Der findes steder, som hævder sig på særlig vis blandt de mange steder, vi færdes. Stedets ånd, genius loci, er et begreb med rødder tilbage til antikken, som af den norske arkitekturteoretiker Christian Norberg-Schulz (1926-2000) knyttedes til en fænomenologi inspireret af Martin Heidegger. I sin bog Genius Loci: Towards a Phenomenology of Architecture (1980) argumenterer Norberg-Schulz for, at blandt andet klimatiske og topografiske forhold fordrer en særlig bygningskultur. Dermed kan hans idéer læses som en kritik af den internationale modernismes forestilling om en universel arkitektur.
Igennem de senere år har Norberg-Schulz’ tanker mødt kritik for at sværme for det metafysiske. Alligevel kan vi genkende dette, at nogle steder fremstår med større prægnans end andre. At kunstneriske indgreb fuldkommen kan ændre et sted; i en fortolkning af stedets potentialer eller i kontrast til det eksisterende.
I tre anmeldelser i dette nummer af KUNSTHISTORISK BOGLISTE synes spørgsmål om stedet, dets forandring og betydning at spille en afgørende rolle. Eremitageslottet er en uundværlig del af Dyrehaven nord for København, beliggende point de vue på sletten som en luftspejling. Et nedlagt plejehjem på Lolland blev med Richard Winthers vægmalerier til Villa Barbaros fjerne slægtning. I Ribe og ved Fuglsang har landskabsarkitekten Torben Schønherr med sikre greb forvandlet eksisterende rum, så de fremstår anderledes poetiske. Vi må altid overveje, hvilke rumlige sammenhænge kunstneriske værker indgår i eller har indgået i for at forstå dem. Hvordan de forholder sig til – og skaber – et sted.
Redaktionen
Kontakt os gerne med kommentarer og forslag ved at klikke hér
Kunsthistorisk Bogliste nr. 9/2014
For øjeblikket – og for fremtiden
For øjeblikket 2 – Samtidskunst til billedkunst
Anmeldt af Anne-Sophie K. Rasmussen
To vidnesbyrd om Vindebymesteren Richard Winthers uovertrufne bedrifter
Jørgen Gammelgaard og Steen Møller Rasmussen, Rdo – Vindeby-mesteren. Vægmalerierne i Richard Winthers hus på Lolland
Anmeldt af Jens Tang Kristensen
Tilbage til Thurah
Eremitageslottet
Anmeldt af Jeppe Priess Gersbøll
Det foranderliges kunst
Som det blå. Arbejder af landskabsarkitekten Torben Schønherr
Anmeldt af Martin Søberg