære ærinde at lade Jerichau Baumanns selv komme til orde gennem transskription af de mange breve, så det for læseren er muligt at danne sig et indtryk af den personlighed, der har ført pennen. For det var netop den opgave, Ny Carlsbergfondets tidligere formand, Karsten Ohrt, stillede, da han indledte projektet Kilder til Dansk Kunsthistorie, der efterhånden tæller en række centrale kildeudgivelser om dansk kunst.

 

Forbløffelser

Beskrivelsen af Jerichau Baumann som ”entreprenant” i kapitlet, der handler om kunstnerens strategier og kontante stil i London, falder Christensen for brystet. Hun mener her at kunne spore en vis kritisk distance fra vores side, ligesom hun påpeger, at det er en fejl at tro, at Jerichau Baumann var mere entreprenant end andre økonomisk trængte mandlige kunstnere. Men entreprenant er nu en gang en beskrivelse af handlekraft og opfindsomhed. Og selvom Christensen ikke bryder sig om ordvalget, så var Jerichau Baumann udtalt om sine bestræbelser og ganske ublu, når hun ville sælge sine malerier, hvilket brevene netop viser. Om hun skulle være mere entreprenant end sine mandlige kolleger, gisner vi ikke om; vi påpeger blot det åbenlyse i, at hun kæmpede med næb og klør for at gøre sig gældende i en maskuliniseret kunstverden, hvor køn og nationalitet både kunne være en hæmsko og et aktiv.

Kedeligt nok er Christensen forbløffet over, at vi i udgivelsen ikke henviser til hendes biografi om Jerichau Baumann i det vægtige tobindsværk Dictionary of Women Artists, der udkom i 1997. Her gjorde vi i stedet brug af Christensens oplysende bidrag om kvindernes uddannelse og professionalisme i de nordiske lande i samme udgivelse. Men der er intet mærkværdig i den prioritering, for Christensens biografi priviligerer absolut ikke den britiske vinkel, hvilket de sparsomme oplysninger om udstillingsaktiviteterne i Storbritannien vidner om. Den henvender sig i stedet til de engelsksprogede læsere, der har brug for en introduktion til kunstneren.

 

Nye veje

Det er vigtigt at fremhæve, at Breve fra London blot rummer en lille del af den omfattende korrespondance, som Jerichau Baumann førte gennem næsten 40 år på tværs af landegrænser. Med udgivelsen er det håbet, at interesserede fagfolk kaster sig over brevene og trækker nye perspektiver ud af de temaer, der kan indkredses, og som bogens indledende kapitler ingenlunde dækker, nemlig religionens betydning, selvrealiseringens pris, opkomsten af kommercielle kunstmarkeder, betydningen af nationale kunstneridentiteter i nationalstaternes opblomstring o.s.v.

I de bedste af alle verdener ville en udtømmende, dokumenteret kortlægning af kunstnerens liv være optimal, men også en omsiggribende opgave, for Jerichau Baumann placerede sig i flere forskellige sammenhænge uden for de danske grænser, hvoraf kun få er belyst. Det gælder blandt andet hendes årelange deltagelse i det tyske kunstliv og i mindre omfang på den franske salon.  Men for at komme bekendtskabet med Jerichau Baumann nærmere, er det nødvendigt at gå til det omfangsrige og ubenyttede kildemateriale, som befinder sig på Det Kongelige Bibliotek og på Bakkehuset, Frederiksbergmuseerne. Ellers vil forskningen om Jerichau Baumann blot gentage de samme narrativer om outsideren i dansk kunst, hvilket ikke fører nye perspektiver med. Og selvom det er velmenende, når Christensen opfordrer til at forsætte Jerichau Baumann-forskningens forskellige spor ved for eksempel at arrangere en udstilling og afholde en særskilt konference om kunstneren, så er det mere relevant i 2020 at overveje, om ikke de øvrige kvinder, der malede eller skabte skulpturer i Danmark hen over midten af 1800-tallet, også snart burde få opmærksomhed. Blot så vi ikke lader Jerichau Baumann ende som et fyrtårn, der kommer til at skygge for sine mindre synlige kollager. På den måde kunne vi sammen tilføje et nyt og relevant kapitel til 1800-tallets danske kunsthistorie.