Af Iben Johansen, cand.mag. i kunsthistorie

 

Vilhelm Kyhn & det danske landskabsmaleri. Redigeret af Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2012. 232 sider.

Fire kunstmuseer er gået sammen om at skabe ny forskning i den danske landskabsmaler Vilhelm Kyhn. Randers, Fuglsang og Ribe Kunstmuseum samt HEART Herning Museum of Contemporary Art har sammen med Aarhus Universitetsforlag udgivet en vægtig og vigtig bog.

”Altid lemper jeg noget; men er meget forsigtig; thi det Karakterfulde kan let gaa bort og let kommer man over i Maneren.”  (p. 49) Denne passus skrev landskabsmaleren Vilhelm Kyhn til kunstnerkollegaen Lorenz Frølich i 1889. Kyhns landskabsmalerier eksisterer i et spændingsfelt mellem den realistiske gengivelse af naturen og idealiseringen af selv samme – mellem det objektivt sete og ”Maneren”.

Vilhelm Kyhn blev og er blevet kritiseret på baggrund af sin meget offentlige modstand mod det moderne gennembruds udanske motivvalg og teknik. På grund af hans kunstneriske konservatisme har eftertiden ikke set med milde øjne på hans værker. Samtidig er han som oftest blevet sammenlignet med landskabsmalere som P.C. Skovgaard. I sammenligning med ham havde Kyhns maleriske teknik store mangler, og man følte ikke, at hans motivvalg levede op til datidens krav om idealiserede landskaber. Han ønskede i stedet at leve op til ovennævnte citats udsagn om en balance, der vægtede en mere ærlig gengivelse af naturen – for netop ikke at havne i det alt for stilistiske, ”Maneren”.

Spændinger som denne, mellem tidens krav og Kyhns egne præferencer, er udgangspunktet for flere af bogens forfattere, der forsøger at gøre op med kunsthistorisk kassetænkning og se malerens arbejder som eksempler på en kompleks tid og en lige så kompleks kunsthistorie. Samtidig er det en historie om en maler, der i sin levetid nåede at opleve nye franske tendenser og måske endda benyttede sig af dem – til trods for sin modstand.

 

Nytænkning som præmis

Bogen bunder i et stort videnskabeligt arbejde, som kommer tydeligt til udtryk i de seks vægtige artikler. Redaktørerne ønsker at skabe en platform for en anderledes tilgang til maleren Vilhelm Kyhns syn på det danske landskab. På bagsiden kan man læse:

Vilhelm Kyhn & det danske landskabsmaleri tager kritisk og fordomsfrit fat på en ofte misforstået kunstner og tegner for første gang et nuanceret portræt af, hvem maleren af vores drømmes Danmark i virkeligheden var.

Artiklernes emner har en stor spændvidde, og langt størstedelen kaster et blik på malerens samtid – både politisk (og identitetspolitisk), kulturelt, litterært og kunsthistorisk. Hvad artiklerne også har til fælles, er deres kritiske revision af holdningen til Kyhns værker og ikke mindst den kunsthistoriske litteratur om ham.

Finn Terman Frederiksens artikel indleder med en kritisk gennemgang af den hårde medfart, Vilhelm Kyhn mødte i sin samtid og sidenhen. Karina Lykke Grand gennemgår systematisk den politiske virkelighed, som Kyhn levede og malede i, hvor nationalliberalismen stod som altoverskyggende tema. Ingeborg Bugge analyserer et enkelt og, ifølge forfatteren, ganske ubeskrevet havemotiv af Kyhn og sætter det ind i en længere ikonografisk tradition. Lise Jeppesen fokuserer på forskellen mellem kunstnerens studier og færdige værker, og hvordan de førstnævnte blev set i samtiden. Det nationalliberale partiprogram går igen i Gertrud Oelsners artikel, hvor landskabsmaleriet ses som udtryk for en særlig kartografisk og politisk diskurs. Sidst, men ikke mindst, skriver Henrik Wivel Kyhns landskabsmalerier ind i tidens litterære og filosofiske tanker.

 

Revisionistisk kunsthistorie

Bogens placering i kunsthistorien er ganske væsentlig; den lægger sig inden for en nyere tradition, hvor kunsthistorikerne går deres ældre kolleger på klingen og forsøger at revidere måden, hvorpå vi anskuer kunstnere som Vilhelm Kyhn. Dansk kunst fra Kyhns tid og frem er til stadig forhandling – dette ses i en række udstillinger i de senere år – her kan eksempelvis udstillingerne om L.A. Ring på Statens Museum for Kunst i 2006 og P.S. Krøyer på Den Hirschsprungske Samling i 2011 nævnes.

