Lemmerz for den oplyste nybegynder
Af Anna Schram Vejlby, mag.art. i kunsthistorie
Med sin bog om Christian Lemmerz giver Ann Lumbye Sørensen os en smukt illustreret tekst med et væld af associationer over et komplekst værk. Det er spændende læsning, som smager af mere.
Ann Lumbye Sørensen beskriver i Memento. Christian Lemmerz. Erindring, krop, død den tyske kunstners skulpturer og installationer fra 1980’erne og frem til 2009, hvor bogen udkom. Bogen er smukt tilrettelagt af Åse Eg og er klædt i prægnant sort, som spiller elegant på Lemmerz’ senere værker, hvor det ubærlige pakkes appetitligt ind. Med de mange illustrationer får man samtidig et visuelt overblik over Lemmerz’ produktion, som gør bogen til en vigtig dokumentation for et bredere publikum – også af værker, som er blevet destrueret.
Forfatterens ambition synes at have været at skrive et oversigtsværk over Lemmerz’ skulpturelle oeuvre med vægt på de associationer, som de enkelte skulpturer og installationer giver. Og det er ikke få!
I indledningen fremgår det, at dette ikke er et biografisk skrift, men en bog om værkerne og om den virkningsæstetik Ann Lumbye Sørensen ser i dem. Der refereres indimellem til Lemmerz’ udtalelser fra e-mails og samtaler med forfatteren, og man fornemmer også kunstnerens stemme i andre dele af bogen, hvor han ikke direkte citeres. Ann Lumbye Sørensen bemærker også i indledningen, at Lemmerz’ skøn- og faglitterære referencer (som har haft stor indflydelse på hans kunstneriske virksomhed) ikke danner fundament for bogens teoretiske udredninger idet:
Christian Lemmerz’ værk er af en sådan art, at når man fordyber sig i det, opstår der hele tiden nye ideer, associationer og overvejelser om andre mulige vinklinger. (Lumbye, p. 10)
Ikke desto mindre gør Ann Lumbye Sørensen ret i også at citere kunstneren, som har et skarpt og direkte syn på egne værker.
Det er tydeligt, at Ann Lumbye Sørensen er dybt fascineret af Christian Lemmerz’ værker, og denne fascination giver bogen en ægthed, som man engageres af, fordi begejstringen i høj grad bærer teksten. Det er dog samtidig netop de overdådige associationskæder, der er en af bogens største udfordringer til sin læser.
Det, der gør bogen læseværdig, er nemlig samtidig en konstant viften læseren om næsen med betragtninger, som ikke uddybes tilstrækkeligt. For eksempel er det lidt skuffende ikke at høre mere om, hvad det er, Lemmerz har tilfælles med spaghettiwesterninstruktøren Sergio Leone, når Ann Lumbye Sørensen diskuterer de sene marmorskulpturers balanceren på pastichens knivsæg mellem ”kitsch og sublim sofistikering.” (Lumbye, p. 97). Og hvor mange bøger bør læseren ikke siden kaste sig over efter at have læst siderne 85-86, hvor Ann Lumbye Sørensen bevæger sig ubesværet fra Michelangelo-referencer i værket ”Angel” (1993-94) over Walter Benjamins tanker om ruinen og det ufærdige til en konklusion om, ”at Lemmerz ønsker at etablere et spændingsforhold mellem klassik og antiklassik (…)”, som så igen giver anledning til sammenligninger med kunstneren Damien Hirst. Og alt dette på bare to sider! Man får i passager som denne fornemmelsen af, at man i virkeligheden sidder med en encyklopædi over Lemmerz’ skulpturelle værk. En encyklopædi, hvor pladsen benyttes til at markere, skitsere og give referencer, som læseren så selv kan gå i dybden med anderswo, hvis man altså ikke skulle være blandt de få udvalgte, der har samme lærde og rige referenceramme som forfatteren. Og dermed får man også svar på, hvem bogen henvender sig til – nemlig et oplyst, yderst interesseret og måske endda professionelt publikum af kunsthistorikere og ”artistes savantes”, vidende kunstnere, som Ann Lumbye Sørensen også benævner Lemmerz. I den kontekst er Memento. Christian Lemmerz. Erindring, krop, død et spændende værk, som bestemt indtager sin plads i beskrivelsen af den danske kunstscene de seneste 30 år. Men selv samme oplyste læser vil måske savne, at Ann Lumbye Sørensen i højere grad uddyber sine betragtninger, præcis fordi det er interessant, hvad hun, der har fulgt Lemmerz i så mange år, har at sige. Samtidig er bogen ikke særlig let tilgængelig for et bredere publikum. Og netop Lemmerz, som har rørt og forarget en ikke ubetydelig del af den danske befolkning med sine rådnende svinekroppe og de på samme tid kvalmende og skønne marmorskulpturer, fortjener vel en tekst, der kunne forklare og opklare.
Nu kan man jo ikke klandre forfatteren for at have en anden ambition med sin bog, for ikke at have skrevet en anden bog end den foreliggende. Man kan blot konstatere, at her er en tekst, der stoler på, at læseren kan følge med op på de teoretiske tinder, ganske enkelt fordi Lemmerz’ værk forlanger det af sit publikum. Memento. Christian Lemmerz. Erindring, krop, død er med andre ord en rig og begejstret bog, som for en særlig engageret skare giver blod på tanden til at fordybe sig yderligere i Lemmerz’ værk.