Grundig fototeoretisk bog imponerer med stort overblik og detaljerige analyser

Af Kirstine Autzen, cand.mag. i visuel kultur

I bogen Det fotografiske rum bidrager Sabine Nielsen ikke kun med indsigtsfulde diskussioner af de tre kunstnere Andreas Gursky, Candida Höfer og Thomas Ruff. Hun giver også et overblik over relevante og aktuelle fototeoretiske retninger.

Mens amerikanske fotokunstnere i halvfjerdserne og firserne havde en glubende appetit på fotografiet i sin mest farverige form, førtes anderledes underspillede strategier i Tyskland: Kunstnerparret Bernd og Hilla Becher dyrkede ’Neue Sachlichkeit’-traditionens objektivitet og minimalisme på deres fotohold på Kunstakademiet i Düsseldorf. Med rod i August Sander, Albert Renger-Patzsch og Karl Blossfeldt skitserer Nielsen kort den fascination af formregistreringer og urbanitet, som op igennem århundredet fører frem til Becher-parrets kanoniske serier: gasbeholdere, vandtårne og andre industrianlæg fotograferet knastørt i sort/hvid og fra et postuleret neutralt standpunkt.

Ud af dette urhav trækker Nielsen tre senmoderne eksponenter for rum-fotografiet: Andreas Gursky (f. 1955), Candida Höfer (f. 1944) og Thomas Ruff (f. 1958). De tre kunstnere repræsenterer nyere eksempler på ’Neue Sachlichkeit’-bevægelsen, hvor den metodiske stringens forlenes med sanselige udfordringer og senmoderne billedbehandlingsteknikker.

Rummet som collage

Andreas Gurskys arbejde karakteriserer Sabine Nielsen som ’hybridiserede rum’, fordi han i sine fotografier af (by)rum bevæger sig mod en øget grad af manipulation. Den én-til-én repræsentation af rummet, som giver traditionelle arkitekturfotografer hede drømme, og som benytter fotografiet til at gengive arkitekturens meritter, er ikke idealet her. Med moderne billedbehandling omformer Gursky konkrete bygninger og rum til nye, rumlige hybridformer. Fotografiets rolle er her at skabe en ambivalens mellem værkets realisme og rummenes surreelle fremtræden.

Candida Höfers fotografier af biblioteker, arkiver, koncertsale og andre kulturelle arnesteder knytter Nielsen sammen med Walter Benjamins Passageværket, fordi billederne registrerer, hvordan én tids kulturrum med tiden transformeres og overlejres af andre tiders idealer og forestillinger. Med lyset som ledetråd fører Nielsen læseren igennem eksempler, hvor naturligt lys og kunstlys accentuerer et før og et nu. Her er fotografiet genialt, fordi lys har forskellig temperatur – og dermed farve – alt efter dets kilde. Værker som Zentralinstitut für Kunstgeschichte München IV, 2000, og Natural History Museum London II, 1990, viser det tydeligst: (blå)hvidt sollys gennem vinduerne på Natural History Museum får det grønlige lys i montren med en mynde til at se klaustrofobisk kvælende ud. Og skulpturerne i atriumgården i München står badet i klart, hvidt lys, mens de omkringliggende gange på grund af glødepærerne i loftet henligger i mærkværdig orange belysning.

I kapitlet om Thomas Ruffs medialiserede rum er det metoden, som er i fokus. Særligt interessant er Nacht-serien, hvor Ruff fotograferer ’det hjemlige Düsseldorf’ med militærets optageudstyr, så vores opfattelse af almindelig, hverdagslig arkitektur smelter sammen med billeder af krigszoner qua de visuelle koder, massemedier har gjort os vante med. Det hjemlige bliver fremmedgjort og ’unheimlich’, og billederne bringer med dette enkle greb problematikker om hverdag og verdenspolitiske emner tæt på.

Lækker, men lige kvadratisk nok

Det er dog som om, Becher-parrets analytisk underspillede metode har sneget sig ind i Nielsens skrivestil. Teksten er præget af akademiske kernedyder, såsom hyppige delkonklusioner og sproglig neutralitet og præcision. Men mon ikke det smukke arbejde med emnet ville glide lettere ned, hvis der af og til var lidt flødeskum på toppen? Bogen er grundig og indholdet velresearchet, men læseoplevelsen til tider tung. Et mere tilgængeligt sprog ville gøre den appetitlig for et større publikum.

Den grundige tilgang og Nielsens interesse for kunstnernes metode giver lyst til at vide endnu mere: Hvilke billedbehandlingsprogrammer bruger Gursky og Ruff? Hvordan foregår processen? Hvordan ser forlæggene ud? Alle sammen spørgsmål, som peger på det positive resultat, at bogen vækker denne læsers videbegær. Bogen er forsynet med gode noter, en forrygende bibliografi og velvalgte eksempler.

Det fotografiske rum fylder en tom plads i den dansksprogede litteratur på fotoområdet. Den største del af fototeori på dansk findes i magasiner, hvoraf Sabine Nielsen selv bidrager som redaktør på det ambitiøse magasin Filter, og det er dejligt at kunne sætte denne bog på hylden til fremtidig gavn og glæde. Emnet er interessant, især i en så grundig fremstilling, som Nielsen præsenterer. Bogens kombination af værknære læsninger og teoretiske overblik gør den brugbar og relevant i mange sammenhænge: både som indblik i en gren af fotohistorien, som kilde til de enkelte kunstneres metoder og som inspiration for yderligere undersøgelser.