Den revisionistiske kunsthistorieskrivning kan ses som en udløber af det postmoderne opgør med de store narrativer – her i form af tidligere udgivelser om Kyhn. Et opgør, der kan findes i mange afskygninger i nyere kunsthistoriske udgivelser. Blandt andet feministisk kunsthistorisk forskning og i revurderingen af kunstneriske bevægelser og ’glemte’ kunstnere. Fælles er kritikken og revurderingen af ældre kunsthistorie og forsøget på nye metodiske tiltag.

Disse nye indgangsvinkler til materialet udvider feltet og kunsthistoriefaget – i denne bogs tilfælde er det identitetspolitiske analyser, der udmærker sig. Det nationalliberale som optik går igen i flere artikler, men især Karina Lykke Grands bidrag gør sig bemærket. Heri ses de kyhnske malerier som medvirkende til skabelsen af idéen om et forenet Danmark. Malerierne indgik i en politisk agenda og var derfor ikke blot gengivelser af landskaber, men performativt identitetsskabende.

 

Grundforskning og nye vinkler

Denne udgivelse er resultat af en formidabel kunsthistorisk flid, hvor grundforskningen og nye spændende analyser skaber stor læselyst. Forfatternes analyser er gennemarbejdede og udviser et eksemplarisk grundigt arbejde med kilderne.

Jeg vil især gerne fremhæve Gertrud Oelsners artikel ”Overblik og grænser. Vilhelm Kyhn og kortlægningen af Danmark”. Oelsner formår at gribe uden for de gængse temaer og tage fat i nye perspektiver som kartografi og national identitetsdannelse, og hun viser et stort overblik over en vigtig motivkreds for maleren: det panoramiske blik over det danske landskab. Således skaber Oelsner, gennem gennemarbejdede analyser, en forbindelse mellem Kyhns politiske sindelag, tidens nationale brydninger og vigtigheden af et ideologisk samlet Danmark i tiden omkring de Slesvigske Krige og demokratiets indførsel.

Dette nuancerede blik på Kyhns kunst viser også på hvilke præmisser, landskabsmaleriet ellers opererer i en tid, hvor landegrænser var til diskussion, og dannelsen af en fælles dansk identitet ansås som en politisk nødvendighed. Oelsner formår at skabe nye vinkler på kystpartierne og de brede vistaer og skriver dem ind i et nationalliberalt program. De er ikke længere blot stemningsfulde landskaber til de borgerlige stuer, men aktive elementer i en større politisk sammenhæng.

 

Kyhns kritik af sin samtids kunst og en vej ud herfra

I Henrik Wivels artikel ”Poetisk realisme. Vilhelm Kyhns romantiske landsskabssyn” beskrives Kyhns tilhørsforhold til romantikkens filosofiske overvejelser. Han tager udgangspunkt i malerens kritik af den nye franske kunst og forsøger at klarlægge, hvor Kyhns egne overbevisninger ligger – og han spørger: ”Men når nu Kyhn var så meget imod, hvad var han så egentlig for?” (p. 186)

Wivel svarer hurtigt derefter: landskabet – og indleder hermed en gennemgang af den internationale romantiks sublime og pittoreske landskaber, hvor Kyhn, som påvirket af C.W. Eckersberg, sigter efter det rolige og harmoniserede landskab, som man finder det i den pittoreske tradition. Dog med tendenser i retning af det sublime.

Guldaldermalerne arbejdede med et ’dobbeltsyn’ på landskabet baseret på Eckersbergs lære: Eckersberg var tilhænger af friluftsstudier i naturen og efterfølgende færdiggørelse af malerierne i atelieret. Kunstnerens opgave var derfor en paradoksal harmoniseret gengivelse af naturen baseret på tilstræbt objektive studier. Denne spænding lå således også i Kyhns landskabsmalerier, der, også inspireret af kunsthistorikeren N.L. Høyen, skulle gengive en objektivt sanset, men subjektivt udtrykt virkelighed, der gav den danske befolkning en fælles forståelse af en særlig dansk natur. En balance som Kyhn selv beskriver i citatet ovenfor.

Wivel ser Kyhns heftige skriverier imod det moderne gennembruds internationalisering af den danske kunst som værende forbeholdt pen og papir – ikke hans landskabsmalerier. Der eksisterer en større lempelighed i Kyhns kunstværker, der ikke stiller sig nær så skarpt i opposition til det nye franske som hans skriverier. Læseren gives således et redskab til at komme videre fra den legendariske disput og senere dårlige anmeldelser. Wivel giver maleren respit fra polemikken – både dengang i 1880erne og i den senere litteratur. Vi kan derfor fokusere på malerierne uden nødvendigvis at skulle læse Kyhns forbehold ind i dem.

