Af Kamma Hansen, ph.d. i kunsthistorie

Multikunstneren Stig Brøgger har været aktiv siden 1964 og er det fortsat. Han var en af de markante kræfter i Eks-skolen i midten af 1960’erne og spillede som professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi gennem det meste af 1980’erne en væsentlig rolle for en del af de kunstnere, vi i dag kender som De Unge Vilde. Gennem store dele af sit virke har han været en særdeles aktiv kunstteoretiker og -skribent. Og ikke mindst har han gennem årene udviklet en kunstnerisk værktøjskasse af imponerende omfang: Stig Brøgger har således markeret sig inden for maleri, fotografi, prosa, installationskunst, land art og en hel del mellemgenrer.

Antologien Stig Brøgger – Now Here er – som det hedder i pressemeddelelsen fra udgiveren Strandberg Publishing – “den første samlede monografi om billedkunstner Stig Brøggers samlede værk, som det udfolder sig på tværs af alle kunstneriske medier”. Den forbeholdne læser vil måske nok studse over forlagets kække brug af ordet “alle” i denne sammenhæng. Stig Brøggers oeuvre viser om noget, at kunsthistorien altid vil have morgendagens medier, materialer og genrer til gode. Sandt er det ikke desto mindre, at Stig Brøgger – Now Here er et særdeles omfattende katalog over et særdeles omfattende kunstnerisk virke. Og at vi med Stig Brøggers værker som prisme føres kompetent ind i en lang række af de kunstneriske genrer, der opstod op gennem 1960’erne og 70’erne, og som videreudvikledes i de følgende årtier. Som samlet kortlægning og refleksion over Stig Brøggers værk og samtid er udgivelsen derfor en imponerende bedrift.

Foruden fire nye forskningsartikler indeholder antologien to ældre tekster: dels en introduktion til Stig Brøggers maleriserie Flora Danica skrevet i 1990 af den franske filosof, sociolog og ophavsmand til begrebet om det postmoderne Jean-François Lyotard; og dels en essayistisk gennemgang af “Nogle nyere tendenser” skrevet i 1970 af Stig Brøgger selv. Derudover rummer antologien en uhyre omfattende biografi. Udgivelsens største kvalitet er dog næsten det omfattende billedmateriale, der i det mindste for denne læser har udvidet forståelsen for Brøggers arbejde med det rumlige, det serielle og det mediespecifikke ganske betragteligt.

 

Bidrag til forståelsen af genrer

Som læser føres man sikkert igennem årtiernes tendenser og videreudvikling af de kunsthistoriske genrer. Mikkel Bogh præsenterer en række nedslag i Brøggers kunstneriske virke. Han beskriver rammende det samlede oeuvre som “en labyrint med mange rum”, der på postmoderne vis afviser forestillingen om en fremadskridende fortælling, hvor værker og genrer afløser hinanden i et logisk udviklingsforløb (p. 11). Hermed lægger Boghs bidrag fint op til de følgende tekster, der hver især zoomer ind på udvalgte “rum” i labyrinten.

Tania Ørum præsenterer Brøggers arbejde med tegneserier, prosa og film og sætter det overbevisende i sammenhæng med sen-60’ernes systemdigtning, hvor de sproglige virkemidler indsættes i nye systemer, som det er op til læseren at afkode. En pointe er her, at kunstneren træder i baggrunden til fordel for en læser eller betragter, der er tvunget til at indgå aktivt og finde sammenhænge mellem værkets bestanddele for dermed at få værket til at give mening for sig selv (p. 82). Ørum benytter samtidig lejligheden til at pege på de værker, der falder mellem genrerne, ikke er “så museumsegnede” (p. 111) og derfor ofte overses – en kendsgerning hun med fuld berettigelse kritiserer, eftersom hendes tekst netop viser, hvordan vi ved at studere blandformerne kan udvide vores forståelse af Brøggers samlede virke såvel som af 60’ernes og 70’ernes kunstscene.

Anne Ring Petersens bidrag handler om Brøggers arbejde med det serielle og installatoriske. En interessant pointe hos Ring Petersen er, at Brøggers arbejde med installationer ikke går hånd i hånd med en afvikling af maleriet som genre – selvom netop 60’ernes og 70’ernes nye genrer ofte er blevet koblet til netop dét. Tværtimod præsenterer hun overbevisende, hvordan Brøgger gennem serier og installationer har formået at tage maleriet nye steder hen. Dét, der var ved at blive afsluttet, var således “ikke (…) maleriet som sådan, men derimod avantgardens og højmodernismens idéer om det”, som det hedder (p. 168).

Under overskriften “Rum, sekstanter, billeder og andre kulegravninger” præsenterer Charlotte Præstegaard de måder, hvorpå fotografiet har været omdrejningspunkter for Stig Brøggers kunst. Tania Ørums pointer om systemdigtning videreføres, og Præstegaard beskriver, hvordan Brøgger peger på sprogets systemer ved at underminere dem ved hjælp af billeder, der “forstyrrer” det system, som ordene lægger op til (p. 249-251).

 

Mellem forklaring og formørkelse

Antologiens tekster er generelt holdt i et akademisk, men forholdsvis læsevenligt sprog. Værker beskrives og analyseres indgående, og tidstypiske begreber som eksempelvis attituderelativisme (p. 17), entropi (p. 34 og 252) og systemdigtning (p. 82) forklares og sættes i sammenhæng.

