Af Jens Tang Kristensen, ph.d.
Som overskriften antyder, er det først nu, at Asger Jorns begreber og neologismer i form af triolektik og situlogi tages alvorligt. Dette omskift skyldes Jørn Erslev Andersens bog At sætte i situation, som jeg har læst med stor fornøjelse. Andersens relativt lille bog bør fremover anskues som et af de vægtigste og vigtigste bidrag til Jorn-forskningen overhovedet. At der er tale om en banebrydende bog, kan måske overraske de fleste, eftersom Jorn vel nok er den danske efterkrigstidskunstner, som er blevet tillagt størst betydning, dette såvel nationalt som internationalt. På et umiddelbart plan kan Jorn hermed opfattes som fyldestgørende beskrevet. Guy Atkins voluminøse værker, Troels Andersens og Lars Morells omfangsrige biografier samt diverse forskningsbaserede og populærvidenskabelige oversigtsværker om kunstneren, har på hver deres måde bidraget hertil. Men de mange publikationer har også medført, at Jorn er blevet mytologiseret. Ud fra denne betragtning er det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Jørn Erslev Andersen med sin kun 144 sider lange bog formår at udfolde et relativt uudforsket aspekt i Jorns kunstneriske og teoretiske praksis. For som forfatteren allerede indledningsvist gør opmærksom på, har den traditionsfortælling, som overvejende har præget Jorn-receptionen, på mange måder også fastlåst synet på hans kunst og ikke mindst teoretiske virke (p. 13). Triolektikken er for eksempel hidtil blevet fremhævet som en slags gimmick eller pseudovidenskabelig bibeskæftigelse, som helst skulle negligeres eller helt udskrives, endsige overses.
Receptionshistoriske reduktioner
Lige siden journalisten Gunnar Jespersens bøger om Cobra, Guy Atkins’ oversigtsværker og værkfortegnelser over Jorns liv og værk, Troels Andersens mange artikler samt voluminøse biografi om kunstneren samt Lars Morells ditto, har fortællingen om Jorn været præget af en yderst traditionsforvaltende og myteskabende fortælling – en fortælling, som Jorn i øvrigt selv bidrog aktivt til, men som han heller ikke kunne have produceret bedre end disse skribenter. Sådanne omstændigheder har betydet, som Erslev Andersen gør opmærksom på, at Jorns teoretiske virke paradoksalt nok er blevet affejet til fordel for en beskrivelse af Jorns kunst som upåvirket af hans teoretiske refleksioner. At Jorn var meget nære venner med filosoffen Gaston Bachelard, samt det faktum at Jorns La langue verte et la cruite eksplicit fungerede som et både periodiserende og teoretisk modangreb på Claude Lévi-Strauss’ antropologiske strukturalisme, er kun sporadisk blevet nævnt i den hidtidige litteratur om kunstneren. Jorn er således blevet kanoniseret som udelukkende folkelig i en nærmest tilsvarende ukompliceret forstand. I den sammenhæng er Jorn, både som kunstner og person, blevet analog med begreber som legende, spontan og banal. Erslev Andersen fremhæver således, at selvom der i de seneste år er udkommet en lang række nye tekster om Jorn, og hvoraf mange som noget nyt også fokuserer mere på kunstnerens aktivistiske og politiske virke, så er Jorns teorier om situlogi og triolektik blevet forbigået blandt kunsthistorikerne. For som Erslev Andersen påpeger:
Ikke så få danske og internationale stjerneskribenter i Jorn-receptionen, der fortrinsvis koncentrerer sig om de kendte og kanoniserede sider af hans kunstneriske virke, har tydeligvis fundet det for besværligt eller risikabelt at sætte sig ind i og skrive om hans teorier om triolektik og situlogi. Jorns meddelelser herom ufarliggøres af disse kritikere som exhorbitante exentriciteter, der kun, om overhovedet, nævnes kort i forbifarten. (p. 12-13)
Andersen påpeger for eksempel også, at den amerikanske kunsthistoriker Karen Kuczynski i sin ellers fremragende bog The Art and Politics of Asger Jorn slet ikke nævner triolektikken ”mens hun på under en side og i almene vendinger polemisk parkerer situlogien som udtryk for en af Jorns uinteressante idiosynkrasier” (p. 13). Denne suspendering af triolektikken og situlogiens betydning har med andre ord domineret forskningen, og forfattere som Lars Morell og Troels Andersen har da også affærdiget Jorns teorier konsekvent. Princippet om en konsekvent eksklusion af disse aspekter ved Jorns egne teoretiske skrifter kontrasteres tilsyneladende kun partikulært af nogle få kunstnere som for eksempel Jørgen Michaelsen, installations- og performancekunstneren Tanja Nellemann Poulsen og arkitekten Stig L. Andersson (p. 13). Dette er måske heller ikke helt så tilfældigt, som det kunne se ud, idet Erslev Andersen beskriver Jorn som en grundlæggende ”procestænkende kunstner med en aldrig svigtende og altid engageret tiltro til kunstens situative protest- og frihedspotentiale.” (p. 22) For som Erslev Andersen fremhæver:
I det almene kendskab til Jorns tænkning henviser betegnelsen ’triolektik’ da heller ikke til en teoretisk funderet og politisk og kunstnerisk analysemetode, men til en nichesport, nemlig triolektisk fodbold. Spillet har baggrund i Jorns forsøg på at anskueliggøre det antidialektiske ved teorien i Naturens orden fra 1962. Han benytter det som eksempel på triolektikkens nødvendige erstatning af dialektikken ved at beskrive det givtige i at spille med tre hold frem for to i udøvelsen af en sport, der har fokus på forsvar, ikke på angreb. (p. 49)
Erslev Andersen præsenterer i kontrast til denne naturalisering af triolektikken læseren for en indgående indføring i både patafysik, situlogi og triolektik. Triolektikken som Jorn lancerede i sin Naturens orden i 1962 skal, som Andersen understreger, fortsat ses som Jorns kritik af Niels Bohrs komplementaritetsteori, en kritik som Bohr aldrig nåede at reagere på, eftersom han døde samme år som Jorn betvivlede kvanteteorien. Men Erslev Andersen viser også, at Jorns kritik af Københavnerinterpretationen og dialektikken skal findes i Jorns genlæsninger af den tyske kunstner Phillip Otto Runges teori om farvekuglen (p. 59). I det hele taget viser Erslev Andersen, hvordan Jorn tog udgangspunkt i mange forskellige teoridannelser som for eksempel den engelske filosof og matematiker Alfred North Whiteheads i dag berømte procesfilosofi, den russiske videnskabsmand Nikolai Alexandrovich Kozyrevs teorier samt i den rumænske filosof Stéphane Lupascos anti-aristoteliske tænkning.
Med Erslev Andersens bog har vi fået en ny og vigtig side frem hos en af det 20. århundredes ellers mest velbeskrevne danske kunstnere. Erslev Andersens bog er med andre ord et substantielt og vigtigt bidrag til de kommende generationer af Jorn-forskere. I lyset af den internationale Jorn-forskning, som fortsat er støt stigende, kan der endda plæderes for, at bogen bør oversættes til engelsk. Herved kan omverdenen også opnå en dybere indsigt i Jorns værdifulde teoretiske tænkning, ikke mindst fordi Jorns teorier, som Erslev Andersen har vist med denne bog, ikke længere bør ses som et affirmativt supplement til kunstnerens øvrige virke, eller som et isoleret eklektisk-pseudoteoretisk fænomen, men derimod som en integreret del af Jorns samlede og mange-facetterede kunstneriske processuelle produktion.