Dette emne tages ligeledes op i Finn Terman Frederiksens artikel ”Kyhns mareridt. Kunstnerens udvikling og selvforståelse i 1870erne”, der hovedsageligt beskæftiger sig med samtidens kritik af Kyhn, men også han bemærker, at nok holder Kyhn fast i det romantiske landskabsmaleri, men han lader sig også i en vis grad påvirke af de nye naturalistiske strømninger fra Frankrig.

 

Opgør med fortiden

Der ses derfor tendenser, som går på tværs af det skel, som det moderne gennembrud tegnede i 1870erne og 1880erne. Herigennem kritiserer forfatterne den givne kunsthistoriske metode på området, der længe har båret præg af stilhistoriens glæde ved ismer, kasser og skelsættende årstal. Bogen excellerer i at nedbryde disse udbredte forestillinger og skaber i stedet et veldokumenteret og nuanceret blik på en ellers underkendt periode i dansk kunst omkring midten af 1800-tallet. Gennem en kritisk, men afbalanceret holdning til datidens historiefortælling, stiller forfatterne spørgsmålet: hvis Kyhn blev kritiseret for ikke at være lige så dygtig som sine samtidige, såsom P.C. Skovgaard, hvad er der så på færde? Er der andre måder at anskue maleren end i en sammenligning med de unge malere inspireret af tendenserne fra Frankrig? Og også, men aldrig sagt direkte: hvordan kan kunsthistoriefaget udfolde sig, hvis man ikke går den velbetrådte vej?

Disse aspekter bliver der reflekteret over i vid udstrækning, men det er op til læseren at gøre den sidste konklusion og også at se dette bogværk som et opgør med den normativt vurderende stilhistorie og en revision af kunsthistoriens metoder. Bogen griber til kulturelle, politiske, historiske vinkler og gør et samtidigt, synkront snit i Kyhns samtid. Heri ligger en vigtig metodisk pointe, der dog ikke udfoldes til fulde.

Bogen er udgivet i forbindelse med en udstilling med navnet Vilhelm Kyhn & det danske landskab, men det eneste bogen har til fælles med et klassisk udstillingskatalog findes i kolofonen og forordet. Her kan man se hvilke museer, der samarbejder, og udstillingsperioderne for udstillingen de respektive steder. Derfor er det svært helt at sige, hvilket publikum bogen er henvendt til, og derfor vælger jeg at se det som en videnskabelig udgivelse. På denne baggrund mangler bogen et par perspektiverende tanker om de metodiske præmisser for artiklerne.

 

Afrunding

Vilhelm Kyhn & det danske landskabsmaleri indeholder følgende bidrag:

Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand, ”Introduktion til Kyhn. En undervurderet kunstner”
Terman Frederiksen, ”Kyhns mareridt. Kunstnerens udvikling og selvforståelse i 1870’erne”
Karina Lykke Grand, ”Danmark er et dejligt Land”. Vilhelm Kyhn og det nationale maleri”
Ingeborg Bugge, ”Dødelige drømme. Omkring tre damer i en have”
Lise Jeppesen, ”Landskabsmaleriet mellem natur og følelse. Studium og stemning hos Vilhelm Kyhn”

I meget overordnede træk fremstilles Vilhelm Kyhn som en kunstner, der er helt klar over sit eget ståsted og ikke rykker synderligt væk derfra i mødet med ny udenlandsk kunst. Hans kærlighed til landskabet som motiv er blevet suppleret af politiske og kulturelle tolkninger, og hans samtids skift fra internationalt orienteret kongemagt til nationalt demokrati er blevet fremhævet. Hans forhold til naturen som motiv er blevet beskrevet gennem brugen af filosofiske og litterære strømninger i tiden. Spændingen mellem det kompositte maleri og den objektive naturgengivelse er blevet præciseret, og det er klarlagt, at Kyhn først og fremmest ikke opererer i ’enten/eller’, men bevæger sig mellem mange tendenser, polariteter og ikke mindst danske landskaber. Præmissen for bogens forskning må siges at være opfyldt: kunstneren er ej blot maler af idylliske postkortscener eller polemikeren, der fornægtede det nye.

Udgivelsen udvider på mange måder vores viden om Kyhns landskabsmalerier – både numerisk (der er i løbet af projektet opdaget endnu 200 værker af kunstneren i privateje) og teoretisk. Samtidig virker udgivelsen som en væsentlig tilføjelse i rækken af nyere kunsthistoriske forskningsudgivelser, der ønsker at trække linjer hen over lidt for hårde stilhistoriske grænser. Ismerne og stilhistorien er til diskussion – en vigtig diskussion – og således kan arbejdet med mange ’misforståede’ eller helt glemte kunstnere tage sit udgangspunkt.