Stig Brøgger – Now Here indeholder følgende bidrag:

Mikkel Bogh, “Billedet er nu – og her: Veje gennem Stig Brøggers verdenskort”

Tania Ørum, “Den tværæstetiske kunstner: Maleren Stig Brøgger som skribent, tegneserie- og filmmager”

Anne Ring Petersen, “Serialitet og forskydning: Om den serielle og installatoriske dimension i Stig Brøggers maleri”; “I det udvidede felt: serialitet og forskydning som princip for Stig Brøggers værker til offentlige rum – et visuelt appendiks”

Charlotte Præstegaard, “Rum, sekskanter, billeder og andre kulegravninger: Stig Brøggers fotografisk baserede kunst i 1960’erne og 1970’erne”

Jean-Francois Lyotard, “Flora Danica: udskillelsen af håndhævelsen i Stig Brøggers maleri”

Stig Brøgger, “Nogle nyere tendenser”

Kunsthistoriske tekster kritiseres jævnligt for at være vanskelige at forstå og har senest været under angreb i efteråret 2019. En sådan kritik skal derfor også imødekommes her – og desværre går Stig Brøgger – Now Here ikke helt fri af den: Der er mange sætninger på langt over 25 ord og en hyppig brug af ord som “gestus”, der for ikke-kunstfaglige læsere måske ikke giver så meget mening i en billedkunstnerisk sammenhæng. På den anden side må udgivelsens modtagergruppe formodes at være de særligt kunstinteresserede.

En enkelt tekst er dog så langhåret, at denne anmelder næsten måtte give fortabt; nemlig Jean-Francois Lyotards bidrag med den fulde titel “Flora Danica. Udskillelsen af håndhævelsen i Stig Brøggers maleri”. Teksten indgik oprindeligt i kataloget til udstillingen “Flora Danica – Hændelsen, Striden, Heterogeniteten” på Statens Museum for Kunst i 1990. Den blev genudgivet i en revideret version i 1997, og det er denne version, der indgår i Stig Brøgger – Now Here. Det er på sin vis interessant at se, hvordan et af Stig Brøggers væsentligste værker er blevet formidlet i sin samtid. Lyotards tekst tjener for så vidt som et velkomment kuriosum, der giver os en fornemmelse af det akademiske klima, som Brøggers værk i sin tid blev indoptaget i – og som Brøgger i øvrigt selv bidrog ganske flittigt til.

Lyotard formår da også at antyde nogle væsentlige kompleksiteter ved Brøggers Flora Danica-værk: Han peger eksempelvis på maleriet som et relativt afvisende medium. Et medium, der med sine “inartikulationer” – sin mangel på umiddelbar brugsværdi eller letforståeligt budskab – vækker betragterens følelser (p. 225) og stiller det interessante spørgsmål om, hvad billedet ”skal”, når det ikke (længere) skal levere en religiøs, politisk eller social meddelelse til os. Lyotard kommer også langt med at placere Stig Brøgger i et spændingsfelt mellem minimalismen og konceptkunsten (p. 227). Endelig har Lyotard nogle fine betragtninger om serialitet og rytme (p. 234) og en mulig pointe om øjets forførelse og det usigelige ved den sanselige oplevelse.

Ikke desto mindre er det netop her, at Lyotards snørklede sprog for alvor kammer over. Det ser vi eksempelvis i den følgende sætning, der næsten lyder som en parodi på et indforstået og utilgængeligt kunsthistorikersprog:

I den omstrejfende kromatismes tilfælde bliver det ingenlunde fordret af blikket, at det skal rejse sig ved appellen fra det tilstedeværendes gåde, det bliver derimod elskværdigt anmodet om at lade sig forlede af de hensvindende kærtegn, som moderfarvens anamorfe legeme skænker blikket. (p. 237)

Med en sætning som denne kommer Lyotards tekst til at stå i skærende kontrast til udgivelsens anden ældre tekst; nemlig Stig Brøggers egen. “Nogle nyere tendenser” er i forordet præsenteret som et essay, men minder snarere om en form for notat eller arbejdspapir. Tendens for tendens, med velvalgte ord og i punktform, forklarer Stig Brøgger genrerne Minimal art, Anti-form art, Ecological art og Conceptual art – med engelske betegnelser, fordi de i 1970 antageligt var for nye til at være indoptaget i det danske sprog. Genrerne hører bestemt ikke til i den lette ende af det kunsthistoriske pensum. Men Brøgger forklarer dem kort og koncist – og får ved samme lejlighed leveret et par sunde avantgardistiske pointer om kunstens rolle og museernes rolleskift “fra at være rumligt skabende til at være refererende” (p. 279).

Det klæder i høj grad antologien, at Brøgger også selv kommer til orde. Hans tekst lægger sig i meget fin forlængelse af især Tania Ørums tekst og fuldender samtidig billedet af en velorienteret og meget reflekteret kunstner, der har gjort det til en af sine livsopgaver at bringe de nye tendenser til Danmark.

Med Brøggers tekst, de fire nye tekster og ikke mindst det imponerende billedmateriale udgør Stig Brøgger – Now Here et overbevisende og helstøbt vidnesbyrd om en væsentlig dansk kunstner, hvis værker mange burde kende endnu bedre.