Omvisning ved kurator, museumsinspektør Kira Kofoed
Udstillingen “Kunstens Konge – Folkets Søn” markerer 175-års jubilæet for åbningen af Thorvaldsens Museum for offentligheden. Den dykker dybere ned i begivenhederne, der opstod, da Bertel Thorvaldsen vendte tilbage til København efter over 41 år i Rom. Udstillingen fokuserer på Thorvaldsens betydning for demokratiseringen af kunsten i Danmark og undersøger, hvordan hans ankomst påvirkede datidens København og de politiske dagsordener bag fejringen. Hvad har det betydet for vores opfattelse af Thorvaldsen og kunstens rolle i samfundet i dag?
Besøgende i udstillingen får indtryk af den enorme hyldest og persondyrkelse, som sjældent har set sin lige på dansk jord. Udstillingen afdækker, hvordan Thorvaldsens ankomst og opførelsen af hans museum ved siden af kongens slot spillede en afgørende rolle i Danmarks udvikling fra enevælde til demokrati. Udgangspunktet for fortællingen er Sonnes Frise, som pryder hele museets facade. Udstillingen kaster lys over de skjulte symboler og revolutionære begivenheder, der fandt sted under fejringen.
Da Bertel Thorvaldsen vendte tilbage til København i 1838 efter sin langvarige karriere i Rom, var det ikke blot en hyldest til kunstens superstjerne i den eksklusive marmorverden. Modtagelsen var under overfladen en politisk begivenhed med revolutionære elementer, der tydeligt udtrykte folkets krav til et mere frit og lige samfund i de sidste år af enevælden.
Især kunstnere, studerende og det nye, velhavende borgerskab så Thorvaldsen som en rollemodel, der indikerede vejen til en ny samfundstype. Han blev betragtet som ‘en af os’ og ‘folkets søn’, men blev samtidig hyldet som kunstens konge af paven og Europas fyrster og adelige. Denne position blev udnyttet, både af Thorvaldsen selv og af kræfter i samfundet omkring ham.
Praktisk info
Vi mødes i forhallen, og omvisningen starter præcis kl. 15.00. Vær opmærksom på, at der skal betales entré, medmindre man har årskort til museet eller ICOM-kort. Bemærk, at store tasker skal i garderoben, og at der kan være halvkoldt i rummene, hvorfor let overtøj kan være en fordel for de kuldskære.
Hvis man har lyst til at forlænge Thorvaldsen-oplevelsen og blive inden for den nye og mere politiske vinkel, er der samme aften prewiew på museet på DRs Thorvaldsen-dokumentar. Læs mere om udstillingen på Thorvaldsens Museums hjemmeside.
Tilmelding senest tirsdag d. 30. januar. Max. 18 deltagere
Illustration: Fotograf Federica Lozzo